Krystalglassene i vitrineskabet klirrede svagt, som om hele lejligheden havde mærket slaget.
Anna blev stående alene tilbage. Hun drejede knappen på komfuret, så blusset døde ud, sank ned på køkkentaburetten og dækkede ansigtet med begge hænder. Tårerne kom ikke. Der var kun en massiv, tung træthed i kroppen og et tomrum, der bredte sig langsomt og sejt. En prøve. Det var det, han havde kaldt det. En prøve på hendes loyalitet — til en pris af 80.000 kroner.
Sådan sad hun næsten en time. Tusmørket gled ind over rummet og lagde et gråt skær over køkkenet. Da hun endelig rejste sig, tændte hun ikke lyset. I stedet gik hun langsomt gennem lejligheden. I entréen stod hans dyre lædersko, dem han havde købt måneden før med forklaringen om, at arbejdet krævede ordentligt fodtøj. På hylden på badeværelset stod hans udenlandske aftershaves og cremer tæt, alt sammen betalt med hendes kort under deres fælles indkøbsture. På natbordet i soveværelset lå en regning fra værkstedet på et pænt beløb; han havde fået skiftet dæk på bilen.
Anna gik hen til vinduet og lod panden hvile mod den kolde rude. Nede på vejen skyndte bilerne sig forbi, lygterne var tændt, og mennesker hastede hjemad til dem, der ventede på dem. Til deres familier. Men hun havde åbenbart aldrig haft en familie. Hun havde haft en mand boende, som nød varmen under hendes tag og trygheden ved hendes penge, lige indtil han mente, hun skulle tømme sin opsparing for ham.
Natten bragte ingen søvn. Anna lå i den tomme seng og lyttede til vægurets ensformige tikken. Lars kom ikke tilbage. Hverken om aftenen eller ud på natten. Han var sikkert taget hen til sin søn eller til en af sine venner for at fortælle, hvor hård, kold og pengegrisk hans kone var.
Om morgenen stod beslutningen pludselig helt klar for hende. Ikke som et vredesudbrud, ikke som et ønske om hævn, men som en enkel og ubestridelig erkendelse. Sygdommen var nået for langt. Der fandtes ingen kur længere. Nu måtte der skæres rent.
Anna bryggede en stærk kop kaffe. Derefter hentede hun to store plastickufferter ned fra skabet over entréen og fandt en rummelig sportstaske frem. Hun lagde dem på sengen og begyndte roligt, næsten pedantisk, at pakke Lars’ ting.
Skjorterne blev foldet omhyggeligt, og hun knappede dem først, så kraverne ikke blev ødelagt. Slipsene rullede hun sammen i små, nydelige ruller. De tunge trøjer og jeans lagde hun nederst. Sportstasken fyldte hun med kondisko, pæne sko og hjemmesko. Fra badeværelset forsvandt alle hans flasker, barbergrej og små krukker. Hun glemte end ikke skosværten og de ekstra børster i skabet ude i gangen.
Hun ville ikke råbe, tigge eller lave en scene. Hun ville bare stille hans kufferter frem. Af alle mulige løsninger var det den eneste rigtige. Da alt var pakket, trillede hun bagagen ud i entréen og placerede den tæt ved hoveddøren. Ovenpå lagde hun nøglerne til lejligheden — dem han som sædvanlig havde smidt på bordet ved spejlet, da han gik i raseri, sikker på at han altid kunne komme tilbage.
Omkring middag drejede en nøgle i låsen. Lars trådte ind i entréen. Der hang en lugt af gammel tobak og gårsdagens alkohol omkring ham. Han havde tydeligvis druknet sin sorg hos vennerne. Han sparkede skoene af, løftede blikket og stivnede. Foran ham stod en mur af kufferter.
Først gled der ren forvirring over hans ansigt. Så kom overraskelsen. Til sidst trak munden sig ud i et overbærende smil. Han lod nøglerne falde på kommoden og lagde armene over kors.
– Hvad er det her for noget børnehave, Anna? Har du besluttet dig for at lege fornærmet lille pige? Du gør en hel tragedie ud af ingenting. Slap nu af og pak tingene ud igen. Jeg indrømmer, jeg gik for vidt i går. Jeg var presset. Lad os tale ordentligt om det. Jeg har fundet en anden mulighed med Mads.
Anna kom ud fra køkkenet. Hun havde enkle hjemmebukser på og en blød, strikket cardigan. Hendes ansigt var fuldstændig roligt.
– Der er ikke mere for os at tale om, Lars, sagde hun med en stemme så jævn, at den næsten lød fremmed. – Jeg har samlet alle dine ting. Kig dem igennem. Hvis jeg har glemt noget, kan du sige til, så sender jeg det med bud.
Smilet forsvandt fra hans ansigt. Først nu gik det op for ham, at dette ikke var et spil.
– Er du blevet vanvittig? Han tog et skridt frem, men blev standset af en kuffert. – Er det virkelig på grund af det?