Det sagde hun uden at hæve stemmen.
— Det har du aldrig gjort, fortsatte hun. — Så nu bliver jeg nødt til selv at gøre det.
— En familie handler om at mødes på midten!
— Nej, Lars. Et kompromis betyder, at begge giver afkald på noget, sagde Anna og lænede sig en smule frem. — Hos os var det kun mig, der gav afkald. På min tid. På min ro. På mit eget hjem.
— Du overdriver.
— Nej, sagde hun stille. — Jeg er bare holdt op med at gøre problemet mindre, end det er.
Han rejste sig og begyndte rastløst at gå frem og tilbage i stuen.
— Jeg kan ikke bare svigte min mor.
— Det har jeg heller ikke bedt dig om.
— Men du vil ikke tage imod hende.
— Ikke i mit hjem.
— Så der er ingen vej videre?
Anna betragtede ham længe, som om hun for første gang så hele situationen helt klart. Til sidst nikkede hun.
— Nej. Og det er vi nødt til at indrømme.
Han sank stemmen.
— Har du allerede truffet beslutningen?
— Ja.
— Hvornår?
— Et sted mellem din besked om, at vi kunne tale efter helligdagene, og første januar, svarede hun ærligt. — Jeg sad her alene og hørte naboerne råbe godt nytår, og pludselig gik det op for mig, at jeg havde fred. For første gang i meget lang tid.
— Fred… uden mig?
— Ja.
Lars satte sig igen. Skuldrene faldt sammen.
— Hvad sker der så nu?
— Så bliver vi skilt, sagde Anna med fast stemme. — Uden drama. Uden slagsmål om tingene. Bare en afslutning.
— Og hvis jeg prøver at ændre alt?
Hun rystede langsomt på hovedet.
— Det har du allerede prøvet. Men ikke for vores skyld. For at alle andre kunne have det bekvemt. Bare ikke mig.
— Jeg elsker dig.
— Det ved jeg, sagde hun. — Men kærlighed er ikke nok, hvis der ikke følger respekt med.
Derefter blev der stille. Ikke en blød stilhed, men en tung en, der fyldte hele rummet. Udenfor skrabede nogen sne væk fra fortovet, og lyden af skovlen mod jorden skar gennem luften.
— Jeg flytter, sagde Lars til sidst. — I dag.
— Det er i orden.
— Spørger du ikke engang hvorhen?
— Det må du selv vælge, svarede hun. — Ligesom alt det andet.
Han nikkede, rejste sig og gik ind i soveværelset for at pakke.
Fyrre minutter senere stod han i entréen med en taske i hånden.
— Hvis nu engang… begyndte han.
— Lad være, afbrød Anna ham mildt, men uden at vakle. — Efterlad ikke et “hvis nu”. Det gør det lettere at lukke døren.
Han så på hende en sidste gang.
— Du er blevet hård.
— Nej, sagde hun. — Jeg er blevet ærlig.
Så gik han.
Døren faldt i bag ham.
En måned senere blev skilsmissen gennemført. Det gik hurtigt og uden sammenbrud. Dommeren stillede de sædvanlige spørgsmål med træt stemme, og de gav de svar, der forventedes.
Da Anna kom ud på gaden, trak hun den kolde luft helt ned i lungerne. Januar var grå, men klar.
Hun havde ikke ødelagt en familie. Hun var bare holdt op med at være nem at placere.
Telefonen summede i hendes lomme. Det var hendes veninde.
— Nå?
— Det er overstået, sagde Anna. — Jeg er fri.
— Så lev.
Anna lagde telefonen væk, gik videre gennem den snedækkede gade og tænkte for første gang i lang tid ikke på, hvad hun skyldte andre, men på hvad hun selv ønskede.
Og det var den mest rigtige begyndelse på året, hun overhovedet kunne forestille sig.