Mette stod et øjeblik med munden på klem. Al den kamplyst, hun lige før havde været fuld af, forsvandt fra hendes ansigt på et sekund.
— Har du… har du hævet penge fra vores fælles konto? fremstammede Lars.
— Min del, Mette. Kun min egen, svarede Anna roligt. — Den del, jeg selv har tjent og lagt til side.
Hun sendte sin svigermor et så koldt blik, at Mette uvilkårligt trådte et halvt skridt tilbage.
— Og hvad så med os? peb hun.
Lars blev plettet rød i ansigtet. Han fór frem mod Anna og rakte ud efter papirerne, som om han kunne rive hele situationen ud af hænderne på hende. Men Anna lagde uden hast rejsebekræftelserne ned i rygsækken igen og lukkede lynlåsen.
— I tager af sted, præcis som I havde tænkt jer.
Hendes stemme var flad og klar, uden skælven, uden vrede, uden tårer.
— Værelset er jo glimrende. Et dobbeltværelse. Havet er varmt. Din mor kan få varmet sine led igennem, I kan spise søde sager, og ingen små fødder løber i vejen for jer. Ingen skal mindes om solhat eller solcreme. Det bliver den perfekte ferie for en voksen mand og hans mor.
— Anna, du kommer tilbage med det samme!
Nu råbte Lars. Folkene i køen vendte sig ikke længere diskret; de stirrede åbent.
— Rejsen er købt til tre personer! Der er betalt for dig!
— Så må du få pengene tilbage gennem bureauet, sagde hun. — Eller også kan I bare nyde luksussen ved at have et dobbeltværelse helt for jer selv.
Anna vendte sig mod sin søn.
— Kom, Mikkel. Vi skal nå sikkerhedskontrollen.
— Hov!
Lars drejede brat rundt mod sin mor. Hans ansigt vred sig af raseri.
— Det er dig, der har ødelagt min kone, mor!
Han slog ud med armene, som om hele lufthavnen skulle høre hans uretfærdighed.
— Jeg sagde jo, hun ville lave ballade! Jeg sagde jo, vi ikke skulle ændre noget bag hendes ryg! Det var din idé!
Mette rettede sig fornærmet op, rød i kinderne.
— Nå, så nu er det min skyld?
Hun stak en finger mod ham.
— Det var dig, der sagde, hun ikke ville opdage noget før afgangen! Det var dig, der sagde, vi bare skulle stille hende over for det, så hun ikke havde noget valg! Du er en karklud, Lars, ikke en mand. Din kone tramper rundt på dig, og du står bare dér!
Anna blev ikke stående for at høre, hvem af dem der oprindeligt havde udtænkt den geniale plan. Hun tog Mikkel i hånden, vendte ryggen til dem og gik.
Bag hende blev stemmerne ved længe endnu. Først skarpe, så mere dæmpede, efterhånden som afstanden voksede. Mette råbte, Lars forsvarede sig, og ved skranken stod de og skændtes, mens de øvrige rejsende mumlede irriteret og forsøgte at komme videre.
To uger senere sad Anna i en hvid plastliggestol og så Mikkel bygge et enormt slot af vådt sand.
Havet gled sagte ind over de små sten og trak sig tilbage igen med en blød raslen. Solen var på vej ned og lagde et lyserødt skær hen over vandet.
Telefonen på bordet ved siden af hende vibrerede kort. Endnu en besked fra Lars. Den femte den dag.
“Anna, vi er hjemme igen. Lad os tale sammen. Mor har plaget livet af mig, hele ferien var ødelagt. Kom hjem, så finder vi ud af, hvordan vi skal leve videre.”
Anna strøg meddelelsen væk uden at åbne samtalen.
Hun tog glasset med kold juice, lukkede øjnene et øjeblik og trak den salte luft dybt ned i lungerne. Sandslottet blev virkelig flot.
Og der var absolut intet, hun havde brug for at diskutere.