Lars var sunket ned i lænestolen og stirrede tomt ind i fjernsynsskærmen. Anna ryddede af bordet med små, kontrollerede bevægelser og gjorde alt for ikke at se over på ham.
Til sidst brød han tavsheden.
— Hvorfor skulle du gøre det foran min mor?
Anna satte en tallerken lidt hårdere fra sig, end hun havde tænkt.
— Hvorfor blander din mor sig overhovedet i vores liv?
— Anna, jeg forstår godt, at du er træt. Men sådan her kan man ikke…
— Hvad er det, man ikke kan? Sige sandheden? Lars, jeg kan ikke mere. Hver eneste måned er det det samme. Den ene gang mangler din mor noget, den næste gang er det din søster…
Lars rejste sig og kom hen mod hende.
— Anna, det er midlertidigt. Jeg skal nok finde et ordentligt arbejde.
Hun vendte sig langsomt mod ham.
— Hvornår? Hvornår finder du det der “ordentlige” arbejde? Og hvor længe bliver du så i det? En måned? To?
Der gled et såret udtryk gennem hans øjne.
— Tror du slet ikke på mig længere?
Anna satte sig tungt ned på en stol, som om benene ikke længere kunne bære hende.
— Jeg er træt, Lars. Træt af at tro. Træt af at håbe. Træt af at slæbe det hele alene.
Den nat fik Anna ikke lukket et øje. Hun lå på ryggen og stirrede op i loftet, mens tankerne kørte rundt. Hun var toogtredive år. Syv af dem havde hun været gift. Hvad ventede der hende? Syv år mere, hvor hun skulle knokle for dem begge? Eller for tre, hvis man talte hans families evige “lån” med?
Da morgenen kom, havde hun truffet sin beslutning. Ved morgenbordet så hun direkte på sin mand og sagde:
— Lars, vi er nødt til at tale alvorligt sammen.
Han kiggede mistroisk på hende.
— Om hvad?
— Om penge. Om din familie. Om os.
Anna tog et stykke papir frem. Aftenen før havde hun skrevet alle de beløb ned, som hans familie gennem tiden havde “lånt”.
— Se her. I løbet af de sidste to år har din mor lånt tolv tusind kroner. Mette har lånt atten tusind. Tilsammen er det tredive tusind kroner. Tredive tusind, Lars. Det er ikke småpenge.
Lars bøjede sig over listen, og hans ansigt blev mørkere for hver linje, han læste.
— Hvor har du de tal fra?
— Jeg fører regnskab. Hver eneste krone er skrevet ned. Ved du, hvor meget de har betalt tilbage? Ikke én krone.
— Anna, familie kan jo også komme i svære situationer…
— Det kan alle! Men hvorfor er det mig, der skal betale for deres problemer? Hvorfor tænker mine forældre sig om to gange, før de overhovedet ringer og beder om hjælp, mens dine opfører sig, som om mine penge automatisk tilhører dem?
Lars svarede ikke. Anna fortsatte, roligere nu, men med en hårdhed i stemmen, hun ikke havde haft før.
— Jeg har besluttet mig. Fra nu af får dine slægtninge ikke en krone mere. Hvis du én eneste gang tager penge fra vores budget uden at spørge mig først, så indgiver jeg skilsmissepapirerne.
Farven forsvandt fra hans ansigt.
— Du… du mener det ikke?
— Jeg har aldrig ment noget mere alvorligt. Lars, jeg elsker dig. Men jeg nægter at være malkeko for din familie længere.
Han sprang op fra stolen.
— Er det et ultimatum?
— Kald det, hvad du vil. Jeg finder mig ikke i det mere.
Lars stormede ud af køkkenet, og et øjeblik efter smækkede hoveddøren så hårdt, at glassene i skabet klirrede. Anna blev siddende ved bordet og så ud gennem ruden på regnen, der netop var begyndt at falde.
En time senere ringede Mette. Anna tog den ikke. Kort efter ringede Karen. Hende lod hun også være. Først om aftenen kom Lars hjem igen. Han var vred, og lugten af alkohol fulgte ham ind i entreen.
— Er du tilfreds nu? fik han snerret allerede fra døren. — Min mor er på hospitalet, og min søster er fuldstændig ude af sig selv!
— Det er deres problem, sagde Anna stille.
— Du… du er simpelthen egoistisk.
— Måske. Men jeg er en egoistisk kvinde, der bestemmer over sine egne penge.
Lars tog et skridt tættere på hende.