— Min mor ville få styr på det hele på en uge! Hun ville opdrage børnene ordentligt, ikke sådan som du har gjort. Du har forkælet dem fuldstændigt! Mads driver bare rundt på universitetet hele dagen, og Sara med alle de der veninder…
— Nok, sagde Anna og løftede hånden. — Det er nok nu.
— Nej, det er ikke nok! råbte Anders. — I morgen går du i banken. Hører du? Ellers pakker du dine ting og forsvinder!
Døren til Saras værelse gled på klem. I sprækken viste hendes blege ansigt sig, øjnene blanke af tårer.
— Mor?
Anna samlede sig på et øjeblik.
— Alt er i orden, skat. Gå du bare i seng.
— Der er ingenting i orden! brølede Anders. — Sara, kom herud! Du kan lige så godt få at vide, hvilken mor du har. Grådig, egoistisk…
— Hold mund med det samme! Anna stillede sig imellem dem. — Det vover du ikke. Du skal ikke trække børnene ind i det her!
Sara begyndte at græde og lukkede døren igen. Et øjeblik senere bragede musik ud fra værelset; hun havde skruet op for ikke at høre dem.
Anders stod og trak vejret tungt. Anna så på ham, og for første gang i mange år syntes hun, hun så ham, som han virkelig var. Uden masker. Uden rollen som den kærlige ægtemand. Foran hende stod et selvisk, manipulerende menneske, vant til at få alt og give næsten ingenting tilbage.
— Så hør godt efter, sagde hun langsomt og udtalte hvert ord tydeligt. — Jeg går ikke i banken. Jeg optager ikke noget lån. Og jeg køber ikke en bil til din mor.
— Så bliver vi skilt! Anders’ øjne glimtede. — Og du får ikke en krone med dig!
— Det får vi at se, svarede Anna.
Hun gik ind i soveværelset, fandt en taske frem og begyndte at lægge tøj i den.
— Hvad laver du? Anders fulgte efter hende.
— Det, jeg burde have gjort for længe siden. Jeg går. Nogle dage. Jeg har brug for at tænke.
— Anna! Nu var der noget nyt i hans stemme. Forvirring? Frygt? — Mener du det alvorligt?
— Fuldstændig alvorligt.
— Hvor vil du tage hen? Du har jo ingen!
Anna lynede tasken. Han havde på sin vis ret. Hendes forældre var døde for mange år siden, og rigtige venner havde hun ikke. Der havde aldrig været tid. Kun arbejde, hjem, børn, ansvar. Men lige nu var det ligegyldigt.
— Jeg finder et sted. Et hotel kan også bruges.
— For hvilke penge? spottede han. — Din lille latterlige løn?
— For mine egne penge, sagde hun og tog telefonen og tasken. — Penge, jeg selv har tjent ærligt.
Ved døren vendte hun sig om en sidste gang.
— Og én ting mere, Anders. Lejligheden er ikke kun din. I sytten år har jeg betalt af på lånet på lige fod med dig. Jeg har dokumentation for hver eneste overførsel. Så lad være med at true mig. Og børnene tager du heller ikke fra mig. Du arbejder fra morgen til aften — hvem skulle passe dem? Din mor?
Så gik hun.
Trappeopgangen. Hoveddøren. Gaden. Nattens kølige luft og byens stilhed slog hende i møde. Anna standsede og trak vejret dybt.
For første gang i mange år mærkede hun en ægte, isnende frygt. Men samtidig kom der noget andet. Lettelse. En svimlende fornemmelse af at være blevet lettere, som om hun netop havde smidt en enorm sæk sten fra skuldrene.
Skilsmissesagen trak ud i tre måneder. Anders forsøgte at få hele lejligheden og påstod, at det var ham, der havde betalt størstedelen. Han tog endda sin mor med som vidne. Hun græd i retten og svor på, at Anna aldrig rigtigt havde arbejdet, at hun bare havde siddet derhjemme og brugt sin mands penge.
Men Annas advokat — en ældre kvinde med stål i blikket og en vilje, der ikke lod sig bøje — lagde en hel bunke papirer foran dommeren. Kontoudtog fra sytten år. Hver eneste ydelse på boliglånet, betalt halvt af hver. Kvitteringer for el, vand, varme og andre faste udgifter, som alle var betalt af Anna. Boner for børnenes tøj, mad og medicin — også dem havde hun stået for. Selv det ulyksalige jakkesæt til omkring tre tusind kroner, som Anders havde pralet i på arbejdet, var blevet betalt med hendes kort.
— Deres ærede dommer, sagde advokaten roligt, men med vægt bag ordene. — De har ikke en hjemmegående hustru foran Dem, som har levet af sin mand. De har en kvinde, der har forsørget familien på lige fod med sin ægtefælle, opdraget børnene og samtidig levet under konstant psykisk pres. Dokumenterne viser klart, at hun har fuld ret til halvdelen af den formue, de har skabt sammen.
Dommeren, en ældre mand med grå øjenbryn, gennemgik papirerne længe. Til sidst så han hen over brillerne på Anders.
— Har De nogen indsigelser? Noget, der kan dokumenteres?
Anders sagde ikke et ord. Ved siden af ham sad hans mor med munden presset sammen til en smal streg.
Afgørelsen var klar: lejligheden skulle deles ligeligt. Enten måtte Anders betale Anna hendes andel ud, eller også skulle boligen sælges.