Han ringede på dørtelefonen, og da hun svarede, genkendte hun straks hans stemme. Den lød ru og træt, som om han næsten ikke havde sovet.
— Anna, luk mig ind. Vi er nødt til at tale sammen.
— Så tal her.
Der blev stille et øjeblik.
— Helt ærligt, det her er jo ikke seriøst, sagde han til sidst. — At stå og tale gennem en dørtelefon.
— Lars, i tre år har du heller ikke talt med mig på en seriøs måde, svarede hun. — Det foregik gennem din mor, gennem hendes humør, hendes blodtryk og hendes fornærmelser. Så efter min mening er dørtelefonen faktisk et fremskridt.
Han sagde ingenting i lang tid. Så kom det lavt:
— Jeg tog fejl. Med de hvidevarer. Jeg skulle ikke have…
— Du skulle ikke have sagt ja, hjalp hun ham. — Nej. Det skulle du ikke.
— Anna, lad mig nu gøre det godt igen.
Hun så på den lille skærm ved dørtelefonen. Kameraet gjorde hans ansigt en smule utydeligt. Han stod under halvtaget, jakken var mørk af regn over skuldrene, og håret klistrede mod panden.
Hun havde ikke ondt af ham. Ikke det mindste. Det var en ny fornemmelse, ikke hård eller vred, bare ren og klar, som glas der lige er pudset.
— Låsesmeden har allerede skiftet låsene, Lars, sagde hun. — Jeg pakker dine ting og afleverer dem der, hvor du beder mig om det. Papirerne tager vi gennem advokaten. Resten må du klare selv.
Så afbrød hun forbindelsen og gik tilbage ud i køkkenet.
På bordet lå kataloget med prøver på nye fronter. Mat grågrøn, med et strejf af sten i udtrykket. Konsulenten havde skrevet, at de kunne leveres ugen efter. Montøren, der skulle stå for indbygningen, havde allerede fået bestilt både nyt køleskab og ny ovn. Denne gang havde Anna selv valgt dem. Uden hast, uden at spørge nogen til råds, præcis de modeller hun længe havde ønsket sig.
Lejligheden var stille og virkede en anelse tommere end før, men på den gode måde. Som et rum efter en grundig oprydning, hvor alt overflødigt er båret ud, og luften pludselig kan bevæge sig frit.
Udenfor blev regnen ved med at falde.
De nye køkkenfronter kom om fredagen.
To håndværkere arbejdede i omkring tre timer. De gjorde det omhyggeligt og uden unødvendig snak. Anna sad i stuen med sin bærbare, men rejste sig med jævne mellemrum og gik ud for at kigge. Langsomt ændrede køkkenet karakter for øjnene af hende. Den matte grågrønne farve viste sig at være nøjagtig, som hun havde forestillet sig den: afdæmpet, dyb og uden den mindste påtrængende glans. Køleskabet gled ind i nichen, som om pladsen altid havde været beregnet til netop det. Ovnen var en lidt anden model end den gamle, men bedre, og da den blev tændt første gang, blev rummet bag glasset fyldt af et blødt, varmt lys.
Den ene montør lænede sig lidt tilbage og sagde:
— Det er blevet et rigtig fint køkken.
Anna nikkede. Hun var enig.
Da de var gået, blev hun stående længe i døråbningen og så ind. Hun tænkte hverken på Lars eller på Mette. Hun stod bare der og betragtede sit køkken, som igen var blevet hendes på den måde, det skulle være.
Skilsmissen blev ordnet to måneder senere.
Lars mødte op stille, smallere i ansigtet og med en ny, kort klipning. Det var sikkert hans mor, der havde klippet ham; sådan havde Mette altid gjort det selv, det huskede Anna tydeligt. Han undgik at se direkte på hende. Blikket gled hele tiden væk, mod vinduet, bordpladen, hans egne hænder.
Der var næsten intet at fordele. Lejligheden tilhørte Anna og var købt før ægteskabet. Hvidevarerne var også hendes. Advokaten havde sørget for, at alt var skrevet klart og uden løse ender. Lars protesterede ikke mod et eneste punkt. Han skrev under, hvor han fik besked på det, nikkede kort og rejste sig.
Først ude på gangen, tæt ved udgangen, standsede han. Han vendte sig ikke om, men sagde:
— Jeg ved godt, hvad jeg har ødelagt. Det ville jeg bare sige.
Anna knappede sin frakke.
— Det er godt, hvis du ved det, svarede hun. — Den slags kan være nyttigt.
Hun gik først ud.
Hvad der siden skete hos hendes tidligere svigermor, fik Anna kun at vide ad omveje. Fælles bekendte syntes af en eller anden grund, at hun skulle holdes orienteret.
De apparater, som Mikkel den regnfulde nat havde mast ind i bilen på bedste beskub, havde ikke haft godt af turen. Køleskabet var blevet transporteret liggende, og kompressoren tog skade. Nogle dage efter at det endelig var blevet sat op i Mikkels værelse, holdt det ganske enkelt op med at køle. Ovnen blev tilsluttet forkert. De tilkaldte en lokal elektriker, som rystede på hovedet og forklarede, at installationerne slet ikke kunne trække den belastning. Opvaskemaskinen endte bare i et hjørne, for der fandtes ikke noget afløb, den kunne kobles ordentligt på.
Mette ringede flere gange til sin søn. Først krævede hun penge til reparation af hvidevarerne, derefter til en rigtig elektriker, og til sidst råbte hun bare ind i telefonen om utaknemmelige børn og et liv, der var blevet ødelagt. Lars lyttede, lovede ting og gjorde ingenting. Han lejede et værelse hos en kammerat og havde svært ved overhovedet at få økonomien til at hænge sammen, for hans løn var, hvad den var, og Annas bonusser fandtes ikke længere i nærheden.
Mikkel opdagede hurtigt, at det at bo for sig selv ikke kun betød frihed. Det betød også el- og varmeregninger, en dryppende hane, som ingen andre end ham selv ville ordne, og et tomt køleskab, der ovenikøbet ikke kunne holde maden kold. Efter en måned flyttede han tilbage til sin mor.
Udlejeren, Henrik, ophævede lejeaftalen med ham uden store ord.
Anna hørte om det i begyndelsen af november, da hun kiggede forbi sin far til søndagsfrokost. Hendes far nævnte det nærmest i forbifarten; Henrik havde selv sagt det, da de var stødt på hinanden. Anna nikkede, smurte smør på sit brød og førte samtalen over på noget andet.
Faren betragtede hende opmærksomt.
— Hvordan har du det egentlig?
— Godt, sagde hun. — Helt ærligt. Jeg har det godt.
Han tav et øjeblik og smilede så svagt, kun med den ene mundvig.
— Får jeg køkkenet at se?
— Kom forbi. I næste uge arbejder jeg på en ny kage, pære med krydderier. Du kan blive den første, der smager.
— Det lyder som et tilbud, man bør tage alvorligt, sagde han og nikkede.
På arbejdet viste efteråret sig til gengæld at blive tæt pakket.