— Et hotel?! — Hun fik næsten luften galt i halsen. — Mener du seriøst, at vi skal fejre nytår på et eller andet vejmotel og ovenikøbet betale selv?
— Jeg giver jer bare muligheder, sagde jeg roligt. — Den gratis løsning, der hed “sommerhuset”, er lukket. For altid.
— Det her tilgiver jeg dig aldrig, Anna. Du er en forræder. Du har solgt Peters minde for småpenge!
— Nej, Mette. Jeg har solgt nogle vægge, der sugede livet ud af mig. Peters minde sidder ikke i gamle brædder. Det bærer jeg med mig. Og pengene fra huset er min sikkerhed. Den slags, som du og Lars i øvrigt aldrig gav tilbage, dengang I lånte af os til bilen for fem år siden.
Der blev helt stille i røret.
Den gæld havde familien i årevis valgt at “tie pænt om”, som om den ved et mirakel var forsvundet af sig selv.
— Rend mig, hvæsede hun til sidst. — Ring aldrig til os igen. Vi vil ikke kendes ved dig.
— Godt nytår, sagde jeg og trykkede på den røde knap.
Bagefter åbnede jeg kontakten “Mette, svigerinde” i telefonen, gik ind i indstillingerne og valgte “Bloker”. Lars’ nummer fulgte efter samme vej direkte ind på listen over uønskede opkald.
Nye låse
Der sænkede sig en mærkelig ro over lejligheden. Kun væguret hakkede tiden i små bidder, og boblerne i glasset med mineralvand hvislede sagte.
Jeg blev siddende og ventede på, at skyldfølelsen skulle komme væltende. Det var jo sådan, vi var blevet opdraget af mødre og bedstemødre: Man hjælper familien, koste hvad det vil. Slægt er noget helligt. Man bider tænderne sammen og stiller op.
Jeg mærkede efter. Hvor var den brændende skam over at have “gjort de stakkels mennesker fortræd”?
Den kom ikke.
I stedet bredte der sig noget andet i mig. En forbløffende, næsten glemt lethed.
Jeg trak mappen med papirerne hen foran mig igen. Kontoudtoget lå øverst. Et beløb med seks nuller. Det var ikke bare tal på en skærm eller blæk på papir.
Det var min frihed.
Det var muligheden for at tage på rekreationsophold i Rebild i maj, når haverne blomstrer, i stedet for at blive sendt af sted på en billig ordning i en våd og grå november. Det var muligheden for at få styr på helbredet på en ordentlig klinik uden kønumre, ventelister og ydmygende små sedler.
Måske kunne jeg købe en lille etværelses ved havet. I Ærøskøbing, måske. Jeg havde kigget på annoncer i lang tid. Fyrretræer, klitter og et koldt, alvorligt hav, der kunne få nerverne til at falde til ro bedre end nogen pille.
Og det vigtigste af det hele: Ingen ville få adressen.
Telefonen gav et lille pling. Jeg fór sammen, men det var kun en besked fra banken: “Renter tilskrevet Deres indestående…”
Jeg gik hen til vinduet. Sneen dalede stadig over København og lagde sig som et rent, hvidt lagen over gaderne.
Et sted derude på landevejen var en bil ved at vende om mod hotellet. Denne gang måtte de selv betale for deres fest. For første gang i mange år.
Var jeg hård?
Måske.
Var det retfærdigt?
Ja.
Nogle gange er man nødt til at skifte låsene for at få sit eget liv tilbage. Ikke kun dem i dørene til et sommerhus, men også dem inde i sig selv.
Jeg hældte varm te med citron op til mig selv, tændte lyskæden på juletræet og smilede helt oprigtigt til mit spejlbillede i den mørke rude.
Nytårsaften ville blive stille.
Og den ville være min.