hele den velkendte orden i hendes tilværelse smuldrede mellem fingrene på hende. Karen kunne simpelthen ikke få det til at passe: Hvordan kunne hendes mand have valgt netop sådan en kvinde frem for hende?
Tre år efter at manden var gået, meddelte deres søn, at han ville giftes. Karen, som stadig ikke for alvor var kommet sig over det svigt, hun havde oplevet fra den person, der havde stået hende nærmest, var slet ikke parat til at blive helt alene. I begyndelsen forsøgte hun endda at tale Lars fra brylluppet.
— Mor, hvad er det, du har gang i? Det er besluttet. Sofie og jeg elsker hinanden, og datoen for brylluppet er allerede fastsat. Hvor længe synes du, vi skal blive ved med at udsætte det?
— Så bo i det mindste hos mig, ikke? — prøvede hun at overtale ham.
— Nej, det kommer ikke til at ske. Sofie vil ikke. Hun sagde fra starten, at vi skulle bo for os selv, uafhængigt af forældrene, — svarede Lars.
Og nu, efter barnebarnet var kommet til verden, og sønnen ikke længere havde lige så meget tid og opmærksomhed til sin mor, begyndte Karen at gøre sig selv ynkelig. Hun bad hele tiden den unge familie om en eller anden form for hjælp.
I virkeligheden længtes hun naturligvis efter igen at være midtpunktet. Hun ville tilbage til den rolle, hvor det var hende, der bestemte, og hvor alle rettede sig efter hende. Sådan som det havde været dengang, da både hendes mand og hendes søn var ved hendes side og straks forsøgte at opfylde hendes mindste ønske.
— Lars, få Sofie til at komme herover. Jeg har akut brug for hende, — sagde Karen i telefonen, og denne gang greb hun til list.
— Ja, hvad er der? — lød det kort efter irriteret fra svigerdatteren, som netop var optaget af den lille dreng.
— Sofie, kom forbi mig i dag, når Lars er kommet hjem fra arbejde, — begyndte Karen med dæmpet stemme.
— Hvorfor det? — spurgte Sofie surt.
— Jeg er blevet syg. Jeg har det simpelthen forfærdeligt… Det hele snurrer rundt, mit blodtryk er skyhøjt. Og mit hjerte gør også ondt…
— Så ring efter en læge. Hvad har det med mig at gøre?
— Det har jeg gjort. Selvfølgelig har jeg det… Han skrev en hel masse medicin ud. Nogen skal hente det og bringe det herhen, — fortsatte Karen næsten grådkvalt.
— I dag kan man få alting leveret til døren. Bestil det bare. Så er problemet løst.
— Sofie, hvordan kan du være så kold? Jeg beder dig jo bare om én ting: kom hen til mig. Jeg savner menneskelig varme, bare lidt selskab. Hvis du sidder hos mig i fem-ti minutter, får jeg det straks bedre. Ikke?
— Din søn kan komme, — svarede Sofie uden at give sig.
— Lars kan ikke give en indsprøjtning. Og jeg skal have en. Kom nu, jeg venter på dig!
Karen lagde på, og Sofie fortalte straks sin mand det hele. Hun lagde ikke fingrene imellem, men sagde direkte, hvad hun mente om hans mor og hendes opførsel.
Alligevel besluttede Sofie om aftenen, da Lars kom hjem fra arbejde, at hun ville gå over til sin svigermor. Vejret var trods alt vidunderligt, og sandheden var, at hun også havde brug for en lille pause fra hjemmets pligter, bekymringer og den evige trummerum.
På vejen gik hun ind på apoteket og købte alt det, der stod på den liste, Karen havde sendt.