Da de sidste filer var sendt afsted, fik hun resten af honoraret udbetalt — yderligere 3.000 kr. Caféens ejer, en ung iværksætter ved navn Thomas, var så begejstret for resultatet, at han begyndte at nævne hende for sine bekendte. Derefter kom opgaverne næsten af sig selv: logoer, visuelle identiteter, emballagedesign til et lille lokalt kosmetikmærke. Anna sad ofte ved computeren til langt ud på aftenen og faldt i søvn fuldstændig udmattet, men med en rolig glæde i kroppen. For første gang i tre år føltes det, som om hun faktisk levede sit eget liv.
En aften, da hun var på vej hjem efter endnu et møde med en kunde, ringede hendes telefon. Nummeret kendte hun ikke.
— Anna? Det er Jens, din tidligere nabo.
— Godaften, Jens, — sagde hun og standsede foran opgangen til sin nye bolig. — Er der sket noget?
— Nej, ikke sådan rigtigt. Jeg ville bare fortælle dig, at Lars flyttede ud af lejligheden i går, — sagde han, og hans stemme lød en smule forlegen. — Helle kom med drengen, og de tog hans ting med. Karen rejste også. Nu bor de vist alle tre i den anden ende af byen. Jeg hørte hende råbe ude på trappen, at hun endelig havde fået en rigtig familie.
Anna mærkede et lille smil trække i mundvigene.
— Tak, fordi du ringede og sagde det. Så faldt alt jo på plads, som det skulle.
— Ved du hvad, — fortsatte Jens tøvende, — min kone har sagt flere gange, at du altid var for god til ham. At han ikke forstod, hvad han havde. Så… pas på dig selv. Og hvis du nogensinde får brug for noget, så ring bare.
Efter samtalen stod Anna et øjeblik stille med telefonen i hånden. Det var, som om den sidste tynde tråd til hendes gamle liv var blevet klippet over. Lars havde truffet sit valg. Han var flyttet ind hos sin elskerinde, hos sit barn og hos den mor, der i virkeligheden altid havde styret hans tilværelse. Så måtte de leve sammen efter Karens regler. Så måtte Helle tage sin tørn med svigermorens stikpiller og en mand, der allerede én gang havde vist, at troskab ikke betød ret meget for ham. Den, der bedrog én gang, kunne sagtens gøre det igen.
Mette kom forbi Anna næsten hver uge. Hun havde gerne hjemmebag med, hjalp lidt til i lejligheden og fortalte de nyheder, hun havde samlet op. En dag nævnte hun, at hun havde set Lars og Helle i et supermarked. De stod midt mellem hylderne og skændtes højlydt. Helle råbte, at pengene ikke slog til, mens Karen blandede sig og naturligvis tog sin søns parti. Det hele lød næsten for forudsigeligt.
— Ved du, hvad der næsten er det mest komiske? — sagde Mette en eftermiddag, da hun havde sat sig med en kop te i Annas nye sofa. — Pia fra skattekontoret siger, at Lars er begyndt at rode sig ud i gæld. Det har åbenbart været lidt dyrt at holde to familier kørende på én gang. Og nu skal han ovenikøbet betale boliglånet selv. Helle har vist sagt sit arbejde op og går hjemme med barnet.
Anna trak blot på skuldrene.
— Det er hans problem. Jeg gider ikke længere bruge mine tanker på det.
Foråret kom med en varme, ingen rigtig havde ventet. I april blev Anna indkaldt til samtale hos et større reklamebureau, som havde lagt mærke til hendes portefølje. Hun gennemgik tre ansættelsesrunder, før de tilbød hende stillingen. Fuldtid, en ordentlig løn, pension og gode vilkår. Hun sagde ja uden at tøve.
I maj mødte hun Thomas igen — den samme caféindehaver — til åbningen af en designudstilling. De faldt i snak, og inden aftenen var omme, havde han inviteret hende ud at spise. Anna var usikker. Sårene var stadig ikke helt lukkede. Men Mette var urokkelig: “Du har fortjent at være lykkelig, min pige. Du må ikke være bange for at leve videre.”
Thomas viste sig at være både opmærksom, lun og oprigtigt interesseret i, hvad Anna tænkte. Han pressede hende ikke, forlangte ingenting og sammenlignede hende ikke med nogen. Han var bare dér. Han tog hende med i teatret, gik ture med hende gennem byen og lyttede, når hun fortalte om sit arbejde. Langsomt begyndte Anna at tø op. Lidt efter lidt lærte hun igen, at tillid ikke behøvede at gøre ondt.
Hen over sommeren kom skilsmissepapirerne. Lars forsøgte ikke at føre sag om pengene. Måske havde han endelig forstået, at han ikke kunne bevise noget i retten. Lejligheden blev hos ham, og det samme gjorde gælden. Anna skrev under med en lethed, hun næsten ikke havde troet mulig. Tre års ægteskab var slut, og hun fortrød ikke én eneste dag af sit nye liv.
Den hemmelige konto, hun engang havde oprettet i ren desperation, blev nu fyldt op helt åbent og regelmæssigt. Anna lagde penge til side til udbetalingen på en bolig. Hun drømte om sin egen lejlighed — ikke nødvendigvis stor, bare hendes. Et sted, hvor ingen bestemte reglerne for hende, kritiserede hendes madlavning eller krævede, at hun skulle leve efter andres målestok.
En kølig efterårsaften gik hun og Thomas langs havnefronten. Pludselig standsede han og tog hendes hånd.
— Ved du, hvad jeg tænker på? — spurgte han.
— Nej?
— På hvor heldigt det var, at du gik i tide. Og på hvor heldig jeg var, at jeg mødte dig.
Anna så ud over vandet og smilede stille. Byens lys lå som rystende striber i overfladen, og vinden legede med hendes hår. Et sted i den samme by boede Lars sammen med Helle og Karen, betalte af på lån og gæld og forstod måske, hvad han havde mistet. Eller måske forstod han det slet ikke. Mennesker som ham var sjældent gode til at se deres egne fejl klart.
— Jeg var også heldig, — sagde hun dæmpet. — Jeg lærte at sætte pris på mig selv. Jeg fandt ud af, at jeg ikke er forpligtet til at finde mig i alt, bøje nakken eller leve efter andres regler. Jeg har et arbejde, jeg elsker. Jeg har penge, jeg selv har tjent. Og jeg har friheden til at vælge, hvem jeg vil være sammen med, og hvordan jeg vil leve.
Thomas smilede.
— Og du har mig.
— Ja, — svarede Anna og flettede sine fingre ind i hans. — Og jeg har dig.
De gik videre, og Anna tænkte på, hvor mærkeligt livet kunne dreje. Tre år tidligere havde hun været en forelsket ung kvinde, der troede på eventyret. Senere var hun blevet en ulykkelig hustru, som langsomt mistede sig selv dag for dag. Nu var hun bare Anna — med sine egne drømme, sine egne mål og sine egne planer. En kvinde, der ikke længere frygtede at begynde forfra.
Den hemmelige konto havde ikke kun reddet hende økonomisk. Den havde lært hende at tænke fremad, handle og holde fast, selv når alt virkede håbløst. Hver eneste overførsel havde været et lille skridt mod frihed. Og nu, når Anna så tilbage, vidste hun, at hun havde gjort det rigtige. Hun var gået i tide. Hun havde ikke ofret sine bedste år på et menneske, der ikke værdsatte hende. Foran hende lå et helt liv — hendes eget, virkelige liv. Det liv, hun havde gjort sig fortjent til.