– Er det virkelig på grund af 60.000 kroner?
– Nej. Det er på grund af løgnene. På grund af dit “pak dine ting”. Og fordi du heller ikke nu er kommet for min skyld, men fordi du savner det liv, hvor alt var bekvemt for dig.
– Jeg elsker dig.
Anna lod blikket glide ned over buketten.
– Du elsker, når jeg betaler regningerne, tier ved middagsbordet og overfører penge uden at stille spørgsmål.
– Det er ikke fair sagt.
– Var det fair at kalde mig en, der bare levede på jeres nåde?
Lars løftede hovedet brat.
– Det har jeg aldrig sagt.
– Din mor sagde det. Du sagde ingenting. For mig var det nok.
Han smed blomsterne fra sig på bænken.
– Så bo alene. Vi får se, hvor længe du klarer dig.
– Længe nok.
– I dine fine små kjoler?
– Ja. I mine fine små kjoler.
Han gik med hurtige skridt, næsten som om han flygtede. Anna bøjede sig ikke efter buketten. Et øjeblik senere kom en nabo ud fra opgangen, fik øje på roserne og spurgte:
– Er de dine?
– Nej, sagde Anna roligt. – De er vist afleveret forkert.
I september blev hun bedt om at holde en workshop i det lokale håndværkscenter. Det var et lille hold, helt almindelige kvinder, som gerne ville lære at sy tøj til sig selv. Anna stod foran dem med et målebånd om halsen, og pludselig slog det hende: Ingen spurgte, hvem hun burde være taknemmelig over for. Ingen kaldte hendes arbejde for pjat. Ingen forlangte, at hun skulle give sine penge til en andens drøm.
Efter timen kom en kvinde på omkring tres hen til hende.
– Du forklarer det, som om du har undervist hele dit liv.
– Det har jeg ikke. Jeg har bare været nødt til at begynde forfra mange gange.
Kvinden smilede.
– Det kan man mærke.
Samme aften købte Anna en ny kuffert. Den var ikke dyr. Bare solid, mørkegrøn og med et håndtag, der gled jævnt. Den gamle grå smed hun ikke ud. Den fik lov at stå i Louises pulterkammer.
– Lad den bare blive der, sagde Anna. – Den hjalp mig væk.
Louise lo.
– Og den nye?
– Den skal med på rejse. Jeg har meldt mig til en tekstilmesse i Odense.
– Alene?
– Alene.
I oktober blev skilsmissen gennemført uden skrig, optrin eller dramatiske scener. Lars mødte op sammen med Karen. Hun sad ved siden af ham ude på gangen og lod, som om hun slet ikke så Anna. Men da Lars gik hen til vinduet, lænede hans mor sig alligevel frem.
– Er du tilfreds nu?
– Jeg er rolig.
– Lars er helt ødelagt på grund af dig.
– Nej. På grund af mig kan han ikke længere leve for mine penge.
– Du er en hård kvinde.
Anna lagde sit pas ned i tasken.
– Nej. Jeg er bare ikke længere jeres.
Karen nåede at åbne munden, men så kom Lars tilbage. Han så både vred og forvirret ud.
– Anna, jeg spørger dig for sidste gang. Vil du virkelig ikke finde en ordentlig løsning?
– På hvad?
– Altså… i det mindste hjælpe med at få billånet lukket. Vi har trods alt været sammen i mange år.
Hun mødte hans blik uden at hæve stemmen.
– Lars, du bad mig om 60.000 kroner til din mor. Bagefter forsøgte I begge to at få det til at se ud, som om det var mig, der ødelagde familien. Og nu beder du mig betale gælden på bilen. Er du nogensinde kommet til mig bare for at sige undskyld?
Han så væk.
– Jeg sagde jo, at jeg blev vred og gik for langt.
– Det er ikke en undskyldning.
– Hvad vil du så have?
– Ingenting. Det er netop forskellen.
Da skilsmissen var overstået, trådte Anna ud på gaden. Dagen var tør og kølig. Der var ingen særlig skønhed over den, ingen højtidelig musik, ingen tegn fra himlen. Det var bare en dag, hvor en lang historie endelig var nået til sin afslutning.
Hun gik hen til busstoppestedet, men steg ikke på den første bus. I stedet ringede hun til Louise.
– Så er det gjort.
– Hvordan har du det?
Anna betragtede sit spejlbillede i stoppestedets glas. Det kastanjebrune hår var samlet i en knold, frakken var knappet, og i hånden holdt hun den nye mørkegrønne kuffert, der ventede på sin første rejse.
– Stabilt.
– Kom over. Vi markerer det med te.
– Det gør jeg. Jeg skal bare forbi værkstedet først. Der ligger en bestilling og venter.
– Du er håbløs.
– Tværtimod. Jeg er vist endelig blevet rettet til.
En uge senere sendte Lars en kort besked: “Mor siger, at du stadig godt kunne hjælpe Mette. Hun har jo ikke gjort noget.”
Anna læste den og mærkede for første gang i lang tid ingen trang til at formulere et svar, der skulle skåne alles følelser. Hun skrev blot:
“Mine penge løser ikke længere jeres families problemer.”
Så lagde hun telefonen ned i tasken.
På værkstedet duftede der af nyt stof og damp fra strygejernet. På bordet lå mønsterdelene til en mørkeblå kjole til en kvinde, som efter sin pensionering havde besluttet at stå på scenen i et amatørteater. Anna lod hånden glide hen over stoffet, kontrollerede skulderlinjen og smilede.
Udenfor skændtes nogen højlydt. Inde ved siden af lo hendes kursister. Livet fortsatte uden Lars, uden Karen, uden bønner om hastige overførsler og uden andre menneskers gæld.
Anna tændte lampen.
Saksen lå sikkert i hendes hånd.
Den gamle grå kuffert hørte fortiden til. Og de 60.000 kroner stod stadig på hendes konto. Ikke som hævn. Ikke som et bevis. Men som en stille støtte under en kvinde, der havde hørt sandheden i tide og endelig valgt sig selv.