— Fordi det ikke længere er vores hus, Mette. Jeg har solgt det.
Der blev så stille i røret, at stilheden næsten føltes fysisk. Et øjeblik forestillede jeg mig ligefrem, hvordan tankerne inde i Mettes hoved hakkede sig rundt som rustne tandhjul, mens hun forsøgte at forstå, hvad jeg lige havde sagt. I baggrunden fortsatte hunden med at gø, hæst og arrigt.
— Hvad…? pustede hun. — Solgt? Hvordan solgt? Til hvem? Og hvad med os?
— I står foran en fremmed mands port, Mette. Hvis jeg var jer, ville jeg køre derfra, før Søren slipper hunden ud af hundegården. Han virker som en mand, der tager den slags alvorligt. Og han bryder sig tydeligvis ikke om numre.
— Du… du… Mette hev efter vejret. — Det kan du ikke mene! Vi har børnene med! Hele bagagerummet er fyldt med mad! Hvor skal vi gøre af os nu? Det er den 30. december! Anna, du ejer jo ikke skam i livet! Forstår du overhovedet, hvad du har gjort? Vi er familie!
— Familie, gentog jeg lavt. — Den slags familie, der ikke engang fandt det nødvendigt at spørge, om det passede at komme.
— Spørge? Hvordan skulle vi kunne spørge om det? Det har jo altid været fælles! Peters sted! Du har ødelagt nytåret for os! Ring straks til ham der… manden… og sig, at vi hører til! Han kan da i det mindste lade os sove der én nat!
Lige dér gik det op for mig, at hvis jeg gav efter nu, hvis jeg begyndte at bede den nye ejer om en tjeneste — som jeg i øvrigt ikke havde nogen ret til — eller hvis jeg tilbød dem min lejlighed i København, så ville alt være tilbage ved det gamle. Jeg ville igen blive den bekvemme Anna, hende man kunne bruge, når det passede alle andre.
Og så skete præcis det, jeg både havde ventet og frygtet.
En dump metallisk lyd lød gennem telefonen. Nogen var begyndt at hamre på jernporten. I samme sekund kom der en knurren så dyb og ubehagelig, at jeg mærkede den i maven, selv om den kun nåede mig gennem mobilen. Derefter hørte jeg den nye ejers stemme, rolig og hård:
— Jeg tæller til tre. Så åbner jeg lågen. En…
— To… lød det kort efter fra højttaleren. Sørens stemme var så uanfægtet, som om han blot bad nogen vise billet i toget.
— Lars! Ind i bilen! Nu! råbte Mette.
Der kom lyden af tunge bildøre, der blev smækket i. Et barn begyndte at græde dæmpet, og et sted inde fra kabinen bandede Lars lavmælt og grimt.
Hunden gav sig til at gø igen. Det var ikke en lille hidsig gøen, men en mørk, rungende lyd fra et dyr, der udmærket vidste, hvor dets område begyndte og sluttede.
— Det her kommer du til at stå til ansvar for, Anna! Mettes stemme rystede nu, men ikke længere kun af fornærmelse. Der var frygt i den. Og raseri. — Du har efterladt os ude i kulden! Vi fryser ihjel herude!
— I har klimaanlæg i bilerne, Mette, sagde jeg og gik væk fra vinduet, før jeg sank ned i min yndlingslænestol. Pludselig føltes mine ben tunge, som om jeg havde løbet langt. — Og der er højst en times kørsel til København. Lad være med at opfinde en tragedie, hvor der ikke er nogen.
— Vi kører ikke til København! Stemningen er ødelagt! Vi ville holde nytår! Hvad skal vi stille op med tre kasser mad?
Det var næsten utroligt.
Selv dér, låst inde i en bil foran en port, der tilhørte en fremmed, tænkte hun ikke på, at hun havde overskredet enhver tænkelig grænse. Hun tænkte på salaterne.
— Hør nu godt efter, afbrød jeg. — Ved kilometer femogfyrre, lige før afkørslen, ligger hotellet Hyggekrogen. Jeg sender dig placeringen om et øjeblik. De har sauna og et område, hvor man kan grille. Der burde stadig være ledige værelser.