Hun afsluttede selv opkaldet. Ikke med et smæld, ikke i vrede — hun trykkede bare på den røde knap.
Den aften sagde Mads ikke et ord til hende. Han sad i stuen med telefonen i hånden og scrollede formålsløst, mens han meget tydeligt lod, som om hun ikke fandtes. Senere gik han ind i soveværelset og lagde sig med ryggen til, vendt ind mod væggen.
Anna ryddede bordet af, slukkede lyset ude i køkkenet og blev stående et øjeblik ved vinduet. Gården nedenfor lå næsten helt i mørke. Kun en ensom gadelygte svajede i blæsten og kastede ujævne, orange pletter hen over asfalten.
Hun tænkte på Mette. På hvordan hun havde stået dér med posen i hånden og været fuldstændig overbevist om, at alt ville gå, som hun havde forestillet sig. Hun tænkte på Karen, der skiftede stemmeleje lige så let, som andre skifter gear. Og på Mads, der dagen før havde stået tavs ude i entréen, mens hans søster med den største selvfølgelighed gjorde krav på deres hjem.
Ingen af dem havde spurgt Anna.
Ikke én eneste gang.
Om noget som helst.
Hun åbnede sin bærbare computer, fandt en boligside og sad længe og kiggede på annoncer. Etværelseslejligheder, små studiolejligheder, lejemål. Kvarterer, hun aldrig for alvor havde overvejet før, dukkede op på skærmen.
Tallene var ikke urealistiske.
Det overraskede hende, hvor håndgribeligt det hele pludselig blev. Det var ikke længere bare en tanke, en såret følelse eller en vag frygt. Det var huslejer, adresser, muligheder.
Til sidst klappede hun computeren sammen. Ikke fordi hun havde ændret mening. Hun havde bare ingen grund til at forhaste sig.
Anna vidste, hvordan man ventede.
Og hun vidste, hvordan man regnede.
Næste morgen begyndte med, at det ringede på døren.
Hun havde endnu ikke drukket sin kaffe færdig. Med kruset i hånden stod hun ved vinduet og så ned i gården, hvor viceværten samlede våde blade i bunker. Langsomt, ensformigt, uden hast. Vinden spredte dem, og han rev dem sammen igen. Der var næsten noget beroligende over gentagelsen.
Så lød dørklokken. Skarp. Utålmodig.
Anna satte kruset fra sig og gik ud for at åbne.
Udenfor stod de alle tre. Karen i sin beige frakke, den hun kun tog på, når noget skulle tages meget alvorligt. Mette med børnene ved siden af sig; drengen holdt fast i sin rygsæk, og pigen trykkede sig ind mod sin mor. Lidt bag dem stod Mads med et ansigt, som om han var blevet ført frem til en dom. Så han havde altså vidst det. Han havde allerede aftalt det. Han havde allerede lukket dem ind i opgangen.
— Vi skal tale sammen, sagde Karen med en tone, der ikke efterlod plads til afslag. — Som familie.
Anna lod blikket glide hen over den lille delegation. Først Mads, som straks så væk. Så Mette, der forsøgte at se trodsig ud, selv om der lå noget anspændt og afventende i hendes øjne. Til sidst børnene. De havde intet med det her at gøre. De var bare blevet taget med som en slags bevismateriale.
— Kom indenfor, sagde Anna og trådte til side.
De satte sig i stuen. Karen placerede sig i lænestolen med rank ryg, som om hun skulle lede et møde. Mette slog sig ned i sofaen med børnene tæt ved sig. Mads blev stående henne ved væggen, og hele hans kropsholdning sagde: Jeg er her nærmest ikke, jeg står bare her.
Anna satte sig overfor dem. Roligt. Hænderne hvilende i skødet.
Karen begyndte langt ude. Først handlede det om familieværdier. Så om, at folk før i tiden boede tæt og ikke klagede over hver eneste lille ting. Derefter kom der en historie om en eller anden tante, som angiveligt havde opfostret fem børn i to værelser. Anna lyttede uden at afbryde.
Til sidst nåede Karen frem til sagen.
— Mette har ingen steder at tage hen. Det kan du jo selv se. Hun er alene, og der er børn. Vi beder ikke om noget urimeligt. Bare midlertidigt, indtil hun kommer på fode igen.
— Hvor længe er midlertidigt? spurgte Anna.
Karen tøvede et kort øjeblik.
— Tja… måske et år. Måske lidt mere.
— Et år, gentog Anna.
Hun lagde ingen følelse i ordene. Hun sagde dem bare højt.
— Anna, brød Mette ind, og hendes stemme lød nu helt anderledes end dagen før. Ikke så hård, ikke så krævende, men næsten såret. — Prøv nu at se på børnene. De har brug for ordentlige rammer. Skolen ligger tæt på, det hele passer så godt. Jeg skal nok finde arbejde, det lover jeg. Det er bare lige nu…
— Mette, sagde Anna lavt og afbrød hende, — i går sagde du, at jeg havde pligt til at forsørge dine børn. Kan du huske det?
Det trak i Mettes kind.
— Jeg blev bare ophidset.
— Nej, sagde Anna. — Det var præcis det, du mente. Og det er også det, din mor mener. Og Mads, som har fået jer herop uden at spørge mig, mener det samme.
Mads begyndte henne ved væggen at mumle noget om, at han jo bare havde villet det bedste, at familie måtte hjælpe hinanden, og at Anna var alt for…
— Mads, sagde hun og vendte sig mod ham, — er du klar over, at jeg har brugt de sidste to aftener på at kigge på lejligheder?
Der blev stille i rummet. Ikke bare almindeligt stille, men helt stille. Kun børnene rumsterede lidt, uden at forstå hvad der foregik.
Karen kneb øjnene sammen.
— Hvad mener du med lejligheder?
— Til leje, svarede Anna enkelt. — Jeg arbejder. Jeg har penge. Og der findes lejligheder i byen.
Det var netop dét, de ikke havde regnet med. Alt det andet — den nye lås, den lukkede dør, telefonsamtalen — havde de opfattet som genstridighed. Som et anfald af stædighed, der enten kunne ventes ud eller presses væk. Men dette var noget andet.
Karens ansigt ændrede sig. Mette tav. Mads rettede sig op fra væggen.
— Vil du flytte? spurgte han.
Hans stemme lød mærkelig. Ikke vred. Ikke fornærmet. Mere forvirret. Oprigtigt forvirret, som om det først i dette øjeblik gik op for ham, hvad der var ved at ske.
— Jeg vil leve ordentligt, svarede Anna. — Uden at nogen dukker op og forklarer mig, hvilke pligter jeg har. Uden at blive stillet over for beslutninger, andre allerede har truffet. Og uden et helt følge af slægtninge, der mener, de kan kræve noget af mig.