Så må vi også begynde at leve på vores egne præmisser.
– Anna, vent nu lige, sagde Lars hæst.
Men hun var allerede gået ind for at hente Sofie.
Turen hjem føltes endeløs.
Sofie faldt i søvn på bagsædet med kinden presset ned mod sit tøjdyr. Lars sad bag rattet uden at sige et ord, og hans hænder klemte så hårdt om det, at knoerne blev hvide. Anna sagde heller ingenting. Ikke fordi hun ville straffe ham med tavshed. Hun var bare udmattet. Nogle samtaler slutter ikke, fordi alt er blevet sagt, men fordi der ikke længere er noget at forklare.
Da de kom hjem og havde fået Sofie puttet, satte de sig ved køkkenbordet.
– Gjorde du det med vilje? spurgte Lars til sidst.
– Hvad mener du?
– At du sagde: “Godt, så flytter vi.” Som om beslutningen allerede var taget.
– Jeg traf den ikke i dag. Jeg har haft den i mig længe. Jeg håbede bare, vi aldrig nåede dertil.
Han sænkede blikket.
– Det er min skyld. Jeg skulle ikke have fortalt min mor om pengene.
– Det handler ikke kun om penge, Lars. Det handler om, at din mor hele tiden har set lejligheden som noget, hun kunne bruge imod os. Før passede det hende bare bedre at tie stille.
– Hun sagde det i vrede.
– Nej. Hun sagde det, hun mener. I sådan nogle øjeblikke kommer folk ikke til at sige noget forkert. De kommer til at sige sandheden.
Lars tav længe, før han spurgte lavt:
– Hvad gør vi så nu?
– Nu finder vi en lejebolig for et par måneder. Og så søger vi boliglån. Vi har til udbetalingen. Vi har også de penge, vi har lagt til side fra børneydelsen. Ja, det bliver hårdt. Men til gengæld skal ingen nogensinde mere minde os om prisen på deres såkaldte godhed.
Han blev siddende og stirrede ned i bordpladen. Anna kunne se, hvor ondt det gjorde på ham. Lars var ikke en mors dreng, der sprang, hver gang Kirsten kaldte.
Men et gammelt mønster boede stadig i ham: Mor skulle skånes. Mor måtte ikke gøres ked af det. Mor ville jo kun det bedste.
– Vil du virkelig væk? spurgte han.
– Jeg vil låse mig ind med min egen nøgle og vide, at ingen kan smide os ud, bare fordi de pludselig vil noget andet.
En uge senere havde de fundet en lejlighed, de kunne leje.
Den lå ikke tæt på børnehaven, den var ikke så lys, som Anna havde drømt om, og der var ingen opvaskemaskine, hvilket hun ellers hurtigt havde vænnet sig til. Men Sofie fik sit eget værelse.
De pakkede om aftenen. Anna lagde tallerkener og glas i flyttekasser og skrev med tusch: “køkken”, “bøger”, “Sofies legetøj”.
Nøglerne afleverede Lars selv hos sin mor. Han kom sent hjem med et gråt ansigt og røde øjne.
– Hvad sagde hun? spurgte Anna.
– At jeg er utaknemmelig. At du har vendt mig imod min egen familie. At Mette i det mindste prøver at skabe sig et liv, mens vi kun tænker på os selv.
– Og hvad sagde du?
– For første gang i mit liv lod jeg være med at forsvare mig.
Den første måned i den lejede bolig var tung.
Om morgenen kørte Anna Sofie i børnehave og fortsatte derefter til sit arbejde i regnskabsafdelingen. Om aftenen hentede hun datteren, lavede mad og gennemgik udgifterne.
Lars tog ekstra opgaver, når han kunne. Han arbejdede med montering af ventilation og varmepumper, og sæsonen var netop gået i gang. De var begge så udmattede, at de faldt i søvn, næsten før hovedet ramte puden.
Alligevel forsvandt pengene på kontoen ikke. Og da bankrådgiveren en dag lagde forskellige lånemuligheder foran dem, mærkede Anna overraskende nok ikke frygt, men lettelse.
– Den månedlige ydelse bliver omkring 3.100 kroner, sagde rådgiveren og skubbede udskriften over mod dem. – Når vi regner jeres udbetaling og opsparing med. Løbetiden er tyve år.
Tyve år lød voldsomt. Men det var stadig mindre skræmmende end igen at skulle være afhængig af et andet menneskes humør.
Lejligheden fandt de ikke med det samme. Anna kørte rundt med ejendomsmægleren i store dele af byen og så den ene mulighed efter den anden. Til sidst faldt valget på en mindre toværelses ejerlejlighed i en ny bygning i udkanten. Den lå et godt stykke væk og havde ingen dyr designerrenovering.