Uden at sige noget dækkede hun bordet, satte tallerkenerne frem og lagde bestikket på plads. Lars havde allerede tømt sin øl og var i gang med at åbne den næste.
— Jeg mener det alvorligt, fortsatte han. — I morgen ved frokosttid skal alt være perfekt. Mor skal ikke kunne finde én eneste ting at sætte en finger på.
— Og hvis jeg ikke kan nå det? spurgte Anna, mens hun satte sig over for ham. — Jeg har et møde fra ti til et. Det er en vigtig opgave, Lars. De betaler 6.000 kroner for den.
Han lo kort og hånligt.
— Det finder du på. Hvem skulle dog give dig den slags penge? Du har jo ikke lavet noget som helst i tre år.
Der kom det igen. Nedgørelsen. Endnu en sten i den mur, der langsomt havde rejst sig mellem dem. Anna svarede ikke. Hun tog bare bestikket op og begyndte at spise. Kyllingen var blevet en smule tør, men hun tyggede mekanisk, mens hun så ud ad vinduet, hvor billygterne gled forbi som urolige streger i mørket.
Den nat fik hun næsten ikke lukket et øje. Hun lå på ryggen og stirrede op i loftet, mens tankerne kørte rundt. I morgen ville det hele begynde forfra. Karen ville ankomme med sin kuffert, indtage deres soveværelse, og Anna og Lars måtte igen klemme sig sammen på en feltseng i stuen. Svigermoren ville belære hende om livet, og Lars ville nikke med og give sin mor ret, som om han havde glemt, at han faktisk havde en kone.
Næste morgen stod Anna op klokken syv. Hun tog et bad, satte håret op og fandt det pæne jakkesæt frem, som hun ikke havde haft på i lang tid. Da hun så sig selv i spejlet, mødte hun et smalt ansigt, mørke skygger under øjnene — men blikket var fast. Hun tog sin taske, papirerne og telefonen.
— Hvor skal du hen? Lars dukkede op i døren til soveværelset, søvnig og med håret stående til alle sider.
— Det sagde jeg i går. Til møde.
— Anna…
— Vi ses i aften.
Hun gik ud af lejligheden og låste døren efter sig.
I elevatoren fandt hun telefonen frem og åbnede samtalen med Mette. “Må jeg komme forbi i dag? Jeg har brug for at tale med dig.” Svaret kom næsten med det samme: “Selvfølgelig, skat. Jeg venter på dig.”
Byen var ved at vågne. Februarhimlen hang lav og grå over gaderne, men for Anna føltes luften alligevel anderledes. Som om den bar en svag duft af frihed.
Mette boede i udkanten af byen, i en ældre ejendom med udsigt til en park. Anna nåede frem lidt før ni, længe før mødet med kunden skulle begynde. Hun havde løjet for Lars om tidspunktet, fordi hun vidste, at hun først måtte tale med et menneske, der ikke ville dømme hende.
— Kom ind og få varmen, sagde Mette, da hun åbnede døren. Hun målte sin niece med et skarpt blik. — Du er blevet alt for tynd. Og dit ansigt… Hvad er det, han gør ved dig, ham Lars?
Anna trådte ind i den varme lejlighed og tog frakken af. Mette var hendes mors yngre søster og havde altid sagt tingene, som de var, uden omsvøb og uden forsøg på at pynte på sandheden. Hun var tres, men så yngre ud; rank, kortklippet og med et blik, der gennemskuede mere, end folk brød sig om.
— Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre længere, indrømmede Anna og sank ned i sofaen. — Han er blevet en kopi af sin mor. Hun kommer i dag og skal bo hos os en hel uge. Og jeg kan mærke, at jeg ikke kan mere.
— Så lad være med at pine dig selv, sagde Mette og satte sig ved siden af hende. Hun tog Annas hånd mellem sine. — Gå fra ham. Du er ung, smuk og dygtig. Du skal nok klare dig. Og en dag finder du en, der behandler dig ordentligt.
— Jeg er allerede begyndt at forberede mig. Anna tog telefonen frem og viste hende kontoudtoget. — I tre måneder har jeg lagt penge til side. Jeg har flyttet alle vores opsparede penge over på den konto. Han ved det ikke endnu.
Mette fløjtede lavt.
— 18.000 kroner? Det er godt gjort. Men hvis han opdager det for tidligt…
— Det ved jeg. Derfor skal det gå hurtigt. Jeg vil finde en lejlighed og flytte stille og roligt, uden scener.
De talte i mere end en time. Mette lavede stærk te, fandt småkager frem og fortalte om sin egen skilsmisse tyve år tidligere. Også hun havde holdt ud, tiet stille og bildt sig selv ind, at det nok blev bedre, indtil det en dag gik op for hende, at man kun havde ét liv, og at det var tåbeligt at bruge det på at være ulykkelig.
Hen mod slutningen af samtalen tøvede Mette et øjeblik.
— Der er noget, jeg nok bør fortælle dig. Forleden mødte jeg en gammel bekendt, Pia. Hun arbejder hos Skattestyrelsen. Hun nævnte i forbifarten, at hun havde set Lars i et indkøbscenter. Sammen med en kvinde og et barn. En dreng på omkring et år, lyshåret. Lars bar ham på armen, og kvinden gik ved siden af. Ung, pæn, sådan en der lyser op i et rum. Først troede Pia, at det var dig og et plejebarn eller sådan noget. Men da hun så nærmere efter, var kvinden ikke dig.
Anna stivnede med tekoppen i hænderne. Det var, som om hjertet pludselig faldt tungt ned i maven.
— Hvad?
— Det behøver jo ikke betyde noget, skyndte Mette sig at sige. — Det kan have været en kollega med sin nevø. Men Pia sagde, at de kyssede hinanden. På munden. Og drengen kaldte ham far.
Resten af dagen gled forbi som bag mat glas. Anna mødtes med kunden, gennemgik caféprojektet og fik et forskud på 3.000 kroner i kontanter. Sedlerne lå i tasken som en ubehageligt tung byrde. Bagefter vandrede hun rundt i indkøbscentret, gik ind i den ene butik efter den anden, men registrerede næsten intet. Kun én tanke blev ved med at dreje rundt i hovedet: Lars havde en elskerinde. Og et barn.
Hun kom hjem lidt før klokken fem. Trinene op ad opgangen tog hun langsomt, mens hun samlede mod. Allerede uden for døren kunne hun lugte bagværk. Det betød, at Karen var ankommet og havde gjort sig hjemme.
— Nå, der har vi jo svigerdatteren, sagde Karen i entréen og tørrede hænderne i sit forklæde. — Har du været ude og more dig, mens jeg har stået her og gjort rent, lavet mad og forsøgt at få orden på jeres rod?
— God aften, Karen, sagde Anna, tog skoene af og gik ind.
Lars sad i køkkenet med telefonen i hånden og scrollede gennem et eller andet. Han løftede blikket og nikkede køligt.
— Nå, gik dit møde så godt? Spydigheden var tydelig i stemmen.
— Ja. Jeg fik forskud.
— Nå da, selvfølgelig, fnøs han. — Hvor meget, hvis man må spørge?
— 3.000 kroner.
Karen standsede ved komfuret og vendte sig om med en interesse, hun ikke engang forsøgte at skjule.
— 3.000 kroner? For hvad?
— For et designprojekt til en café.
Anna tog kuverten med pengene op af tasken og lagde den på bordet.
— Her er de.
Lars greb kuverten og talte sedlerne igennem. Først gled der overraskelse over hans ansigt, men den blev hurtigt afløst af irritation.
— Godt så. Læg dem i den fælles kasse, sagde han og rakte pengene tilbage.
— Nej, sagde Anna og lagde kuverten ned i tasken igen. — Det er mit honorar. De penge skal bruges til mine egne behov.