— Sammen med din søster, hos din mor, på kontoret, hvis det er det, du vil. Det rager mig ikke.
— Truer du mig nu?!
— Nej, Mads. Jeg beskytter mit eget hjem. Jeg gør det, jeg burde have gjort for fjorten dage siden. Du kan råbe ad mig, fornærme mig og give mig skylden for alt muligt, så længe du vil. Men for hvert eneste ord, du siger fra nu af, kommer du tættere på at stå ude på trappen med en kuffert i hånden. Valget er dit.
Der blev helt stille i røret. Mads trak vejret tungt. Han mærkede, hvordan raseriet langsomt ebbede ud, og hvordan en kold, ubehagelig erkendelse begyndte at tage dets plads.
— Jeg venter på dit svar indtil klokken syv, — fortsatte Anna. — Din søster kan hente sine ting mellem otte og ni. Hvis du tager med hende, så sørg for, at hun ikke laver en scene. Jeg har ikke kræfter til mere drama. Det var det.
Klikket, da forbindelsen blev afbrudt, lød næsten som en dom.
Mads sank tilbage på stolen og blev siddende med blikket låst fast på telefonens mørke skærm. Tankerne filtredes sammen i hovedet på ham. På den ene side var der Mette, som han havde passet på, siden de var børn. Hans lillesøster, der lige havde grædt i telefonen. På den anden side var der Anna, kvinden han havde levet sammen med i fire år, kvinden han elskede… eller i hvert fald havde været sikker på, at han elskede.
Telefonen vibrerede igen. Mette.
— Nå? Fik du talt med hende? Sagde hun undskyld? Hvornår kan jeg komme tilbage?
Mads gned begge hænder over ansigtet og lod dem blive liggende et øjeblik.
— Mette… fortæl mig det én gang til. Ordentligt. Helt præcist hvad der skete.
— Hvad mener du med “ordentligt”? — spurgte hun straks fornærmet. — Mads, tror du ikke på mig?
— Jeg beder dig bare fortælle det. Fra begyndelsen.
— Altså… jeg vågnede som jeg plejer. Sådan ved ellevetiden. Så gik jeg ud i køkkenet…
— Klokken elleve? — afbrød Mads. — Hvornår gik du i seng?
— Tja… omkring tre, tror jeg. Jeg skrev med pigerne, og bagefter så jeg lige det sidste af en serie…
— Vent lidt. Var pigerne hjemme hos os?
— Ja, de kiggede forbi. Og hvad så? Vi sad jo bare stille og roligt!
Mads kom i tanke om mandag aften, hvor Anna uden et ord havde fejet glasskårene op i stuen efter det vinglas, der angiveligt “bare var faldet ned fra hylden”.
— Fortsæt, — sagde han.
— Jeg gik ud i køkkenet, fordi jeg ville have morgenmad, og Anna var der. Og hun begyndte med det samme på, at jeg skulle vaske op efter mig selv. Jeg sagde, at jeg nok skulle gøre det senere, men at jeg lige måtte spise først. Så sagde hun, at “senere” hos mig altid betyder om aftenen, og at hun var træt af at rydde op efter mig. Kan du høre det? Som om jeg går og sviner hele stedet til!
— Vaskede du så op?
— Mads! — udbrød Mette forarget. — Hvis side er du egentlig på?
— Jeg spørger bare.
— Altså… nogle gange glemte jeg det måske. Jeg skal snart til optagelsesprøve! Jeg er nødt til at læse!
Mads lukkede øjnene. Når Mette sagde “nogle gange glemte jeg det”, betød det i praksis: “jeg har aldrig gjort det.”
— Hvad skete der bagefter?
— Så begyndte hun på, at jeg larmer om natten. At hun skal tidligt op og sådan noget. Okay, jeg hører måske musik en gang imellem, men det er ikke højt! Og lejligheden er jo stor, hun burde slet ikke kunne høre det!
— Den har tre værelser, Mette. Det er en treværelses lejlighed, ikke et slot.
— Ja ja, men alligevel! Og så så jeg, at hun stod og strøg min kjole. Den blå, du ved, den jeg havde på til festen. Jeg spurgte, hvorfor hun havde taget den, og så sagde hun, at det var hendes kjole! Kan du forestille dig det?
Noget iskoldt trak sig sammen i Mads’ mave.
— Mette. Den blå kjole, du havde på på billedet på Instagram i sidste uge?
— Ja! Den er flot, ikke? Jeg troede ikke, Anna ville opdage det. Hun har jo ikke haft den på i evigheder…
— Åh Gud, — stønnede Mads. — Mette, tog du hendes tøj uden at spørge?
— Mads, vi er jo nærmest familie! Hvad er problemet? Søstre låner da også tøj af hinanden!
— I er ikke søstre.
— Nej, men næsten! Og jeg ville jo have vasket den og lagt den tilbage. Der kom bare en plet på ved et uheld…
— Hvilken plet?
— Altså… der blev spildt lidt vin. Rødvin. Men det var ikke med vilje!
Mads mærkede, hvordan hans retfærdige vrede pludselig begyndte at fordampe.
— Hvad sagde Anna så?
— Hun… hun sagde, at kjolen havde kostet to tusind kroner, og at hun kun havde haft den på én gang, til et firmaarrangement. Og så sagde hun, at jeg enten skulle betale for rensningen eller købe en ny. Jeg spurgte, hvor jeg skulle få så mange penge fra. Og helt ærligt, det er bare en kjole, man kan jo købe en anden. Så blev hun helt bleg og sagde, at jeg skulle flytte.
— Og hvad svarede du?
— Hvad skulle jeg have svaret?! — Mettes stemme blev igen skarp af fornærmelse. — Jeg sagde, at jeg var kommet for at bo hos min bror, at det også er dit hjem, og at jeg ikke skulle nogen steder! Hvis hun ikke kan lide det, kan hun selv gå!
Mads lod hånden glide ned over ansigtet.
— Mette, — sagde han langsomt. — Det er ikke mit hjem. Det er Annas lejlighed.