Det viste sig, at det var Anna, der betalte for maden. Det var også Anna, der tog sig af el, vand, varme og alle de andre faste regninger. Bilen, som Lars brugte til at køre Kirsten rundt i til supermarkeder og lægebesøg, var det også hende, der holdt kørende. Selv Mettes fødselsdagsgave var blevet købt med Annas kort.
Og hele tiden havde de sagt til hende:
“Du burde være taknemmelig for at være en del af vores familie.”
Om aftenen ringede Lars.
– Hvor er du?
– Hos Helle.
– Mener du det? Hos hende den fraskilte?
– Hvis du har noget vigtigt at sige, så sig det.
– Mor græder.
– Så kan du hilse hende og sige, at hun ikke får de 60.000 kroner.
– Du opfører dig modbydeligt.
– Jeg nægtede bare at sende penge til en, der forsøgte at narre mig.
– Det er min mor!
– Så må du selv ordne det med hende.
Hans stemme blev lavere.
– Anna, hvad er det egentlig, du vil opnå? Skal jeg vælge mellem jer?
– Nej. Det har du allerede gjort.
– Jeg har ikke valgt noget som helst.
– Jo. Det gjorde du, da du bad mig pakke mine ting.
I den anden ende blev stilheden tung og vred.
– Tror du virkelig, jeg vil løbe efter dig?
– Nej.
– Så bliver det skilsmisse.
– Fint.
Lars sagde ikke noget. Det ord havde han tydeligvis gemt som en trussel, men pludselig var det bare blevet modtaget som et almindeligt svar.
– Det kommer du til at fortryde, sagde han til sidst.
– Måske. Men ikke pengene.
En uge senere ringede Kirsten selv. Anna blev overrasket, men tog telefonen.
– Anna, begyndte hendes svigermor med blød stemme, du er jo en voksen kvinde. Hvorfor skal det trækkes helt ud i en skilsmisse?
– I ville sætte mig på plads.
– Vorherre bevares, hvem har bildt dig det ind?
– Det gjorde du. Ude ved opgangen.
– Jeg var ude af mig selv. Mit blodtryk var alt for højt.
– Kirsten, lad nu være.
Der blev stille et øjeblik.
– Godt. Så lad os tale ærligt. Lars er helt ude af balance. Han brød sammen, da du gik. Derhjemme flyder det. Han spiser hvad som helst. Han kommer for sent på arbejde. Du kender jo hans temperament.
– Ja. Det gør jeg.
– Netop. Kom hjem igen. Og pengene… hvis du ikke vil give 60.000, så overfør i det mindste 30.000. Resten kan komme senere.
Anna lukkede øjnene. Ikke fordi det gjorde ondt. Hun var bare træt.
– Efter alt det, der er sket, beder du mig nu om halvdelen?
– Jeg beder dig for familiens skyld.
– For Mettes skyld.
Kirsten trak vejret skarpt ind.
– Mette er også familie.
– Så kan Lars sende hende sine egne penge.
– Han har ikke den slags penge!
– Så må brylluppet blive mere beskedent.
– Hvor er du dog blevet hård.
– Nej. Jeg er bare holdt op med at være bekvem.
Efter den samtale kom der ti rolige dage.
Anna fandt en lille etværelses lejlighed til 5.800 kroner om måneden. Den lå ikke helt ude i udkanten, men der var heller ikke noget prangende over den. Hun stillede sin kuffert ved skabet, købte to kopper, et nyt sæt håndklæder og en bordlampe. Om aftenen kom hun hjem dertil og hørte ikke længere, at hun igen havde skåret brødet “forkert”, sat gryden “det forkerte sted” eller svaret Lars i “den tone”.
Hun arbejdede som tøjkonstruktør i et lille værksted. I lang tid havde hun kunnet tage private opgaver ind ved siden af, men hver gang havde Lars rynket på næsen.
– Skal du nu igen med de klude? Du burde lave noget rigtigt.
Nu gav de “klude” hende de første 7.400 kroner på en måned. Så kom endnu en bestilling. Og derefter en fast kunde, som tog sin søster med.
Helle sagde:
– Lav en separat side. Vis det, du laver.
– Jeg kan ikke skrive pænt om mig selv.
– Nej, men du kan lave pæne ting.
Anna gjorde det. Uden store løfter og uden højtravende ord. Bare billeder, mål, stoffer og leveringstid. En måned senere havde hun bestillinger tre uger frem.
Lars dukkede op sidst i august.
Han stod og ventede foran opgangen til hendes lejede lejlighed. I hånden havde han en buket. Ikke hendes yndlingsblomster, krysantemum, men røde roser, den slags han købte til enhver kvinde, når han gerne ville virke gavmild.
– Hej, sagde han.
– Hvorfor er du kommet?
– For at tale med dig.
– Så tal.
Han kastede et blik rundt i gården.
– Skal vi ikke gå op?
– Nej.
– Anna, jeg har forstået det hele.
– Hvad har du forstået?
– At jeg gik for langt. Mor også. Hun er fra en anden tid, og hun siger tingene klodset.
– Hun siger dem ærligt, når hun tror, jeg ikke hører det.
Lars skar en grimasse.
– Hold nu op med at hænge dig i hvert eneste ord.
– Er du kommet for at blive gode venner, eller for at forklare mig, hvorfor det hele igen er min skyld?
Han sænkede buketten.
– Jeg er træt. Derhjemme er det umuligt. Mor hakker på mig hver dag. Mette og hendes forlovede kræver penge. Billånet presser. Jeg… jeg har bare indset, at det er elendigt uden dig.
Anna nikkede.
– Selvfølgelig er det elendigt. Jeg betalte for din bekvemmelighed.
– Lad være med at sige det sådan.
– Det er sådan, det er.
Han så på hendes taske, på den pæne kjole og på hendes rolige ansigt.
– Du har forandret dig.
– Nej. Du har bare før kun lagt mærke til den del af mig, der passede dig.
Lars tog et skridt nærmere.
– Lad os begynde forfra. Jeg taler med mor. Ingen rører pengene mere.
– Skilsmissepapirerne er allerede afleveret.
– Du kan trække dem tilbage.
– Det gør jeg ikke.
Han bed tænderne sammen.
– Og alt det her på grund af 60.000 kroner?