Den købte hun allerede, før vi blev gift.
— Og hvad så? I er jo mand og kone!
— Det betyder bare, at jeg juridisk set bor der. Lejligheden tilhører hende.
— Men du er hendes mand!
— Netop derfor har jeg lov til at være der. Det har du ikke.
Tavsheden i røret sagde mere, end Mette selv kunne have gjort med ord.
— Så du… du tager hendes parti? — hviskede hun til sidst, og stemmen knækkede næsten. — Imod din egen søster?
— Jeg forsøger at se situationen, som den faktisk er, — svarede Mads træt. — Mette, vær ærlig over for mig. Ryddede du op efter dig selv?
— Altså… ikke hver eneste gang…
— Tog du opvasken?
— Mads…
— Mette. Ja eller nej.
— Jeg glemte det nogle gange, — mumlede hun.
— Inviterede du venner hjem uden at spørge først?
— Kun én gang…
— Hvor mange gange?
— To, — indrømmede hun lavt. — Måske tre.
— Og du tog Annas ting uden tilladelse.
— Det var én kjole! Jeg ville jo aflevere den tilbage!
— Med rødvinsplet på.
Mette snøftede.
— Mads, hvorfor er du så ond? Det var ikke med vilje! Jeg troede bare… vi er jo familie…
— Familie er ikke en fribillet til at opføre sig respektløst, — sagde Mads, og han mærkede, hvordan de sidste rester af hans selvbedrag smuldrede. — Du har opført dig som et forkælet barn, Mette. Anna havde al mulig ret til at bede dig om at gå.
— Men…
— Nej. Nu lytter du. Du kan komme forbi i aften. Mellem otte og ni. Du henter resten af dine ting. Du siger undskyld til Anna. Ikke sådan halvhjertet, men ordentligt, som et voksent menneske. Og så flytter du. Enten hjem til mor, eller også finder du et værelse at leje. Du har penge nok af dem, jeg sendte dig.
— Hvad så med min eksamen?
— Der er to dage til. Det er tid nok til at finde et midlertidigt sted at sove. Mette, du er nitten år. Det er på tide, du lærer, at handlinger har konsekvenser.
— Så du vælger hende.
— Jeg vælger sund fornuft. Og ja, Mette, jeg vælger min kone. For hun har ret. Fuldstændig ret.
— Det kommer du til at fortryde! — snerrede Mette, og i næste øjeblik var der kun den afbrudte forbindelses tomme lyd tilbage.
Mads blev siddende et øjeblik og stirrede på telefonen, før han trak vejret tungt ind. Derefter fandt han Annas nummer og ringede op.
— Ja? — Hendes stemme var forsigtig.
— Undskyld, — sagde Mads uden omsvøb. — Du havde ret. Med det hele. Jeg lod mig styre af hendes tårer og gad ikke undersøge, hvad der egentlig var sket. Tilgiv mig.
Der blev stille.
— Har du talt med hende? — spurgte Anna varsomt.
— Ja. Og det gik op for mig, hvor idiotisk jeg har været. Anna, undskyld. For at råbe. For det jeg sagde. For ikke at stille mig på din side med det samme. Du har holdt ud i to uger, og jeg så det ikke engang…
— Jeg prøvede jo at sige det til dig, — svarede Anna dæmpet. — Men hver gang slog du det hen. “Hun er bare ung”, “hun vænner sig nok til det”, “giv hende lidt tid”…
— Jeg ved det. Jeg var blind. Eller også ville jeg bare ikke se det. Det var lettere at lade som om alt var i orden.
— Mads… jeg er ikke noget monster. Jeg prøvede virkelig. Men da hun sagde, at det var mig, der skulle flytte ud… dér blev det for meget. Der forstod jeg, at hvis jeg ikke satte en grænse med det samme, ville hun blive boende. For du ville aldrig have kunnet sige nej til hende.
— Det er sandt, — indrømmede Mads. — Det ville jeg ikke. Så tak, fordi mindst én af os havde rygrad nok.
— Er du ikke vred?
— På mig selv? Meget. På dig? Nej. Du gjorde det, jeg burde have gjort. Du beskyttede vores hjem.
Anna sukkede lavt, og Mads kunne høre, hvordan noget af spændingen slap taget i hende.
— Kommer hun i aften? — spurgte hun.
— Ja. Hun henter sine ting. Og… Anna, jeg er der også. Jeg sørger for, at det foregår roligt. Og for, at hun siger undskyld. Det mener jeg.
— Okay, — sagde Anna efter en kort pause. — Mads… måske gik jeg for vidt, da jeg sagde, at du kunne tage dine ting og gå…
— Nej, — afbrød han hende. — Det gjorde du ikke. Jeg fortjente det. Men jeg håber virkelig, du vil give mig en chance for at rette op på det.
— Det må vi se, — sagde hun, og der var et svagt smil i stemmen. — Start med at sørge for, at din søster ikke laver en scene i aften.
— Det gør hun ikke. Det lover jeg.
Da samtalen var slut, lagde Mads telefonen fra sig og opdagede, at hans hånd ikke længere rystede. For første gang den dag følte han sig klar i hovedet. Måske for første gang i de sidste fjorten dage.
Han kastede et blik på uret. Der var stadig fem timer til aften. Tid nok til at finde de rigtige ord til den samtale med hans søster, som uden tvivl ville blive svær. En samtale, han burde have taget for længe siden.
Men indtil da måtte rapporten gøres færdig.
Det var på tide, at alle blev voksne. Også ham selv.