— en hel strøm af beskeder væltede ind.
“Er du blevet fuldstændig vanvittig?”
“Mor græder.”
“Hvem skal så lave mad?”
“Send pengene tilbage.”
“Anna, det her er altså ikke sjovt.”
Jeg læste dem alle sammen. Især den med: “Hvem skal så lave mad?” I tolv dage havde jeg stået for måltider til seks mennesker. Otteogfyrre timer ved komfuret. Omkring 2.200 kroner fra min egen konto. Og det første, der faldt ham ind at spørge om, var, hvem der nu skulle lave mad.
Jeg slukkede telefonen, lagde den ned i tasken, og kort efter blev boarding annonceret.
I flyet fik jeg en plads ved vinduet. Jeg spændte selen. Kvinden ved siden af mig, omkring de halvtreds og med solbrun hud, sendte mig et venligt smil.
“På ferie?”
“På ferie,” svarede jeg.
Og jeg smilede så bredt, at det næsten gjorde ondt i kindbenene. Det var længe siden, jeg sidst havde smilet sådan.
Flyet tog fart ned ad banen, løftede sig og slap jorden. Esbjerg gled væk under os med tage, veje og trafik. Et sted dernede, i vores toværelses lejlighed, sad Hanne sikkert og læste min seddel. Mads gned sig nok over næseryggen. Lars spurgte formentlig, hvor morgenmaden blev af.
Og jeg var på vej mod havet.
De første tre dage sov jeg. Ikke lidt, ikke “lige en lur”, men virkelig sov. Tolv timer ad gangen, fordi jeg de foregående tolv dage knap havde fået fem timer pr. nat. Hotellet var stille, værelset lille, og fra altanen kunne jeg se ned over poolen. Ingen vækkede mig klokken halv syv. Ingen forlangte rødbedesuppe. Ingen havde kommentarer til, hvordan jeg skar løg.
På den fjerde dag tændte jeg mobilen igen.
Hundrede og fjorten beskeder. Toogtredive ubesvarede opkald. Atten fra Mads. Syv fra Hanne. Tre fra Lars. Fire fra min mor, som Hanne åbenbart havde ringet til for at klage sin nød.
Jeg åbnede Mads’ beskeder og læste dem i rækkefølge.
Første dag var ren vrede: “Du har forrådt mig”, “Hvordan kunne du gøre det?”, “Mor hulker.”
Anden dag begyndte forhandlingen: “Okay, kom hjem, så taler jeg med mor”, “Synes du ikke, det er nok nu?”
Tredje dag var panikken nået frem: “Anna, jeg kan ikke finde ud af den suppe”, “Mor tvinger mig til at lave mad”, “Lars siger, han rejser, hvis han ikke får ordentlig mad.”
Den sidste besked læste jeg to gange. Lars, manden der på tolv dage ikke havde skyllet én eneste tallerken af, truede med at tage hjem, hvis han ikke blev fodret.
Derefter åbnede jeg beskederne fra Hanne.
Den første lød: “Slange!”
Den næste: “Stakkels Mads, min lille dreng!”
Den tredje: “Jeg skal nok fortælle alle, hvordan du er!”
Den fjerde var en talebesked på tre minutter. Jeg nåede tredive sekunder ind i den. Det var rigeligt.
Til Mads skrev jeg kun én besked: “Jeg er på ferie. Jeg kommer hjem om fireogtyve dage. Der ligger et supermarked på den anden side af vejen.”
Så skrev jeg til min mor: “Mor, jeg har det fint. Jeg hviler mig. Lad være med at høre på Hanne — hun har sin egen udgave af historien.”
Derefter slukkede jeg telefonen igen og gik ned til havet.
Vandet var lunt og salt. Jeg lå på ryggen, så op i himlen og kom i tanke om, at jeg ikke havde svømmet i havet i syv år. Hele tiden var pengene i stedet gået til overførsler til Mads’ forældre, reparationer på deres sommerhus, gaver til hans familie ved højtider og mærkedage. Min egen ferie var blevet skubbet år efter år. “Næste år, Anna, helt sikkert.”
Nu var næste år kommet.
Uden Mads. Uden Hanne. Uden fireogtredive tallerkener efter aftensmaden.
Jeg blev i vandet i to timer. Da jeg kom op, lagde jeg mig på en solseng og bestilte en kaffe. Tjeneren kom med den i en lille kop, med en småkage ved siden af. Jeg havde ikke travlt nogen steder hen. Der var ingen suppe, der skulle koges.
Midt i anden uge kom der en besked fra Mads. Den var kort:
“De er rejst.”
Jeg spurgte ikke ind til det. Ikke hvornår. Ikke hvorfor. Jeg læste bare ordene og lagde telefonen væk igen.
På den tyvende dag skrev han: “Vi bliver nødt til at tale sammen, når du kommer hjem.”
Ingen udråbstegn. Ingen beskyldninger. Bare den sætning: Vi bliver nødt til at tale sammen.
Jeg svarede: “Det gør vi.”
En måned gik. Da jeg vendte tilbage, var jeg brun, udhvilet og havde fire hundrede kroner tilbage på kontoen.
Mads stod i lufthavnen og ventede. Han tog min kuffert uden et ord. På køreturen hjem sagde ingen af os noget.
Lejligheden var ren. Mistænkeligt ren, som om han havde gjort sig umage. Møblerne stod, hvor de plejede. Stueplanten i vindueskarmen levede stadig og var endda blevet vandet. Luftmadrassen fra kontoret var væk.
“Hvornår tog de af sted?” spurgte jeg.
“En uge efter dig.”
En uge.
Så længe havde de holdt ud uden service. Uden at nogen lavede mad, ryddede op og handlede ind for dem. Syv dage, og så havde de pakket taskerne.
“Mor sagde, at hun aldrig mere sætter sine ben her,” tilføjede Mads.
“Det forstår jeg.”
Han satte sig i sofaen og førte hånden op mod næseryggen, men lod den hurtigt falde igen, som om han selv opdagede bevægelsen.
“Du kunne jo bare have sagt noget,” sagde han.
“Det gjorde jeg. I tolv dage. Du lyttede ikke.”
“Men at rejse på den måde… det var altså for meget.”
“Og at invitere fire mennesker i en måned uden at spørge mig først — det var helt normalt?”
Han svarede ikke.
Vi blev ikke forsonet. Vi faldt ikke hinanden om halsen. Ingen af os sagde: “Nu er alt godt igen.”
Nu sover Mads i stuen. Vi taler kort og praktisk sammen: hvem betaler elregningen, hvem køber mælk. Hanne ringer til ham hver aften. Gennem væggen kan jeg høre hende fortælle veninderne, at hendes svigerdatter “forlod sin mand og stak af på ferie”. I hendes version findes der hverken tallerkener, rødbedesuppe eller otteogfyrre timer ved komfuret.
Og jeg sover alene i soveværelset.
Der er stille.
Ingen vækker mig klokken halv syv. Ingen kommenterer, hvordan jeg skærer løg.
Sig mig — gik hun for langt, da hun tog af sted? Eller hvis manden ikke spørger først, må han så selv rode sig ud af det bagefter?