Del 5. Illusionernes sammenbrud
Anna hamrede foden ned på speederen. Lars nåede kun at løbe et par meter efter bilen, før han måtte give op og blev stående tilbage i støvet. I bakspejlet skrumpede tre skikkelser ind midt på den åbne mark: en tung kvinde i en skrigende kjole, en ung pige med vape i hånden og en mand i jakkesæt, som pludselig så ud, som om tøjet var blevet to numre for stort til ham.
Anna tændte for musikken. Vivaldi. Årstiderne. Stormen. De rasende violiner overdøvede hendes egen tunge vejrtrækning.
Tyve minutter senere rullede hun op foran porten til Henriks store villa. Vagten genkendte straks bilen og åbnede høfligt for hende.
Mens Anna forsigtigt løftede buret med den mekaniske fugl ud, blev hendes telefon ved med at eksplodere i opkald. “Elskede mand”, “Svigermor”, “Mette” — navnene blinkede skiftevis på skærmen. Med én rolig bevægelse blokerede hun dem alle sammen.
Henrik, en gråhåret mand med et vågent, skarpt blik, tog imod hende ude på terrassen.
— Anna, kære ven. De ser helt bleg ud. Var turen hård?
— En smule, Henrik. Der opstod bare en lille episode med noget… affald på vejen, sagde hun og smilede. For første gang den dag var smilet ægte. — Apropos, De spurgte mig jo om en anbefaling til en virksomhedstræner.
— Ja, den unge mand… Lars, var det ikke? Hans CV ser imponerende ud, men jeg ville gerne høre Deres vurdering. I har vist samme efternavn?
Anna stillede buret på bordet og trykkede på den skjulte fjeder. Den gyldne fugl slog ud med vingerne og lod en klar, næsten krystallinsk trille strømme ud i luften.
— Det har vi ikke ret meget længere, Henrik. I morgen indgiver jeg ansøgning om at få ændret mit navn. Og hvad Lars angår… De ved, der findes mekanismer, som glimter smukt af forgyldning udenpå, mens de indeni er fyldt med råddent træ i stedet for tandhjul. De fungerer ikke. De knirker bare og ødelægger alt omkring sig. Sådan en mekanisme ville jeg ikke engang betro en optræksnøgle, og slet ikke mennesker.
Henrik betragtede hende længe. Derefter nikkede han langsomt.
— Jeg sætter pris på Deres ærlighed, Anna. Billedet er til at forstå. Der bliver ingen kontrakt.
…
Samme aften sad Anna i sin store, stille lejlighed og drak te. Stilheden var næsten klingende — og vidunderlig.
Så begyndte nogen at hamre på døren.
Hun kastede et blik på dørtelefonens kamera. Ude på gangen stod Lars, støvet, filtret og med øjne som en pryglslagen hund. Ved siden af ham trykkede hans familie sig sammen. De var udmattede. De havde gået ti kilometer til fods, deres sko var ødelagte, og al deres selvsikkerhed var fordampet.
Lars råbte gennem døren:
— Anna! Luk op! Det her er en misforståelse! Henrik ringede til sekretæren, og jeg fik afslag! Vi er jo familie! Vi tilgiver dig alt!
Anna gik hen til samtaleanlægget og trykkede på knappen.
— Lars, du har stadig ikke forstået noget, sagde hun med en stemme, der var kold som is. — Lejligheden er firmaets. I er ikke registreret her. Jeg har allerede tilkaldt bebyggelsens vagter. I har tre minutter til at forsvinde. Ellers bliver I fulgt ud som hjemløse vagabonder.
— Men hvor skal vi gå hen?! hylede Ingrid.
— Til Mettes studie. Nå nej, det findes jo ikke.
Anna slog lyden fra.
På skærmen så hun, hvordan to kraftige vagter i uniform nærmede sig trioen. Hun så Lars fægte med armene og forsøge at forklare noget. Hun så Ingrid klamre sig til ham. Og hun så Mette sætte sig direkte ned på det beskidte gulv i opgangen og bryde ud i gråd.
Lars vendte sig pludselig lige mod kameraet. Hans ansigt blev forvredet af rå, uforfalsket rædsel og vantro. Han kunne ikke begribe, at den kvinde, han havde betragtet som sin ejendom, sit bekvemme redskab, ikke bare havde smidt ham ud, men også med én eneste samtale havde knust hans fremtid. Han forstod ikke, at hans storhed kun havde eksisteret som en refleksion i hendes blik — og nu, hvor hun havde lukket øjnene for ham, var han forsvundet.
Anna vendte sig bort fra skærmen og gik hen til sit arbejdsbord. Der lå et ødelagt urværk fra det nittende århundrede. I morgen ville hun reparere det.
Alt kan repareres, undtagen mennesker, der er rådnet indefra.
Dem smider man bare ud.