– Mener du det virkelig?
– Ja.
Han skubbede stolen tilbage fra bordet.
– Hvor skal jeg så tage hen?
– Du går ind på boligannoncerne og finder noget.
– Anna, jeg har boet her i syv år. Mit arbejde ligger tæt på, og hele min hverdag er bygget op omkring det her sted.
– Så må du jo lede i nærheden.
– Har du nogen idé om, hvor besværligt det er?
– Ja. Det er præcis det, du har foreslået mig de sidste par dage.
Mads gik rastløst frem og tilbage i køkkenet, tydeligt irriteret.
– Og hvad med min mor? Hun var allerede ved at gøre sin egen lejlighed klar til at blive lejet ud.
– Hun har et sted at bo.
– Jeg lovede hende et værelse.
– Du lovede hende et værelse, der ikke var dit. Så nu må du selv forklare hende det.
Den sætning ændrede mere end alle vores tidligere diskussioner tilsammen.
Indtil da havde Mads opført sig, som om der bare var opstået en uheldig misforståelse mellem mig og hans mor, og som om det af en eller anden grund var mit ansvar at få det hele til at falde på plads.
Nu landede ansvaret tilbage hos den person, der havde fundet på planen.
Efter et par minutter tog han telefonen og ringede til Mette.
– Mor, lad være med at skille møblerne ad foreløbig. Og træf ikke nogen beslutninger om din lejlighed endnu.
Jeg kunne ikke høre, hvad hun svarede, men Mads’ næste sætning kom højere og skarpere:
– Fordi Anna bliver boende her.
Der gik ikke længe, før min egen telefon begyndte at ringe.
– Anna, hvad skal det betyde, at du bliver? spurgte Mette straks. – Mads har lovet mig værelset.
– Så synes jeg, du skal tage den med Mads.
– Jeg har allerede sagt til folk, at jeg ville leje min lejlighed ud.
– Så må planerne ændres.
– Forstår du overhovedet, hvilken situation du sætter os i?
– Ja. For nogle dage siden satte I mig i nøjagtig samme situation. I nåede endda at måle væggen op.
Min svigermor blev forarget og sagde, at voksne mennesker burde løse den slags som en familie.
– Det er jeg helt enig i, svarede jeg. – Derfor skulle man have begyndt med at tale med ejeren af lejligheden.
Derefter afsluttede hun samtalen.
Mads kom ind til mig med et stramt ansigtsudtryk.
– Var det virkelig nødvendigt at tale sådan til min mor? Hun stolede på mig.
– Netop. Derfor er det også dig, der skal forklare hende det nu.
Han åbnede munden, som om han ville protestere, men sagde ingenting.
Aftenen efter sad Mads for første gang selv og kiggede boligannoncer igennem.
Til at begynde med satte han kun søgningen til vores eget område.
Den første lejlighed forkastede han, fordi der var for langt til offentlig transport. Den næste havde et køkken, han ikke brød sig om. Den tredje lå længere fra hans arbejde, end han havde lyst til.
Efter et stykke tid vendte han telefonen mod mig.
– Se her. Det bliver virkelig upraktisk for mig at komme på arbejde herfra om morgenen.
Jeg kastede et blik på skærmen.
– Det vigtigste er ikke at låse sig fast på ét bestemt område.
Mads genkendte straks sin egen formulering.
Han lagde telefonen væk og sagde ikke mere.
I dagene efter tog han ud og så flere lejligheder. Lidt efter lidt blev søgeområdet større, mens listen over ufravigelige krav blev kortere.
Da han kom hjem fra endnu en fremvisning, trak han utilfreds jakken af.
– Det er altså ikke nemt at finde en ordentlig bolig, sagde han og begyndte at remse problemerne op.