af et ondt, rovdyrsagtigt smil, som fik en kulde til at løbe gennem Lars. Hun drejede sig i sædet, så hun sad vendt mod dem med hele kroppen.
— NOK! — råbet flængede luften så skarpt, at Mette tabte sin vape ned mellem knæene. — I igler! I uduelige, grådige snyltere!
— Hvad… hvad fanden råber du sådan for? — Lars stirrede måbende på hende. Han havde forberedt sig på tårer, på undskyldninger, på et lavmælt: »godt, lad os tale om det«. Han havde ikke forestillet sig et vulkanudbrud.
— HOLD MUND! — brølede Anna, og stemmen knækkede over i et skingert skrig, men det lød ikke som et offer. Det lød som en rovfugl, der gik til angreb. Hun hamrede håndfladerne mod rattet igen og igen, som om hun slog takten til et vanvittigt optog. — I tre år har jeg fodret jer! Jeg betalte dine åndssvage kurser i personlig udvikling, Lars! Jeg indfriede din mors lån for den pels, som møllene alligevel havde ædt! Jeg har fundet mig i din idiotiske søster, der stjæler min makeup!
— Anna, tag dig nu sammen, nogen kan se os… — mumlede Ingrid og sank længere ned i sædet, selv om der ikke var et menneske i miles omkreds.
— JEG ER LIGEGLAD MED, HVEM DER SER DET! — Anna brast i latter, og den latter var mere uhyggelig end hendes råb. — I ville have et atelier? I ville have »balance«? Ved I overhovedet, hvem lejligheden, vi bor i, står registreret på? Nå, Lars? Har du tjekket papirerne, du store familieoverhoved?
Lars blev bleg. Hans selvsikkerhed begyndte at smuldre som billig puds på en fugtig væg.
— På os… vi er jo gift…
— NEJ! — Anna lænede sig helt frem mod hans ansigt, og øjnene glimtede med en rasende, næsten febrilsk glød. — Den tilhører min fond. En juridisk enhed. Kunst-Mekanik. Og den her bil er firmabil. Mine konti er erhvervskonti. Du ejer ingenting, Lars! Du er flad som en kirkerotte! En alfons med Napoleon-drømme!
Del 4. Ballasten kastes af
— Du lyver, — hviskede Mette. — Du er bare en nærig kælling.
— Ud, — sagde Anna lavt, men med en ro, der var langt mere skræmmende end skrigene.
— Hvad? — Lars fattede det ikke.
— UD AF BILEN! NU! — hylede hun så voldsomt, at ruderne næsten syntes at sitre. — SKRID! GÅ TIL NOTAREN TIL FODS! ELLER GÅ AD HELVEDE TIL!
— Det vover du ikke. Det er koldt herude, og mor har tynde sko på… — begyndte Lars, desperat efter at få grebet om situationen tilbage.
Anna svarede ikke. I stedet trak hun en tung svensknøgle op fra dørlommen — en gammel, bronzefarvet én, som hun brugte til at justere tårnmekanismer med. Den vejede næsten et kilo.
— Jeg tæller til tre, — sagde hun med et smil, der kunne have tilhørt en galning. — Ét.
— Hun er syg! — skreg Ingrid og flåede i dørhåndtaget. — Lars, kom, hun slår os ihjel!
— To! — Anna løftede nøglen og sigtede mod instrumentbrættet, som om hun næste øjeblik ville smadre det til splinter.
De røg ud af bilen, som var sæderne blevet udstyret med katapulter. Ingrid snublede og faldt ned på den støvede vej. Mette tabte sin taske, og Lars kom sidst ud, mens han forgæves forsøgte at redde de sidste rester af værdighed.
— Det her kommer du til at fortryde, Anna! — råbte han og børstede bukserne af. — Jeg søger skilsmisse! Jeg sagsøger dig for alt, du ejer! Du kommer kravlende tilbage, når du opdager, at ingen gider en ensom kvinde med metalskrammel!
Anna rullede vinduet ned. Hun råbte ikke længere. Hun betragtede dem med en afsky, som man ser på en kakerlak, der lige er blevet mast under skoen.
— Lars, kan du huske, at du pralede med, at du i morgen skulle underskrive en kontrakt med holdingselskabet Zenit om coaching af topledere?
Lars stivnede. Det var hans eneste reelle chance for store penge, den gyldne billet, han havde blæret sig med i et halvt år.
— Hvordan ved du… Ja. Og jeg bliver rig. Uden dig.
— Direktøren for Zenit er samleren Henrik. Den samme mand, som jeg lige nu er på vej hen til med nattergalen, — sagde Anna og smilede sødt. — Han stoler mere på min vurdering end på sin egen kones. Gæt, hvad jeg fortæller ham om dine »professionelle kompetencer« og din moralske habitus?
En uragtig rædsel bredte sig i Lars’ ansigt. Al hans arrogance blev skyllet væk på et sekund. Han forstod, at hun ikke bluffede.
— Anna, vent… lad os tale om det. Mor blev bare revet med… Mette er dum… Anna!
Han styrtede frem mod bilen og greb fat i dørhåndtaget.