— Nu er du spydig igen! Hanne skød underlæben frem som et fornærmet barn. — Jeg forlanger respekt! Jeg er hans mor! Jeg lukkede dig ind i familien!
— Det er stadig min lejlighed, mindede jeg hende tørt om.
— Det er fuldstændig ligegyldigt! Hun slog ud med hånden og var tæt på at sende salatskålen på gulvet. — I har pligt til at tage jer af os. Måske går jeg rundt med et stort talent! Måske vil jeg starte min egen forretning!
— Hvilken slags? spurgte Mads. — Masseproduktion af problemer?
Hannes ansigt blev mørkerødt.
— Hvordan vover du! Er det hende, der har lært dig at tale sådan? Tøffelhelt! Jeg har kun villet dit bedste! Jeg ville have, at vi alle sammen skulle leve ordentligt, have penge, muligheder! Og I…
Der besluttede hun sig for at spille sit sidste kort.
— Hvis I ikke giver mig penge til de filtre med det samme, så… så flytter jeg ind hos jer! Jeg lejer min egen lejlighed ud og slår mig ned her i stuen. Hver eneste dag skal jeg nok lære dig, Anne, hvordan man laver rigtig mad!
Der blev helt stille. Truslen hang over bordet som en atomvinter. At bo sammen med Hanne ville svare til frivilligt at låse sig inde i et bur med en sulten vaskebjørn med alvorlige humørsvingninger.
Jeg så over på Mads. Han smilede. Ikke nervøst, ikke undskyldende, men bredt, roligt og næsten triumferende.
— Mor, sagde han og trak et sammenfoldet papir op af lommen. — Jeg har fået arbejde. Tilbuddet kom i dag. Ledende projektingeniør. Lønnen er højere, end du kan forestille dig.
Hannes øjne tændtes som to projektører.
— Min dreng! udbrød hun, og på et sekund smeltede al hendes vrede væk. — Jeg vidste det! Mit eget kød og blod! Så begynder livet endelig. Nu køber vi filtre, og en ny sofa, og måske en pels til mig…
— Nej, mor, afbrød Mads hende. — Vi køber ingenting af den slags. Anne og jeg har talt det igennem. Vi tager et lån og finder en større lejlighed. Indtil da sparer vi benhårdt op.
— Hvad siger du? Hun stivnede midt i begejstringen.
— Præcis det. Og for resten: Når du nu er blevet så optaget af energier, universet og alt det der, er materielle goder nok kun skadelige for dig. Penge har jo meget lave vibrationer, mor. Vi vil nødigt ødelægge din karma.
— Hvad?! Hun gispede af raseri. — Hvilke vibrationer? Giv mig pengene!
— Det kan jeg ikke, sagde Mads og bredte uskyldigt armene ud. — Anne er min økonomidirektør. Alle den slags spørgsmål går gennem hende.
Hanne drejede langsomt hovedet mod mig. Hendes ansigt lignede en krøllet tusindkroneseddel, som en hæveautomat nægter at tage imod.
— Du… hvæsede hun.
— Og jeg, sagde jeg og afbrød hende, mens jeg drak det sidste af mit glas, — investerer kun i projekter med fremtid. Du, Hanne, er desværre et giftigt aktiv. For stor risiko, nul afkast.
Der er gået et halvt år siden den aften.
Mads trives i sit nye job, og ja, vi købte faktisk en større lejlighed. Hanne? Hun ringer cirka én gang om måneden og beklager sig over tilværelsen, men hun beder ikke længere om penge. Hun har åbenbart forstået, at banken “Søn og Svigerdatter” har fået inddraget licensen.
For nylig fandt jeg ud af, at hun har fået arbejde som viceværtmedhjælper i en ejendom med porttelefon. Hun fortæller alle, at det er “for at få lidt menneskelig kontakt”, men vi kender jo sandheden. Nu kan hun holde øje med, hvem der besøger hvem, hvornår de kommer, og hvor længe de bliver. Det er det perfekte job til et menneske, der elsker at stikke næsen i andres sager — og denne gang får hun endda løn for det.