Mette og Lars blev siddende tæt ind til hinanden.
— Tror du, hun mener det? spurgte Mette lavt.
— Det bliver hun nødt til, svarede Lars. — Kirsten holder øje. Ét forkert skridt, så bliver sagen taget op igen.
— Det var hårdt.
— Med hende virker andet ikke. Jeg har fundet mig i det alt for længe. Det gør mig ondt, at du måtte betale prisen for min svaghed.
— Du er ikke svag. Du elsker bare din mor.
— Kærlighed må ikke gøre én blind. Og den må slet ikke få lov til at ødelægge ens egen familie.
Der gik en måned. Hanne holdt sit løfte. Hun ringede ikke, og hun dukkede ikke op. For første gang føltes lejligheden virkelig som Mettes og Lars’ hjem, som om væggene endelig tilhørte dem alene. De købte nye gardiner, flyttede rundt på møblerne og bestilte det store fjernsyn, Lars længe havde ønsket sig, men hele tiden udskudt, fordi han vidste, at hans mor ville have haft en mening om både mærket, prisen og placeringen.
En søndag morgen summede dørtelefonen. Mette tog røret med en vis forsigtighed.
— Det er mig, lød Hannes stemme. — Må jeg komme op? Jeg vil gerne tale med jer.
Mette så hen på Lars. Han nikkede kort.
Hanne trådte ind i lejligheden med usikre skridt. Den gamle, selvfølgelige myndighed, hun plejede at fylde rummet med, var væk. I hånden bar hun en pose.
— Jeg har bagt, sagde hun. — Jeres yndlingspirogger. Dem med kål.
De gik ud i køkkenet og satte sig ved bordet. Stemningen var anspændt, som om alle tre holdt vejret.
— Jeg har tænkt meget den sidste måned, begyndte Hanne. — På en hel del. Da Kirsten truede med retten, blev jeg først rasende. Jeg tænkte: Hvordan vover hun? Men bagefter gik det op for mig, at det måtte være præcis sådan, I havde det med mig. Jeg truede jer også. Jeg pressede jer. Jeg manipulerede. Og I har levet med det… i årevis. Med mine spil og min afpresning.
Hun tav et øjeblik, som om ordene krævede kræfter.
— Jeg vil ikke miste min søn. Min eneste søn. Og… jeg er parat til at acceptere dine grænser, Mette. Det her er din lejlighed. Jeres hjem. Jeg kommer kun, når jeg bliver inviteret.
— Og nøglen? spurgte Lars.
Hanne åbnede sin taske, tog nøglen frem og lagde den midt på bordet.
— Tag den. Jeg har ikke brug for den længere.
Mette stirrede på den lille nøgle og havde svært ved at tro, at det virkelig skete. Var Hanne, den stolte og dominerende Hanne, faktisk ved at trække sig tilbage?
— Min egen mor var på samme måde, fortsatte Hanne dæmpet. — Hun kontrollerede hvert skridt, jeg tog, også efter at jeg var blevet gift. Hun sled så hårdt i os, at min første mand, Lars’ far, til sidst gik. Han kunne ikke mere. Dengang lovede jeg mig selv, at jeg aldrig ville blive som hende. Og alligevel… her står jeg.
Der lå en bitter klang i hendes stemme.
— Det er ikke for sent at ændre sig, sagde Mette stille. — Vi kan begynde forfra. Helt forfra.
Hanne løftede blikket. Tårer blinkede i hendes øjne.
— Vil I virkelig give mig en chance? Efter alt det, jeg har gjort?
— Det er vel det, familie gør, sagde Lars. — Giver hinanden en mulighed mere.
De drak te og spiste piroggerne. Samtalen var forsigtig i begyndelsen, næsten som om de lærte hinanden at kende på ny. Hanne fortalte om sin barndom, om sin hårde mor, om hvor svært det havde været at rive sig løs fra hendes kontrol, og om hvor ubemærket hun selv var blevet den slags menneske, hun engang havde frygtet mest.
— Ved I, hvad der er det værste? spurgte hun til sidst. — Jeg troede oprigtigt, at jeg gjorde det for jeres skyld. At jeg vidste bedre end jer, hvordan I burde leve. Men sandheden er, at jeg bare var bange. Bange for at blive alene. Gammel og overflødig.
— Du bliver ikke alene, lovede Mette. — Hvis du respekterer vores grænser, skal vi nok være der.
Da Hanne senere gjorde klar til at gå, omfavnede hun sin svigerdatter. For første gang føltes krammet ægte, uden skjulte krav og uden beregning.
— Tak, fordi I ikke lod mig miste min søn helt, hviskede hun. — Du er en stærk kvinde, Mette. Lars har valgt rigtigt.
Da hun var gået, blev Mette og Lars stående i entréen. Ingen af dem sagde noget med det samme. Det, der lige var sket, virkede næsten uvirkeligt.
— Tror du, det holder? spurgte Mette omsider.
— Jeg ved det ikke, svarede Lars. — Men det er værd at prøve. Hun er trods alt min mor. Og din svigermor. En del af vores familie.
— Vores, gentog Mette og smagte på ordet. — Det kan jeg godt lide lyden af.
De gik tilbage til køkkenet. På bordet lå nøglen stadig. Et lille stykke metal, men også et symbol på alt det gamle: på et liv uden grænser, uden respekt, uden retten til at lukke sin egen dør. Lars tog den op, gik hen til skraldespanden og lod den falde ned.
— Hvis mor vil komme forbi, ringer hun først. Sådan som almindelige mennesker gør.
— Og så inviterer vi hende, hvis vi har lyst, tilføjede Mette.
— Præcis. Hvis vi har lyst.
Udenfor skinnede forårssolen. I deres lille, varme lejlighed, som ingen længere forsøgte at sælge hen over hovedet på dem, havde roen endelig fundet plads. Den var skrøbelig og ny, men den var ægte. Og Mette vidste, at de ville passe på den. Alle sammen. Som en rigtig familie.