Det ene sted var køkkenet på størrelse med et skab, et andet sted var transporten helt håbløs.
– Det ved jeg godt, sagde jeg.
– Du kiggede kun i to dage.
– Og på de to dage nåede du allerede at bestemme, hvad der passede til mig.
Mads så på mig, men tog ikke diskussionen videre.
Mette holdt også op med at dukke op med målebåndet i hånden.
En dag kom hun forbi lige inden Mads skulle ud til endnu en lejlighedsfremvisning.
– Måske skal du lade være med at leje noget endnu, sagde hun til sin søn. – Det kan jo være, Anna ombestemmer sig.
– Det gør hun ikke.
– Prøv nu at tale med hende igen. Forklar hende, at du allerede har lovet mig det.
Det var tydeligt, at Mads var træt af den samtale.
– Mor, jeg lovede dig et værelse, som jeg ikke havde ret til at love væk. Det er sådan, det er. Jeg finder et andet sted at bo.
Mette vendte blikket mod mig.
– Og hvor skal jeg så være?
– Indtil videre bliver du i din egen lejlighed.
– Det var ikke det, du sagde før.
– Nej. Jeg tog fejl.
Der var ikke længere nogen grund til, at jeg blandede mig.
Efter noget tid fandt Mads en lejlighed, der kunne bruges. Den lå i en anden bydel, og turen til arbejde blev længere for ham. Til gengæld var den i ordentlig stand, og han kunne flytte ind med det samme.
Der var kun ét værelse.
Da Mads fortalte sin mor om det, spurgte Mette straks:
– Hvor skal jeg så bo?
– Mor, du bliver i din egen lejlighed.
– Og hvad med at leje den ud?
– Det bliver ikke til noget lige nu.
– Flot. Først lover du mig én ting, og nu siger du noget helt andet.
Mads svarede med en træt stemme:
– Jeg har allerede sagt, at jeg tog fejl.
Den dag han flyttede, kom Mette for at hjælpe ham med kasserne.
Hun nævnte ikke længere det lille værelse.
Mads tog sit tøj, sine bøger, sin elektronik og de ting, der tilhørte ham. Vi havde på forhånd gennemgået det hele, så der opstod ingen ny diskussion.
Det sidste, han trak ud af skabet, var en sportstaske. Det var den samme taske, han engang var flyttet ind hos mig med efter brylluppet.
Ude i entréen pillede Mads nøglerne af sit nøglebundt og lagde dem på kommoden.
– Jeg troede aldrig, jeg skulle flytte herfra, sagde han.
– I flere dage var jeg også sikker på, at det var mig, der skulle væk.
Han så mere opmærksomt på mig.
– Hvorfor ændrede du mening?
– Jeg tjekkede papirerne. Og så holdt jeg op med at løse dit boligproblem med min lejlighed.
Mads sagde ikke noget. Han løftede tasken og gik.
Skilsmissen blev først afsluttet, efter at vi allerede boede hver for sig.
Mette blev i sin egen lejlighed. Tanken om at frigøre den for at flytte ind hos sin søn opgav hun.
Mads vænnede sig langsomt til den nye bydel og den længere vej til arbejde.
Et par gange kom han forbi for at hente ting, han havde glemt. Det sidste var en oplader, som lå bagerst i et skab.
I en besked skrev Mads: »Jeg tror, den ligger i din lejlighed.«
Jeg fandt opladeren og gav ham den, næste gang vi mødtes.
Nøglerne havde han afleveret. Mette blev boende hos sig selv. Det lille værelse blev igen kun brugt til mit arbejde.
Hendes kommode blev stående på en helt anden adresse.