Restauranten besluttede at give efterårskortet en ordentlig overhaling, og Anna kastede sig ind i arbejdet med al den koncentration, hun før havde brugt på at holde sit liv sammen. Hun fandt på, testede, kasserede og begyndte forfra. En ny dessert — en tærte med figner og ricotta — blev godkendt af køkkenchefen med det samme, og der gik ikke lang tid, før den lå blandt de retter, gæsterne bestilte mest.
Anna holdt af netop det øjeblik: når noget, der først kun havde eksisteret i hendes hoved, blev båret ud i restauranten til mennesker, hun ikke kendte, og kom tilbage som tomme tallerkener og ros. Det var en ren slags glæde. Enkel. Uden noget, der trak i den fra siden.
De andre på arbejdet lagde også mærke til forandringen. En af konditorerne, Lene, sagde det uden omsvøb en dag:
— Før kunne du godt stå midt i en vagt og bare stirre ud i luften. Jeg troede, du var helt færdig af træthed. Men du gik vist bare rundt og tænkte på noget tungt.
Anna lo. Lene ramte præcist.
Sidst i november ringede Mette igen.
Da Anna så nummeret på skærmen, blev hun først overrasket. Hun havde ikke blokeret det. Hun havde simpelthen glemt det. Alligevel tog hun telefonen.
Denne gang lød Mette anderledes. Den gamle hårdhed var ikke helt væk, men den var dæmpet. Ingen kommanderende tone, ingen straks-parat bebrejdelse. Stemmen var slidt, næsten bedende, og netop det var måske det mest uventede.
— Anna, du er jo en fornuftig kvinde, begyndte hun. — Hvorfor skal det være sådan her? Lars går helt til, jeg ser ham næsten ikke. Kunne I ikke prøve at…
— Mette, afbrød Anna roligt. — Vi er skilt. Det er ikke et forsøg på at markere noget. Det er ikke en demonstration. Det er en beslutning.
— Men han er jo ikke et dårligt menneske. Han er bare lidt blød…
— Det ved jeg godt, sagde Anna. — Han er ikke ond. Han er venlig, blid og fuldstændig ude af stand til at leve uden nogen, der træffer beslutninger for ham. Det har du lært ham. Det var dit valg. Følgerne må du og han selv bære.
Der blev stille. Ikke bare et lille ophold, men flere sekunders tung tavshed.
— Så må du jo bo alene, sagde Mette til sidst, og nu var den gamle tone tilbage. Den spidse kant, hun tilsyneladende ikke kunne holde tilbage ret længe.
— Det gør jeg også. Og jeg har det godt, tak, svarede Anna.
Denne gang var det hende, der afsluttede samtalen. Høfligt, uden dramatik, uden smækken med døre gennem røret. Bare et enkelt farvel.
Bagefter blokerede hun nummeret.
Det burde hun have gjort for længe siden.
December kom med frost i luften og mørke, der faldt tidligt.
En aften vendte Anna sent hjem. Vagten var først slut omkring klokken ni. Hun gik op til sin etage, låste døren op og trykkede på kontakten. Lyset bredte sig ud i entréen og videre ind mod køkkenet: de grågrønne fronter, den nye belysning under overskabene, som hun i sidste øjeblik havde bedt om at få sat op.
Hun tog skoene af, hængte frakken på plads og gik ind i køkkenet. Kedlen blev sat over. Fra køleskabet — hendes eget, nye køleskab, som ikke ville forsvinde nogen steder uden hendes tilladelse — tog hun et stykke af den pæretærte, hun havde lagt til side om morgenen.
Hun satte tallerkenen på bordet og hældte te op.
Ruden var dugget til indefra af varmen, og udenfor flød lysene fra nabobygningerne sammen i gule og orange pletter. Levende, bløde, fjerne.
Der var stille. Men ikke den slags stilhed, der føles som et hul. Det var stilhed som ro. Som noget, der endelig havde fået lov til at falde på plads.
Anna tog gaflen og kom i tanke om, at hun næste dag måtte forbi sin far med et stykke tærte. Han ventede på det. Hun havde lovet det.
Alt det andet lå bag hende.
Og sådan skulle det være.
Foråret kom uden at spørge om lov. Midt i marts, fra den ene dag til den anden. Dagen før havde byen været grå, rå og fugtig, men den morgen trådte Anna ud af opgangen og mærkede straks lugten: våd asfalt, smeltet sne og noget nyt, næsten umuligt at sætte ord på, som kun findes i de første rigtige milde dage.
Hun gik hele vejen til arbejde. Ikke fordi hun skulle, men fordi hun havde lyst.
I løbet af de måneder havde livet langsomt rettet sig ud af sig selv. Uden store anstrengelser. Som vandet i et glas, der bliver roligt, når ingen længere ryster det. Restaurantens nye menu var blevet godt modtaget, og pæretærten blev ved med at ligge højt på bestillingslisten helt ind i februar. Anna havde allerede skabt en forårsrække af desserter — lette ting med citrus, friske urter og klare smage — og hun vidste på forhånd, at de ville fungere.
Hun hørte kun sjældent noget om Lars. Nogen fortalte, at han var flyttet fra sin kammerat og endelig havde lejet et ordentligt værelse. At han så sin mor én gang om ugen, ikke mere. At han vist var begyndt at ændre et eller andet, langsomt og usikkert, men alligevel. Anna vidste ikke, om det passede, og hun havde heller ikke noget stærkt behov for at undersøge det. Hans liv var hans nu. Adskilt fra hendes. Uden fælles korridorer.
Mette blev tavs.
Mikkel havde efter sigende fundet arbejde i byen og fået et værelse på et kollegium. Huset ude på landet havde Henrik lejet ud til nogle andre — et stille ægtepar, som efter alt at dømme ikke medbragte indbyggede hårde hvidevarer uden at spørge først.
Anna tænkte på det uden skadefryd. Bare som noget, der var forbi og havde lagt sig.
Hos sin far havde hun været ugen før. Hun havde taget en ny dessert med, og de var blevet siddende længe ved bordet, mens de talte om ingenting og alting på én gang. Han så godt ud, lavede vittigheder, roste tærten og bad om opskriften, selv om han alligevel aldrig ville kunne huske den.
— Er du tilfreds? spurgte han hen mod slutningen af aftenen.
Anna tænkte sig om et øjeblik. Virkelig tænkte.
— Ja, sagde hun. — Det er jeg.
Og det var sandt. Uden forbehold. Uden noget, der skulle forklares.
Forårsbyen larmede omkring hende med biler, stemmer og hæle mod våde fliser et sted længere fremme. Anna gik videre og tænkte på den idé, hun havde fået aftenen før: citroncreme med basilikum. En mærkelig kombination, men måske netop derfor værd at prøve.
Foran hende ventede en god dag.
Det vidste hun med sikkerhed.