— Tror du virkelig, jeg ikke kan klare mig uden dig? Tror du, du er uerstattelig?
Anna løftede blikket og så ham direkte i øjnene.
— Så prøv, sagde hun. — Og hvis du har glemt det, så er lejligheden min.
De næste dage blev én lang tavs magtkamp. Lars lod demonstrativt, som om hun ikke fandtes, og om natten lagde han sig på sofaen. Hans familie ringede flere gange om dagen, men Anna tog ikke telefonen.
Fredag aften kom hun hjem og fandt Hanne og Mette i lejligheden. De sad ved køkkenbordet, mens Lars stod henne ved vinduet.
— Sikke et spændende møde, bemærkede Anna tørt. — Holder I tit familieråd i min lejlighed uden at spørge først?
— Anna, vi er kommet for at tale med dig, begyndte Hanne.
— Så tal.
— Du ødelægger familien! udbrød Mette. — På grund af nogle penge!
Anna lo kort.
— Nogle penge? Mette, på to år har du trukket næsten tyve tusind kroner ud af vores budget. Det er mine “nogle penge”.
— Jeg betaler dem tilbage!
— Hvornår? Giv mig en dato.
Mette så væk og begyndte at pille ved sin ærmekant.
— Altså… når jeg kan.
— Med andre ord: aldrig. Mette, du er toogtredive år. Find dig et arbejde.
— Jeg har børn!
— Og hvad så? Der er tusindvis af kvinder, der både passer børn og arbejder. Du har bare vænnet dig til at hænge på din bror. Eller rettere sagt på mig.
Hanne rejste sig brat fra stolen.
— Hvordan vover du at tale sådan! Vi er Lars’ familie!
— Og jeg er hans kone, svarede Anna og kom også på benene. — Men jeg nægter at forsørge raske, voksne mennesker længere.
— Lars, sig dog noget! bad Hanne og vendte sig mod sin søn.
Lars tav. Han stod stadig med ansigtet mod vinduet, som om svaret fandtes et sted ude i mørket. Først efter et langt øjeblik sagde han lavt:
— Mor, Mette… gå hjem. Anna og jeg må tale sammen alene.
Da døren var lukket efter dem, satte Lars sig over for sin kone. Han så træt ud, næsten ældre.
— Anna, måske har du ret, sagde han. — Men de er min familie. Jeg kan ikke bare svigte dem.
— Jeg beder dig ikke om at vende dem ryggen. Jeg beder dig om ikke at bruge mine penge på deres ønsker og vaner.
— Men jeg har jo ikke mine egne penge!
— Netop. Lars, få dig et ordentligt job. Bliv i det. Tjen dine egne penge. Så kan du hjælpe dem lige så meget, du vil.
Han sænkede hovedet.
— Du tvinger mig til at vælge mellem dig og min familie.
— Nej, sagde Anna roligt. — Jeg giver dig et valg. Enten bliver du en voksen mand, der tager ansvar for sit eget liv og sin egen familie, eller også går vi hver til sit.
Den nat sad Anna længe ved vinduet og så ud over den sovende by. Indeni var der en mærkelig tomhed. Hun var ikke vred længere, heller ikke såret. Bare tom. Som om noget vigtigt, noget hun havde båret på alt for længe, endelig var gået i stykker.
Næste morgen pakkede Lars sine ting.
— Jeg bor hos min mor et stykke tid, sagde han. — Jeg må tænke det hele igennem.
Anna nikkede. Hun havde ikke kræfter til flere forklaringer, skænderier eller bønner.
Da døren lukkede bag ham, mærkede hun noget, hun ikke havde følt i månedsvis: lettelse. Som om en tung sten var blevet løftet væk fra hendes skuldre.
Om aftenen sad hun alene i køkkenet med en kop te. Der var stille. Ingen ringede for at bede om penge. Ingen krævede noget. Ingen lavede drama. Kun stilhed og ro.
Anna vidste godt, at der ventede vanskelige samtaler, og måske også en skilsmisse. Men lige dér, i det øjeblik, følte hun sig fri. Fri for andres gæld, andres problemer og andres manipulation.
Og én ting var hun helt sikker på: Uanset hvad Lars besluttede, skulle ingen nogensinde igen gøre Anna til en pung for andre menneskers behov. Nok var nok. Nu var tiden kommet til at leve for sig selv.