med en mine som én, der netop havde gjort noget uigenkaldeligt, men endnu ikke selv helt havde forstået rækkevidden af det.
— Anna, begyndte han, — vi køber jo bare et nyt. Jeg siger jo, vi kan tage det på afbetaling, det er ikke noget besværligt…
Hun gik forbi ham uden at svare og fortsatte ud i gangen. Fra pulterrummet trak hun to store rejsetasker frem, dem de havde haft med, da de var ved kysten sommeren før. Hun stillede dem på gulvet ved siden af hans jakker.
— Hvad skal det betyde? spurgte han.
— Dine ting, sagde hun nøgternt. — Pak selv. Jeg ved ikke, hvad du vil have med.
Lars lo kort, anspændt og helt uden glæde.
— Mener du det alvor… Du laver sjov, ikke?
Men Anna var allerede på vej tilbage mod soveværelset. Hun gik roligt, uden at smække med døre, uden tårer, uden en eneste teatralsk bevægelse. Hun gik bare.
I hendes lomme lå allerede telefonnummeret på den låsesmed, hun havde skrevet til en time tidligere. Låsene skulle skiftes næste morgen. Nye fronter til køkkenet havde hun udset sig allerede i august; hun havde bare ikke haft travlt med at bestille dem.
Nu var der ikke længere noget at haste efter.
Udenfor begyndte regnen at falde. Fin, efterårsgrå og stædig. Den slags regn, der sætter ind for alvor og bliver ved hele dagen, uden at give sig hverken ved skumring eller ud på natten.
Lars brugte lang tid på at pakke.
Anna kunne høre ham bevæge sig rundt i lejligheden: fra værelset til badeværelset, tilbage igen, skuffer der blev trukket ud, lukket, åbnet på ny. Det var tydeligt, at han ventede på, at hun skulle komme ud. At hun ville sige et eller andet. At det hele ville vise sig at være en opvisning, et stykke kvindeligt drama, som man bagefter kunne glatte ud over en kop te i køkkenet.
Hun kom ikke.
Da hoveddøren endelig faldt i med et klik, gik Anna hen til vinduet. Efter nogle minutter viste Lars sig nede i gården med de to tasker, jakken åben og regnen silende ned over ham. Han gik hen til bilen, smed bagagen ind i bagagerummet og satte sig bag rattet. Længe skete der ingenting. Han blev bare siddende, og Anna så regndråberne glide og tvære sig ud over forruden.
Til sidst satte bilen sig i bevægelse.
Hun fulgte den med blikket, indtil den forsvandt om hjørnet. Først dér lagde hun mærke til den mærkelige fornemmelse i sig selv. Det var ikke lettelse. Heller ikke smerte. Snarere noget midt imellem. Som når man har båret en tung taske alt for længe og endelig sætter den fra sig. Hånden husker stadig vægten, men skulderen er allerede fri.
Anna gik tilbage ud i køkkenet. Hun betragtede det tomme hul, ledningerne, der stak frem, og det køkken, som pludselig så forladt og mishandlet ud. Så tog hun telefonen frem og skrev til et servicefirma, at de skulle komme og sikre installationen ordentligt; sådan som det stod nu, skulle der ikke meget til, før der kunne opstå brand. Derefter åbnede hun mappen med de kataloger, hun havde gemt. Fronterne havde hun virkelig valgt allerede i august: matte, grågrønne, med en stenagtig overflade. Hun skrev til forhandleren: “Jeg er klar til at bestille.”
Hvordan hun skulle leve videre, stod pludselig ganske klart.
Hvad der samme aften skete ude i landsbyen, fik hun ikke at vide med det samme. Det kom til hende i brudstykker, fra forskellige sider. Først ringede Lars selv, sent, omkring klokken ti.
— Anna, sagde han, og hans stemme lød underligt flad, næsten kogt ud. — Der er sket noget…
Hun sagde ingenting og ventede.
— Henrik lod dem ikke komme ind. Mikkel og mor. De kom med hvidevarerne, men han stillede sig i døren og sagde, at de ikke fik lov at læsse noget af. Han sagde, at elinstallationerne i huset er gamle, at han ikke vil tage ansvar for en brand, og at der i lejekontrakten står, at der ikke må ændres noget uden hans tilladelse.
Der blev stille et øjeblik.
— Mor har ringet til mig tre gange nu, fortsatte Lars. — Hun siger, at tingene står ude i regnen. Køleskabet, ovnen…
— Lars, sagde Anna, — det er ikke mit problem.
— Men det er jo vores ting…
— Det er mine ting, rettede hun ham. — Jeg købte dem før brylluppet. Og hvis du gerne vil vide det, kan en advokat bekræfte det.
Han tav. Da han igen sagde noget, var det næsten hviskende.
— Har du gjort det med vilje?
— Jeg har gjort en person opmærksom på en brandfare, svarede hun. — Det hedder noget andet.
Lars fandt ikke noget svar. Han mumlede et eller andet til afsked og lagde på.
Mette ringede næste morgen klokken halv otte, mens Anna stadig sad med sin kaffe.
— Er du klar over, at vi har været oppe hele natten på grund af dig?! begyndte hun uden indledning. — Alt stod ude i regnen, og Mikkel måtte mase det ind i bilen og bagagerummet, men det kan jo ikke være der ordentligt! Køleskabet er blevet ridset! Hvem skal betale for det?
Anna tog en slurk kaffe.
— Mette, sagde hun roligt, — I kom til min lejlighed uden at spørge. I fjernede hvidevarer fra mit hjem. Hvidevarer, som jeg selv købte for mine egne penge, før jeg giftede mig med din søn.
— Åh, hold nu op! Når man er gift, er alt fælles!
— Nej, sagde Anna. — Ikke alt. Det kan en advokat forklare dig, hvis du har lyst. Jeg kan sende dig et nummer.
I den anden ende trak svigermoren vejret så hårdt af raseri, at det knitrede i røret.
— Du… forstår du overhovedet, hvordan du opfører dig?! Jeg er hans mor! Jeg har gjort alt for Lars, jeg har opdraget ham alene, jeg…
— Det ved jeg, afbrød Anna. — Du har opdraget ham alene. Det er et stort arbejde, og det tager jeg ikke fra dig. Men jeg skylder dig ingenting. Ikke et køleskab. Ikke en ovn. Ikke min lejlighed.
Så afbrød hun opkaldet.
Bagefter blev hun siddende længe med kruset mellem hænderne og så ud ad vinduet. Regnen var ikke holdt op i løbet af natten. Den faldt stadig, stille og jævnt, og pressede de sidste blade ned fra træerne i gården. Efteråret var kommet brat det år, uden varsel, som alt det ubehagelige.
Lars dukkede op ved døren på tredjedagen.