At købe hende ud viste sig hurtigt at være umuligt. Først da blev det tydeligt, at Anders i virkeligheden ikke havde nogen opsparing. Hele den omtalte, flotte løn var gennem årene forsvundet i restaurantbesøg, bilen og de endeløse “behov”, som hans mor og Mette altid kom med.
— Så sælger vi, sagde Anna fast.
Anders stirrede på hende med et blik, der var fuldt af had.
— Du har altid været en slange. Du skjulte det bare godt.
— Nej, svarede Anna, og for første gang siden skilsmissen smilede hun til ham. — Jeg er bare holdt op med at være bekvem.
Lejligheden blev solgt til en god pris. Anna købte en mindre treværelses i samme kvarter — et hjem til sig selv og Sara. Mads læste på universitetet og boede på kollegium, men han vidste, at døren derhjemme altid stod åben for ham. Der var også penge nok til at sætte den nye bolig i stand, og endda lidt tilbage, som kunne lægges til side.
Efter skilsmissen forsvandt Anders næsten helt ud af deres liv. En uge senere ringede han dog, og stemmen var skarp af irritation.
— Jeg tager nordpå. Jeg har fået arbejde i Grønland. Dobbelt løn. Jeg bliver der.
— Det er i orden, svarede Anna. — Held og lykke.
— Børnene…
— Børnene bliver hos mig. Du kan besøge dem, hvis du vil.
Men det ville han ikke. Tre dage senere rejste han. En uge efter fulgte hans mor og Mette efter med den nyfødte baby. Inden afrejsen ringede svigermoren til Anna.
— Du har ødelagt vores familie! Det er din skyld, at min søn må rejse helt derop!
— Min skyld? Anna smilede svagt. — Nej. Han mistede sin familie på grund af jer. Det var jer, der gjorde ham til den, han er: krævende, egoistisk og vant til at få alting serveret. Så tag bare af sted efter ham. Lev af hans “fantastiske” løn. Men ved du, hvad der er interessant?
— Hvad? hvæsede svigermoren.
— At det er meget dyrt at bo deroppe. Meget dyrt. Husleje og varme koster en formue, madvarer er langt dyrere end i København, og en stor del af året er der mørkt, koldt og frygteligt ensformigt. Held og lykke.
Hun lagde røret på og tog aldrig mere telefonen, når den kvinde ringede.
Et halvt år gik.
Anna stod ved vinduet i sin nye lejlighed og drak sin morgenkaffe i små slurke. Udenfor var foråret brudt frem — lyst, levende, larmende og med duft af syrener i luften. Sara gjorde sig klar til skole og nynnede for sig selv ude på gangen. Mads var kommet hjem weekenden før og havde taget sin kæreste med, en venlig universitetsstuderende med klare øjne og et klogt, roligt blik.
— Mor, det her er Sofie, sagde han.
Anna betragtede sin søn, mens han så på den unge kvinde. Der var respekt i hans blik. Omsorg. Ligeværd. Måske havde hun alligevel formået at give ham noget rigtigt med sig.
I salonen gik det også godt. Anna havde taget to elever ind, unge piger fra en erhvervsskole, som drømte om at blive negleteknikere. Om aftenen underviste hun dem tålmodigt, efter dagens kunder var gået. Hun lærte dem ikke kun et håndværk. Hun gav dem også noget andet: troen på, at man kan leve af sit eget arbejde. At man kan stå på egne ben. At det faktisk kan lade sig gøre.
Dagen før var der sket noget mærkeligt. Anna var gået ind i en boghandel uden noget bestemt formål, bare for at kigge. Det var længe siden, hun sidst havde købt en bog til sig selv; der havde altid været noget andet, der kom først. På et bord fik hun øje på en digtsamling. Hun slog tilfældigt op og begyndte at læse:
“Jeg troede, det var det, man kaldte at leve. Det viste sig, at det var det, man kaldte at udholde.”
Hun blev stående midt i butikken og græd. Stille, så ingen rigtig lagde mærke til det. For ordene handlede om hende. Om hele det liv, hun havde levet indtil nu.
Hun købte bogen, tog den med hjem og lagde den på natbordet.
Samme aften spurgte Sara:
— Mor, er du lykkelig?
Anna tav et øjeblik. Lykkelig? Hun havde ingen mand længere. Men der var heller ikke længere et menneske ved hendes side, som ydmygede hende hver eneste dag. Hun boede ikke i en stor, imponerende lejlighed, men hun kunne indrette den præcis, som hun ville. Hun kunne hænge de billeder op, hun selv kunne lide, male væggene i de farver, hun valgte, invitere gæster, når hun havde lyst — eller lade være. Hun ejede ingen dyr bil. Til gengæld havde hun friheden til at vågne om morgenen og vide, at dagen tilhørte hende.
— Ved du hvad, min skat, sagde hun og lagde armene om datteren. — Jeg ved ikke, om jeg er lykkelig. Men én ting ved jeg med sikkerhed: Jeg lever endelig. Rigtigt.
Sara krøb tættere ind til hende.
Netop da kom der en besked fra Anders. Den første i seks måneder:
“Anna, jeg tog fejl. Kan vi tale sammen?”
Anna så længe på skærmen. Derefter slettede hun beskeden uden at svare.
En lun vind gled ind gennem det åbne vindue og fik gardinet til at bevæge sig. Nede fra gården lød børnestemmer og latter. Livet summede, fortsatte, trak hende med sig.
Og Anna tænkte, hvor godt det var, at hun endelig havde lært at sige nej. Det lille ord havde åbnet en hel verden for hende. En verden, hvor hun kunne trække vejret frit.
Hun drak resten af sin kaffe og smilede. Ikke af vane. Ikke for at være høflig. Men fordi det føltes godt.
Og det var et ægte mirakel.