— Er du blevet vanvittig?
— Det kan godt være, — svarede Anna og stillede kufferten hen ved døren.
— Anna! Anna, kom tilbage med det samme! Hvad er det for noget pjat?
Men Anna var allerede i gang med at tage frakken på. Karen fór forvirret rundt om hende og greb desperat fat i ærmet på frakken.
— Forstår du overhovedet, hvad du er i gang med? Lars bliver syg af bekymring! Og hvad skal børnene ikke sige?
— Børnene er voksne. De skal nok forstå det.
— Du er fra forstanden! Helt fra forstanden! På grund af hvad? Én eneste samtale?
Anna vendte sig langsomt om.
— Én? Karen, De har talt sådan til mig i femogtredive år.
— Jeg taler ordentligt til Dem!
— Ordentligt? — Anna lo kort og hårdt. — Kan De huske dengang Mikkel blev syg? For to år siden?
— Hvad med det?
— Jeg sad hos ham på hospitalet i tre uger. Og bagefter sagde De til Lars, at jeg kun gjorde det for at slippe for husarbejdet.
— Det har jeg aldrig sagt!
— Jo, De har. De sagde det direkte til mig. Og da Mette skulle forsvare sit eksamensprojekt, husker De det? Hun havde købt en ny kjole og så så fin ud. Men De sagde, at det var spild af penge, og at hendes forældre var nogle nærige mennesker.
Karen blev rød i ansigtet.
— Det… det var slet ikke sådan!
— Det var præcis sådan. Og der findes hundrede eksempler mere. Hundrede, Karen!
I det samme drejede en nøgle i låsen. Lars kom hjem.
— Hej med jer! — råbte han muntert ude fra gangen. — Jeg kom lidt tidligere i dag… — Han tav brat, da hans blik faldt på kufferten. — Hvad foregår der?
— Din kone er blevet skør! — skød Karen ind. — Hun vil gå sin vej!
Lars så først på Anna, så på sin mor og til sidst på kufferten.
— Anna, mener du det alvorligt?
— Ja.
— Men hvorfor? Hvad er der sket?
— Ved du det ikke?
— Nej!
— Lars, — sagde Anna og satte sig på den lille bænk i entréen. — I går talte du med din mor. Kan du huske det?
Farven forsvandt fra hans ansigt.
— Du… hørte det?
— Hvert eneste ord. At jeg er utaknemmelig. At jeg skal sættes på plads. At jeg ikke værdsætter dig.
— Anna, det var ikke… vi mente ikke…
— Hvad mente I ikke? — Hun rejste sig igen. — Sagde I det ikke sådan? Eller handlede samtalen måske ikke om mig?
— Mor var bare vred på grund af det i går…
— På grund af det i går? — Annas stemme slog over. — Fordi jeg ikke tog telefonen? Jeg stod jo og lavede middag til jer! Til jer begge to!
— Anna, prøv nu at falde til ro…
— Nej, det vil jeg ikke! Ved du, hvad sandheden er, Lars? I femogtredive år har jeg været en god kone. Jeg har lavet mad, vasket tøj, opdraget børnene og passet på dig. Og hvad har jeg fået igen?
— Hvad er det, du siger? Vi er da en helt almindelig familie!
— Almindelig? — Anna lo bittert. — Er det almindeligt, at en mand sidder sammen med sin mor og taler om sin kone bag hendes ryg?
— Vi talte ikke om dig på den måde!
— Hvad lavede I så? Diskuterede vejret? — Hun vendte sig mod Karen. — Og De! Hvem tror De egentlig, De er, siden De mener, De kan bestemme, hvordan jeg skal leve?
— Jeg er hans mor! — udbrød Karen fornærmet.
— Hans mor. Ikke min. Jeg skylder Dem ingenting.
— Jo, du gør! Du skylder mig respekt!
— For hvad? For at ydmyge mig? For at blande Dem i alt? For at vende Deres søn imod mig?
— Lars! — Karen greb sig dramatisk til brystet. — Hører du, hvordan hun taler til mig?
— Jeg hører det, — sagde Lars lavt.
— Og hvad så? Vil du bare finde dig i, at hun taler sådan til mig?
Der blev stille. Anna så på sin mand og ventede. Nu ville alt blive afgjort. Nu måtte han vælge.
— Mor, — sagde Lars til sidst. — Måske burde du faktisk ikke have…
— Ikke have hvad? — Karen stirrede vantro på ham.
— Altså… talt sådan om Anna.
— Så du tager hendes parti nu?
— Jeg tager ikke nogens parti. Men… hun er min kone. Hun har været min kone i femogtredive år.
Karen åbnede munden, lukkede den igen og åbnede den endnu en gang uden at få et ord frem.
— Godt! — fik hun til sidst presset ud. — Jamen så har I åbenbart ikke brug for mig længere!
— Mor, hvad har det med sagen at gøre?
— Det har det hele med sagen at gøre! Jeg har levet hele mit liv for jeres skyld, og nu… — Hun rev sin taske til sig. — Fint! Så må I leve uden mig!
Hun smækkede døren efter sig. Lars og Anna stod alene tilbage i entréen.
— Anna, — sagde han og gik hen imod hende. — Hvorfor skulle det ende sådan? Hun er jo ikke ung længere…
— Lars, — sagde Anna udmattet.