som hendes svigermor havde brug for. Listen havde Karen, som sædvanlig, sendt direkte til hendes telefon.
Men i det øjeblik Sofie trådte ind i lejligheden, mærkede hun vreden stige op i sig. Hendes første indskydelse var at sige alt det højt, hun havde gået og bidt i sig, og lade Karen få hele sandheden uden omsvøb. Alligevel standsede hun sig selv. Hun bed tænderne sammen og besluttede i stedet at se, hvor langt denne forestilling egentlig ville gå.
Karen sad inde i stuen. Ikke alene, ikke udmattet under et tæppe, ikke bleg og hjælpeløs. Hun sad midt mellem to gamle veninder, lo højlydt og diskuterede et eller andet med livlige armbevægelser, som om hun var til kaffekomsammen og ikke på randen af sammenbrud.
— Nå, der kom vores lille Sofie endelig. Dygtig pige! Hvad har du i posen? Medicinen? Fik du købt det hele fra listen? Fint, fint, stil det bare på kommoden, — plaprede den “syge” svigermor muntert.
Sofie lod blikket glide fra Karen til veninderne og tilbage igen.
— Jeg kan se, De allerede har fået det bedre. Så er der vel heller ingen grund til den indsprøjtning længere, går jeg ud fra, — sagde hun med tydelig undren i stemmen.
— Åh, hvad er det dog, du siger? Nej, selvfølgelig har jeg det ikke bedre! Hvordan skulle jeg dog have det bedre? Jeg satte mig bare lige lidt sammen med pigerne, nu hvor de endelig havde besværet sig hele vejen herhen. Og sygdommen… den løber jo ingen steder. Den kan jeg sagtens tage mig af i morgen.
— Sikke en beundringsværdig livsfilosofi, — sagde Sofie tørt og trak på munden uden at smile. — Så vil jeg ønske jer en hyggelig aften. Jeg går igen.
— Går? — Karen fór næsten op i stolen. — Hvor i alverden har du tænkt dig at gå hen? Hvem skal så dække bord for os? Hvem skal skære salaterne, osten og pølsen ud? Kom nu, ud i køkkenet med dig, og kom i gang. Rist også nogle stykker brød til mine yndlingssandwich. Grøntsagerne skal skylles og hakkes. Du kan jo se, jeg har gæster, jeg har ikke tid til den slags. Og desuden har jeg det dårligt. Stå nu ikke der som en saltstøtte. Sæt fart på! — kommanderede hun med den tone, hun plejede at bruge, når hun mente, alle omkring hende skulle adlyde.
— Hvad behager? — Sofie gispede næsten af harme. — Nej, nu stopper det. Det var ikke det, jeg kom her for. Og Deres ordrer kan De roligt beholde for Dem selv, for de virker ikke på mig. Jeg kom kun, fordi jeg faktisk troede, De var syg. Men jeg kan jo se, at der ikke fejler Dem det mindste. De opfører Dem præcis, som De altid gør. Så jeg går hjem nu, og De kan fortsætte Deres lille selskab. Bare pas på med at drikke for meget, ellers ryger blodtrykket vel i vejret igen.
Uden at tage sig af Karens fornærmede udbrud vendte Sofie sig om, gik ud og smækkede døren efter sig, så det rungede i entréen.
Et øjeblik var der stille i stuen. Så begyndte den ene af veninderne at klukke af grin.
— Nå, Karen, betyder det så, at vi selv skal dække bord og ordne maden? Din svigerdatter gav dig vist en kurv, hva’? Du er altså noget af en historiefortæller! Og vi var ellers lige ved at tro på, at hun ville komme styrtende og stå på pinde for dig. Men Sofie fik da sat dig pænt på plads. Helt ærligt, det havde du fortjent. Lad være med at spille så fin på den, kære ven.
— Hun viste bare sit sande jeg igen, — mumlede Karen fornærmet. — Hun har et vanskeligt og besværligt temperament. Jeg skal nok få talt med hende senere. Hun må lære, hvordan man viser sin svigermor respekt.
— Kom nu, rejs dig op, — sagde den anden veninde grinende. — Nok med det der halvdøde skuespil. Den forestilling behøver du ikke opføre for os. Vi kan godt selv hjælpe med at dække bord. Vi er jo ikke kommet her forgæves, vel?
Og mens Karen stadig sad og småbrokkede sig, rejste de to veninder sig muntert og gik ud i køkkenet.