— Jeg ligger for døden, meddelte hun med en stemme, der lød som noget fra en gravkælder, mens hun åbnede det ene øje på klem. — Mit blodtryk er to hundrede over nul. Hjertet hamrer som en boremaskine. Det er dig, der har drevet mig hertil.
— Hanne, sagde jeg og satte mig yderst på lænestolen. — Jeg har været i banken. Har De skrevet under med mit navn på kautionsaftalen?
— Det er ikke forfalskning! Hun fór op at sidde med en energi, der ikke ligefrem passede til hendes dødsleje. — Jeg øvede mig bare lidt. Min hånd ryster jo, jeg er en gammel kvinde. Og desuden er vi familie. Hvad betyder det, hvis krusedullen ligner din eller min?
— Det betyder temmelig meget, svarede jeg og tog telefonen frem. — Dokumentfalsk er en sag efter straffeloven. Man kan få op til to års fængsel. Jeg har hørt, at de serverer pasta gratis derinde, så madbudgettet bliver i det mindste ikke et problem.
Hun blev så hvid i ansigtet, at hun næsten gik i ét med tapetet.
— Du… du vil sende din mands mor i fængsel?
— Ikke jeg, sagde jeg roligt. — Men banken vil sikkert gøre det med stor fornøjelse. Jeg kan dog trække anmeldelsen tilbage, hvis vi finder en løsning.
Hanne kneb øjnene sammen. Inde bag panden på hende begyndte tandhjulene at knirke; det var en hjerne, der var vant til små fiduser og beskedne bedrag.
— Hvad forlanger du?
— For det første skriver De en erklæring om, at gælden udelukkende er Deres. For det andet overdrager De sommerhuset til Mads. Som gavebrev. Allerede i morgen. Så kan kreditorerne ikke tage det. Vi sælger det, indfrier Deres lån, og det, der bliver tilbage, får De at leve for.
— Aldrig i livet! skreg hun. — Det er afpresning!
— Nej, det hedder krisestyring, rettede jeg hende. — Enten sommerhuset eller en køje bag tremmer. Det er som i en kantine: kartoffelmos eller pasta, men spise skal man.
Hun forsøgte at diskutere. Hun græd. Hun gjorde endda ansats til at besvime, men da jeg i tide nævnte, at jeg ville hælde en spand iskoldt vand over hende, ombestemte hun sig. Laminatgulvet skulle jo nødig tage skade.
Til sidst sejrede fornuften — eller måske bare angsten for et offentligt ophold med låst dør.
En uge senere sad vi og fik papirerne på plads. Sommerhuset, dette monument over forsømmelse og dårlig dømmekraft, blev solgt forbavsende hurtigt. Pengene rakte til at lukke hendes lån til den såkaldte “Overflodens Gudinde”, og der var endda en rest tilbage.
Men den egentlige afslutning på affæren kom ved en familiemiddag, som Hanne insisterede på at holde for at fejre “forsoningen”. Det var tydeligt, at hun havde planlagt et modangreb.
Bordet bugnede af salater, hvor der var langt mere mayonnaise end grøntsager. Hanne havde placeret sig for bordenden som en pensioneret dronning med uindskrænket magt.
— Nå, mine børn, begyndte hun med sukkersød stemme og løftede et lille glas hjemmebrygget likør. — Når enden er god, er alting godt. Anne handlede naturligvis brutalt, da hun tog min jord, min livsnerve, fra mig. Men jeg er en klog kvinde, og derfor tilgiver jeg. For resten, Mads, jeg så en reklame forleden… De sælger nogle helt unikke vandfiltre med sølvioner. Kun fire tusind kroner. Vandet bliver nærmest helligt! Efter alt det snavs her trænger vi alle til at blive renset. Anne, du betaler vel? Som en undskyldning.
Mads fik salaten galt i halsen. Jeg lagde langsomt gaflen fra mig.
— Hanne, sagde jeg og sendte hende mit mest rovdyrsagtige smil. — Ved De, at sølvioner i større mængder kan give argyri? Huden bliver blålig. Det ville faktisk klæde Dem; De kunne ligne en Avatar, bare på pension.