Nytåret blev derfor ikke et nyt kapitel for Anna, men snarere et mærke i kalenderen, et punkt hvorfra alt fremover ville blive målt.
Lars kom tilbage den femte januar. Ikke den første, ikke den anden, men netop den femte, da den værste højtidståge allerede var lettet, og der i stedet lå en tung, klistret fornemmelse i kroppen af, at noget var gået skævt.
Han låste sig ind med sin egen nøgle. Forsigtigt. Uden at smække døren. Som om han på forhånd vidste, at larm ville være forkert.
— Jeg er hjemme, sagde han ud i entréens tomhed.
— Det kan jeg høre, svarede Anna inde fra stuen. — Tag skoene af.
Han gik ind, stillede støvlerne pænt ved siden af hinanden, sådan som han plejede dengang, hvor han endnu troede, at den slags gjorde en forskel. Jakken hængte han omhyggeligt på plads. Der var ingen pose med gaver i hånden.
— Godt nytår, sagde han klodset og stak hovedet ind i stuen.
— I lige måde, svarede hun uden at rejse sig fra sofaen. — Hvordan har din mor det?
— Fint, svarede han alt for hurtigt. — En nabo hjalp hende med varmen. Foreløbig.
— Foreløbig er jo som regel sådan, det er, nikkede Anna. — Sæt dig. Nu hvor du alligevel er kommet.
Han satte sig. I nogle sekunder sagde han ingenting, som om han samlede mod.
— Anna, begyndte han. — Vi bliver nødt til at tale sammen. Uden råben. Som voksne mennesker.
— Det har jeg intet imod, sagde hun og så direkte på ham. — Jeg gider heller ikke skændes mere. Jeg vil bare have klarhed.
— Du er blevet anderledes, sagde han. — Før var du mere mild.
— Nej, svarede hun roligt. — Før fandt jeg mig bare i mere.
— Det er da det samme.
— Nej, Lars. Tålmodighed er noget andet, når man ved, hvorfor man holder ud. Jeg holdt bare ud, fordi jeg var bange for konflikter.
— Og det er du ikke længere?
— Nu er jeg bange for noget andet. For at vågne om fem år og opdage, at jeg har levet et liv, der slet ikke var mit.
Han slog blikket ned.
— Mor siger, at du har slettet hende af dit liv.
— Jeg har ikke slettet nogen, sagde Anna træt. — Jeg nægter bare at leve efter hendes manuskript.
— Hun er en ældre kvinde.
— Hun er femogtres. Når hun vil noget, har hun mere energi end os to tilsammen.
— Du er uretfærdig.
— Måske. Men jeg er ærlig.
Han pustede hårdt ud.
— Ved du, hvad hun sagde til mig den første januar?
— Jeg kan næsten gætte det.
— Hun sagde: “Hvis du vælger hende, mister du mig.”
Anna løftede langsomt øjenbrynene.
— Og det kom du her for at fortælle mig?
— Nej, sagde han og rystede på hovedet. — Jeg kom, fordi det gik op for mig, at jeg bliver tvunget til at vælge. Af hende. Og af dig.
— Jeg har ikke tvunget dig til at vælge noget som helst, sagde Anna skarpt. — Jeg har bare fortalt dig, hvor min grænse går.
— Er det ikke netop et valg?
— Nej. Det er betingelserne for mit liv.
— Du sætter altid dig selv først, sagde han bittert. — Hvad så med mig? Hvad med min mor?
— Nogen er nødt til at sætte mig først.