– Fordi jeg bare bad om hjælp til min søn, vil du ødelægge vores ægteskab? smed han efter hende. – Du smider mig simpelthen ud?
– Ud af mit hjem, rettede Anna ham, lavmælt, men med en tyngde, der ikke var til at misforstå. – Og du bad ikke om hjælp, Lars. Du forlangte, at jeg skulle bruge mine penge på at dække andres fejltagelser. Men det er faktisk ikke engang det værste. Det værste er, at jeg i fem år har været en praktisk løsning for dig. En gratis husholderske, kok og pengepung til vores fælles hverdag. Jeg er færdig. Jeg vil ikke leve sådan længere.
Farven forsvandt fra Lars’ ansigt. Et kort øjeblik glimtede der panik i hans blik, men den blev hurtigt fortrængt af vrede. Først nu forstod han, at det behagelige liv, han havde vænnet sig til, var ved at glide ham af hænde.
– Det her kommer du til at fortryde! råbte han, og stemmen knækkede. – Tror du virkelig, du bare kan smide din mand på porten? Vi er gift! Jeg har ret til at være her! Og vi får se, hvordan tingene skal deles. Jeg har også lagt noget i det her sted! Jeg satte jo gangen i stand, bare så du ved det!
Anna lagde hovedet en anelse på skrå og betragtede manden, hun havde delt seng med. Hvor ynkelig han virkede nu, i sit desperate forsøg på at rive en sidste stump til sig.
– Du mener, at du satte tapet op for mine penge? spurgte hun roligt. – Lars, lad være med at gøre dig selv mere til grin. Lejligheden blev købt otte år, før vi blev gift, og den står som mit særeje. Du har ingen andel i den. Hvad angår dine såkaldte investeringer, kan vi sagtens hente kontoudtog fra de sidste år og gennemgå, hvem der har betalt hvad. Jeg kan love dig, at regnestykket ikke falder ud til din fordel.
Han gispede, som om ordene havde slået luften ud af ham. At hun talte så nøgternt, så fuldstændig uden frygt, og ovenikøbet kendte sin ret, gjorde ham rådvild. Der var intet sted at sætte krogen i hende.
– Og én ting mere, tilføjede Anna og så ham direkte i øjnene. – Jeg vil kraftigt råde dig til ikke at forsøge at optage lån med noget som helst som sikkerhed og gemme dig bag, at du stadig er gift. Mandag morgen indgiver jeg skilsmissebegæring. Alt, hvad du låner fra i dag, vil jeg sørge for bliver betragtet som din personlige gæld og ikke som noget, der er stiftet til familiens behov.
Lars stirrede på hende, som om hun var et menneske, han aldrig før havde mødt. Den føjelige, bekvemme Anna, der altid prøvede at glatte konflikter ud, var væk. Foran ham stod en voksen kvinde, rank og afklaret, som endelig vogtede sine egne grænser.
– Din kælling, hvæsede han og greb fat i kuffertens håndtag. – Hvor er du dog en iskold kælling. Du ender alene med dine penge, når du bliver gammel. Ingen gider en som dig, så kold og beregnende.
– God tur, Lars, sagde Anna og trådte et skridt til siden, så vejen til døren var fri.
Med eder og forbandelser slæbte han kufferterne ud på opgangen og kastede sportstasken op over skulderen med et ryk. Ved døren vendte han sig om en sidste gang. Han ventede tydeligvis på, at hun skulle kalde ham tilbage, standse ham, bryde sammen i gråd. Anna stod blot tavs og så på ham.
Til sidst vendte Lars sig bort og gik hen mod elevatoren, mens hans tunge skridt gav genlyd mod betongulvet.
Anna lukkede døren. Hun drejede nøglen to gange i låsen. Skød slåen for.
I lejligheden bredte der sig en stilhed så dyb, at den næsten sang i ørerne. Hun gik ud i køkkenet og skænkede sig en ny kop kaffe. Så stillede hun sig ved vinduet. Efterårssolen pressede sig forsigtigt gennem de grå skyer og lagde et blegt lys over de gule blade på træerne nede i gården.
Der var ikke længere en knude i brystet. Ingen tung vrede, ingen smertefuld ydmygelse. Kun en forunderlig lethed, så voldsom at den næsten gjorde hende svimmel. Det føltes, som om hun efter flere års opstigning endelig havde kastet en rygsæk fuld af sten fra sig.
Anna tog en slurk af den varme kaffe og smilede.
Til foråret ville hun få sat nye vinduer i sommerhuset. De allerbedste, med brede vindueskarme, hvor pelargonierne kunne blomstre i fred. Og aldrig mere skulle nogen få lov til at kalde hendes elskede lille hus for et skur.
Livet var først lige begyndt.