På den tid havde jeg brugt 2.200 kroner på indkøb. Kun på mad. Vand, strøm og de timer, jeg havde stået ved komfuret i stedet for at tage mine egne opgaver, var ikke engang regnet med. Hvis det fortsatte sådan, ville vi ved månedens udgang nærme os 7.000 kroner. Måske skulle vi dele udgifterne?
Stilheden blev så kompakt, at man kunne høre vandhanen dryppe.
– Hvad bilder du dig ind? Hanne blev helt rød i ansigtet. – Vil du tage penge af familien?
– Jeg foreslår bare, at vi fordeler regningen. Mads og jeg tjener ikke nok til at bespise seks mennesker.
– Mads, hører du det her? Hanne vendte sig mod sin søn. – Hun prøver at presse penge ud af os!
Mads løftede hånden, som om han kunne dæmpe luften.
– Anna, helt ærligt. Hvorfor skal du sige det sådan? Foran alle.
– Hvornår skulle jeg ellers sige det? Når vi er alene, hører du mig ikke.
Lars skubbede sin tallerken lidt væk.
– Hold da op, Anna. Vi er jo kommet på besøg. Hvem tager betaling af gæster?
– Gæster er noget, man har i tre dage, sagde jeg. – En måned er ikke et besøg. Det er indkvartering.
Sofie løftede blikket fra tallerkenen og så på mig. Et øjeblik syntes jeg, at der lå noget i hendes øjne, der mindede om medfølelse.
Resten af aftensmaden foregik uden et ord. Bagefter stod jeg alene ved vasken. Fireogtredive ting skulle skylles, vaskes og sættes på plads; jeg talte dem. Ingen tilbød at hjælpe. Ingen lagde så meget som en krone.
Den aften kom Mads ikke ind i soveværelset. Han sov i bilen. Jeg kunne se ham gennem vinduet.
På den tolvte dag vågnede jeg klokken halv syv ved Hannes stemme.
– Anna! Suppen skal over nu! Jeg er vant til at spise frokost klokken tolv!
Halv syv om morgenen. Lørdag. Min eneste fridag uden hastesager og rapporter.
Jeg blev liggende og stirrede op i loftet. Inde bag væggen hostede Lars. Sofie rodede med plastikposer. Jens tændte fjernsynet på fuld styrke, fordi han hørte dårligt.
Mads dukkede op i døren fra gangen. Han lugtede af bil, så han havde altså sovet der igen.
– Anna, stå nu op. Mor venter.
Jeg satte mig op i sengen og så på min mand. På hans brede skuldre, der straks sank sammen, da Hannes stemme lød ude fra køkkenet.
– Mads, spurgte jeg lavt, – spurgte du overhovedet mig, før du inviterede dem?
– Anna, ikke nu igen.
– Jo, netop nu. Du inviterede fire mennesker til at bo i vores lejlighed i en måned. Uden at advare mig. Uden at spørge mig. Du gad ikke engang finde ud af, om jeg havde arbejde, planer eller noget som helst andet. Du sagde bare: “De kommer på lørdag.” Punktum.
Han gned sig over næseryggen. Den samme bevægelse som altid. Jeg havde set på den i syv år.
– De er jo familie, Anna. Hvad skulle jeg have gjort? Sagt nej?
– Til mig sagde du heller ikke nej. Du lod bare være med at spørge.
– Hvad foreslår du så? At vi smider dem ud?
Jeg svarede ikke. Jeg rejste mig, gik ud i køkkenet og satte maden over. Fire timer tog det: rødbeder, kål, grøntsager på panden, bouillon. Hanne sad ved siden af på en taburet og kontrollerede, hvor mange skefulde salt jeg brugte.
– Det er for lidt. Suppe uden salt er ikke suppe.
Jeg hældte en halv skefuld mere i.
– Stadig for lidt.
Jeg tilsatte lidt mere.
– Sådan. Men rødbederne har du altså igen gjort forkert.
Tolv dage. Fire timers madlavning om dagen. Det var otteogfyrre timer. En hel arbejdsuge plus en ekstra dag. Og foran mig lå der stadig atten dage.
Efter frokost kaldte Hanne Mads ud på altanen. Jeg stod og vaskede op, og gennem det åbne vindue kunne jeg høre hvert ord.
– Hun passer ikke til dig, Mads. Hun er kold. Nærig. Hun gør familie op i penge. Du fortjener bedre.
Jeg slukkede for vandet. Tallerkenen i mine hænder var glat af sæbe. Jeg stillede den i stativet. Helt lige. Helt forsigtigt.
Så tørrede jeg hænderne i viskestykket, gik ind i soveværelset, åbnede min bærbare og begyndte at lede efter afbudsrejser.
Tyrkiet, Antalya, afrejse i overmorgen. Otteogtyve dage, trestjernet hotel, all inclusive. 4.400 kroner. På kortet stod der 4.800.
Jeg trykkede på “book”. Mine hænder rystede ikke. For første gang i tolv dage.
Om morgenen på den fjortende dag stod jeg op før alle andre. Klokken var fem. Der var mørkt. Der var stille.
Jeg pakkede min kuffert. Sommerkjoler, badetøj, sandaler, solcreme, oplader og pas. Kufferten var lille, kun håndbagage; jeg havde købt den tre år tidligere netop for at slippe for at tjekke bagage ind.
På køkkenbordet lagde jeg en seddel. Jeg skrev den i hånden med store bogstaver, så ingen kunne påstå, at de ikke havde set den.
“Velkommen! Jeres gæstfrie værtinde er taget på ferie. I en måned. Der ligger kylling og dumplings i fryseren. Suppen tager fire timer at lave, og Hanne kender opskriften. God fornøjelse!”
Ved siden af lagde jeg ekstranøglerne. Så gik jeg.
Taxaen holdt allerede foran opgangen. Chaufføren løftede kufferten ind i bagagerummet.
– Til Billund Lufthavn?
– Til Billund Lufthavn.
Jeg satte mig på bagsædet, spændte selen og kiggede op mod vinduerne til vores lejlighed. Der var mørkt. Alle sov.
Bilen satte i gang. Jeg lænede mig tilbage og åndede ud. Det føltes, som om nogen endelig havde åbnet mit bryst; jeg havde slet ikke lagt mærke til, at jeg i tolv dage kun havde trukket vejret halvt. Mine skuldre sank ned. Spændingen i nakken slap.
Telefonen ringede klokken 7.42. Jeg sad allerede ved gaten. Det var Mads.
Jeg afviste opkaldet. Han ringede igen. Jeg afviste det en gang til.
Så kom beskeden: “Hvor er du?!”
Jeg svarede: “I lufthavnen. Jeg tager på ferie. I en måned. Ligesom din familie kom — uden varsel. Læs sedlen.”
Der gik treogtyve sekunder i fuldstændig tavshed, før telefonen begyndte at vibrere igen.