— Hvor længe skal jeg blive ved med at finde mig i det her, Lars?!
— Anna, prøv nu lige at falde ned. Hun er jo også familie!
— Familie? — Annas stemme knækkede. — Hvad er jeg så? Jeg knokler på to job, vender hver eneste krone, mens din søster åbenbart kan tillade sig ikke at arbejde ordentligt og leve af vores penge?
— Mette arbejder! — indvendte Lars og forsøgte at forsvare hende.
— Hvor? Med hvad? Et par timer i en butik? Lars, Mette er sund og rask. Hun har både arme og ben, så hun kan gå ud og tjene sine egne penge!
Lars’ ansigt blev mørkt.
— Du forstår det ikke. Mette har børn…
— Halvdelen af landet har børn! Betyder det så, at alle bare skal leve af andres løn?
I det samme kom Anna i tanke om måneden før. Dengang havde Lars også “lånt” sin søster femten hundrede kroner. Før det havde han givet tusind til sin mor. Hun begyndte hurtigt at regne efter i hovedet, og tallet gjorde hende næsten svimmel: i løbet af det seneste år havde hans familie “lånt” mere end tyve tusind kroner. Ikke én eneste krone var kommet tilbage.
Næste dag dukkede Karen op, præcis som Lars havde sagt. Svigermoren så forbavsende frisk ud for en kvinde, der angiveligt havde haft problemer med blodtrykket. Kinderne var røde, kjolen ny, og håret sad, som om hun lige var kommet fra frisøren.
— Anna, hvor er du blevet tynd! — var det første, Karen sagde. — Du passer jo slet ikke på dig selv.
Anna svarede ikke. Hun dækkede bare bordet i tavshed. Karen satte sig godt til rette og begyndte straks på sine sædvanlige beklagelser.
— Åh, hvor er livet dog blevet dyrt. Priserne stiger hele tiden, og pensionen rækker ingen steder. Jeg overvejer næsten at finde et lille arbejde ved siden af…
Lars reagerede øjeblikkeligt.
— Mor, hold nu op. Du skal da ikke arbejde i din alder. Vi skal nok hjælpe dig.
Anna satte tekanden fra sig med et hårdt smæld. Både Lars og Karen vendte sig forskrækket mod hende.
— Hjælpe med hvad, Lars? — spurgte hun iskoldt. — Vi har knap nok selv nok til måneden.
— Anna! — udbrød han forarget.
— Hvad “Anna”? Karen, undskyld mig, men vi klarer os selv med nød og næppe til den sidste dag i måneden. Jeg har to job, bare for at vi kan lægge en smule til side.
Karen pressede læberne sammen.
— I vores tid havde kvinder respekt for deres mænd. Dengang satte man familien først.
— I Deres tid forsørgede mændene deres familie, — svarede Anna skarpt. — De sad ikke på nakken af deres koner.
Lars blev rød i hovedet.
— Anna, hvad bilder du dig egentlig ind?
— Jeg siger bare sandheden. Lars, du har skiftet job tre gange det sidste år. Og hver eneste gang var det dit eget valg.
— Det passer ikke! — forsøgte han at protestere.
— Nå ja, undskyld. Sidste gang blev du jo fyret, fordi du ikke mødte op på arbejde.
Karen slog hænderne sammen.
— Lars, hvad er det dog, hun siger om dig?
— Mor, Anna overdriver…
— Overdriver jeg? — Anna gik hen til skabet og trak en mappe med regninger frem. — Her er kvitteringerne fra det sidste halve år. Alt sammen betalt fra mit kort. Og her er udskriften fra vores fælles konto. På et helt år har Lars sat fire tusind kroner ind. Fire tusind. På et helt år!
Karen stirrede stumt på papirerne. Så løftede hun blikket mod sin svigerdatter.
— Men Lars hjælper da til derhjemme…
Anna lo kort, hårdt og bittert.
— Hjælper? Karen, hvornår lavede Deres søn sidst aftensmad? Hvornår vaskede han tøj? Hvornår gjorde han rent?
Om aftenen, da Karen var taget hjem, sænkede der sig en tung, trykkende stilhed over lejligheden.