— Du har virkelig ikke forstået noget som helst.
— Hvad er det, jeg ikke har forstået? — Lars satte sig ved siden af hende på bænken i entréen. — Forklar mig det.
Anna så længe på ham. De grånende tindinger, de trætte øjne, de fine furer omkring munden. Et ansigt, hun kendte bedre end sit eget. Et ansigt, hun stadig elskede.
— Lars, — sagde hun lavt. — Elsker du mig?
— Selvfølgelig gør jeg det! Hvad er det for et spørgsmål?
— Hvorfor tav du så, da din mor fornærmede mig?
— Jeg har jo sagt… du burde ikke have talt sådan til hende…
— Lars, det siger du nu. Men i går sagde du ingenting. Du har tiet stille i femogtredive år.
Han strøg sig over panden og sank blikket.
— Anna, hun er min mor. Hvordan skulle jeg kunne være hård ved hende?
— Men ved mig kan du godt?
— Hvad mener du med det?
— Lars! — Anna rejste sig brat. — Jeg er også et menneske. Jeg har også følelser.
Han svarede ikke. Han sad bare og stirrede ned i gulvet.
— Ved du hvad? — fortsatte hun. — Din mor har faktisk ret i én ting. Jeg har forandret mig.
— Hvordan?
— Før var jeg bange. Bange for at såre dig. Bange for at fornærme din mor. Jeg tænkte hele tiden, at jeg bare skulle holde ud, og at hun en dag ville acceptere mig.
— Men det har hun da gjort for længst.
— Accepteret mig? — Anna lo kort og bittert. — Hun har accepteret mig på samme måde, som man accepterer en tjenestepige. En, der tier stille og gør, som der bliver sagt.
— Anna, nu overdriver du…
— Nej, det gør jeg ikke. — Hun satte sig igen og tog hans hånd mellem sine. — Lars, hør på mig. Hør virkelig efter.
Han nikkede langsomt.
— Jeg er træt af altid at være den skyldige. Træt af at skulle forklare mig for hvert eneste ord, jeg siger. Træt af at bo i et hjem, hvor jeg ikke bliver respekteret.
— Jeg respekterer dig.
— Hvorfor har du så aldrig forsvaret mig? Hvorfor har du ikke én eneste gang på femogtredive år sagt til din mor, at nu var det nok?
Lars sad tavs længe. Til sidst drog han et dybt suk.
— Jeg ved det ikke. Måske… fordi jeg har vænnet mig til det.
— Præcis. Du har vænnet dig til det. Jeg har vænnet mig af med det.
— Og hvad nu? — Han kastede et blik på kufferten. — Vil du virkelig gå?
— Det ved jeg ikke, — svarede Anna ærligt. — Det afhænger af dig.
— Af mig?
— Lars, jeg ønsker ikke at ødelægge vores familie. Men jeg kan ikke fortsætte på den måde, vi har levet indtil nu.
— Hvordan vil du så have det?
— Jeg vil have, at du er min mand, ikke din mors lille dreng. Jeg vil have, at min mening betyder noget. Og jeg vil have, at din mor holder op med at kommandere i vores hjem.
— Hun kommanderer da ikke…
— Jo, hun gør. Og det ved du godt.
Lars rejste sig og begyndte uroligt at gå frem og tilbage.
— Anna, hvordan skal jeg forklare hende det? Hun er jo vant til, at tingene er sådan.
— Det må hun selv forholde sig til. Så må hun vænne sig af med det.
— Det er let nok at sige…
— Lars. — Anna gik hen til ham. — Du er nødt til at vælge. Enten styrer din mor vores liv, eller også gør vi det selv. Der findes ikke en tredje mulighed.
Han sagde ingenting i lang tid. Så lagde han armene omkring hende.
— Godt. Vi prøver.
— Hvad er det, vi prøver?
— At leve anderledes. Uden min mors råd til alting.
— Og hvis hun bliver fornærmet?
— Så bliver hun fornærmet… og falder ned igen bagefter. Hvor skulle hun ellers gå hen?
For første gang den dag trak Anna på smilebåndet.
— Betyder det, at jeg kan pakke kufferten væk?
— Ja. Gør det.
Anna bar kufferten tilbage til soveværelset og begyndte at lægge tøjet på plads i skabet igen. Lars blev stående i døråbningen og betragtede hende.
— Anna?
— Ja?
— Var der egentlig noget galt med rødbedesuppen i går?
— Nej. Den var faktisk rigtig god.
— Det tænkte jeg nok, — sagde Lars med et lille smil. — Mor bildte sig bare noget ind.
Samme aften ringede Karen. Hun talte længe med Lars, ophidset og hurtigt. Anna kunne kun høre hans svar.
— Nej, mor, vi har ikke skændtes… Ja, alt er i orden… Nej, der er ingen, der vil skubbe dig ud… Vi skal bare blive enige om nogle ting… Hvilke ting? Om at tale ordentligt til hinanden.
Da han lagde røret på, vendte han sig mod Anna.
— Hun kommer i morgen. Hun vil tale med os.
— Så lad hende komme, — svarede Anna roligt. — Men denne gang taler vi på en anden måde.
— En anden måde?
— Som ligeværdige mennesker. Jeg er ikke længere en lille pige, der skal opdrages.
Lars nikkede.
— Jeg forstår.
Og Anna mærkede det tydeligt: noget havde faktisk flyttet sig. Måske ikke fuldstændigt. Måske ikke for altid. Men noget var forandret.
For første gang i mange år følte hun, at hendes hjem virkelig var hendes hjem.