— noget, jeg aldrig har lovet dem.
Karen trak vejret dybt ind. Anna så, hvordan skuldrene løftede sig, og hun nåede at forestille sig den strøm af ord, der nu ville komme: om utaknemmelighed, om familie, om hvor god og enestående Mads i virkeligheden var.
— Karen, sagde hun stille. — Lad være. Jeg beder dig. Jeg har truffet min beslutning.
Tyve minutter senere var de gået. Karen med hele sin holdning spændt op omkring såret værdighed. Mette tavs, med røde skjolder på kinderne og børnene holdt fast i hænderne. Mads blev stående et øjeblik ude i entreen, og Anna nåede at tænke, at nu ville han sige noget afgørende. Noget, der måske kunne flytte bare en lille smule.
Det eneste, han sagde, var:
— Du er virkelig hård.
Så gik han.
Anna lukkede døren efter dem. Hun blev stående med ryggen mod den og lyttede til fodtrinnene, der langsomt forsvandt ned ad trappen, og til hoveddøren, der smækkede nede i opgangen.
Hård.
Hun smagte på ordet, vendte og drejede det inde i hovedet. I tre år havde hun bøjet af. Hun havde tiet stille, når hun helst ville sige noget. Hun havde smilet, når hun ønskede at gå. Hun havde holdt ud, længe efter der ikke var noget tilbage at holde fast i. Dengang hed det sig, at hun var en god hustru. Forstående. Smidig. Nem at have med at gøre.
Men i det øjeblik hun sagde nej, blev hun hård.
Der var noget så skævt ved den logik, at Anna næsten kom til at le. Ikke fordi noget var morsomt, men af en bitter, forbløffet træthed.
En uge senere fandt hun en lejlighed at leje. Den var lille, lå på tredje sal og havde udsigt til en rolig gård med gamle træer uden for vinduerne. Hun flyttede sine ting ad to omgange. Helle hjalp med kasserne, og bagefter sad de på gulvet mellem tasker og poser, der endnu ikke var pakket ud, drak te og talte om noget fuldstændig uvæsentligt. Midt i det hele gik det op for Anna, at hun for første gang i lang tid ikke lyttede efter sin egen tone. Hun behøvede ikke veje hvert ord. Hun talte bare. Som hun havde lyst.
Mads ringede den tredje dag. Senere ringede han igen. På den femte dag skrev han en besked om, at hans mor var meget ude af sig selv.
Anna svarede: Godt at høre.
Senere fik hun gennem fælles bekendte at vide, at Mette alligevel havde fundet en løsning. Hun havde søgt boligsikring og skrevet sig op til en kommunal bolig. Det viste sig, at den mulighed havde eksisteret hele tiden. Ingen havde bare undersøgt det. Hvorfor skulle de også det, når der fandtes en svigerdatter?
Karen ringede ikke. Det sagde mere, end nogen forklaring kunne have gjort.
I oktober gik Anna en dag ned ad gaden i sin frokostpause uden andet formål end at gå. Hun standsede foran vinduet til en lille butik, der solgte låse og dørbeslag. I udstillingen lå en enkel blank lås med to nøgler samlet i en lille ring.
Hun blev stående og så på den. Det mærkeligste ved hele historien var egentlig ikke, at hun var gået. Heller ikke at hun havde skiftet låsene. Det mærkeligste var, hvor længe hun ikke engang havde givet sig selv lov til at tænke tanken. Som om hun ikke havde ret til det. Som om retten til sit eget liv først skulle gøres fortjent.
Men den havde været der hele tiden.
Hun købte kaffe i den nærmeste kiosk og trådte ud på fortovet igen. Efterårsluften var kold og skarp, bladene raslede under hendes sko, og alt omkring hende var helt almindeligt. Netop derfor føltes det pludselig næsten særligt.
Et almindeligt liv.
Hendes liv.
Ingen andens.
Der gik et halvt år.
Anna opdagede knap nok, hvordan det skete. På et tidspunkt holdt hun bare op med at tælle dagene. Før havde hun altid talt: hvor længe til weekenden, hvor længe til ferien, hvor meget mere hun skulle udholde. Nu gjorde hun det ikke længere. Dagene kom og gik af sig selv, og i det lå der en ny, uvant lethed.
Lejligheden på tredje sal blev langsomt hendes. Ikke på én gang, men stille og roligt. Først kom gardinerne, som hun valgte selv, omhyggeligt og med en fornøjelse, hun næsten havde glemt, uden nogen stemme bag sig, der blandede sig. Senere kom en hylde med bøger ved sengen, et lille tæppe foran sofaen og et par potter med pelargonier i vindueskarmen. Småting, ja. Men hver eneste af dem tilhørte hende.
Om morgenen drak hun kaffe ved vinduet og så ned i gården. Der stod to gamle ahorntræer, og da foråret kom, sprang de ud så hurtigt og så grønt, at Anna en dag blev stående med kruset i hånden og bare kiggede på dem længe. Hun tænkte ikke på noget bestemt. Hun så bare.
Også det var nyt.
I februar søgte Mads om skilsmisse. Anna skrev under uden diskussioner. De mødtes hos notaren, kort og praktisk. Mads så træt ud, og på en eller anden måde mindre, end hun huskede ham. Som om han var faldet lidt sammen uden sin mors konstante billigelse i ryggen.
Hun følte ingen skadefryd. Hun lagde blot mærke til det og slap det igen.
Karen ringede aldrig. Mette heller ikke. Et sted helt ude i kanten af bevidstheden havde Anna ventet på en afsluttende samtale, en forklaring, måske endda en undskyldning. Men der kom ingenting. Kun stilhed. Og det viste sig at være det tydeligste svar af dem alle.
I maj meldte Anna sig til et kursus i skatteret. Hun havde haft lyst til det længe, men havde hele tiden udskudt det. Om fredagen efter undervisningen gik hun og Helle på en lille café i nærheden, bestilte noget uden særlig anledning og talte om alt muligt. Arbejde, bøger, sommerplaner.
En dag spurgte Helle:
— Fortryder du?
Anna tænkte sig om. Ærligt og uden hastværk.
— Nej, sagde hun. — Overhovedet ikke.
Og det var sandt. Ikke modigt sagt, ikke bittert. Bare sandt, roligt og let som forårsdagen uden for vinduet.