Til gengæld vendte vinduerne ud mod gården, og på børneværelset var der plads til mere end bare en seng og et skrivebord; et rigtigt skab kunne også stå der.
Kirsten talte de næsten ikke om. Ikke fordi de var særligt ædelmodige, men fordi ingen af dem længere havde kræfter til at tygge den samme gamle historie igennem igen.
Af og til ringede hun til Lars. Samtalerne blev kortere og kortere. Den gamle selvsikkerhed var væk, ligesom formaningerne. En dag kom Anna tilfældigt til at høre ham svare:
– Nej, mor, vi har ikke penge tilovers. Vi betaler af på boliglånet.
For første gang lå der hverken skyldfølelse eller en bøn om forståelse i hans stemme.
Om Mettes systue hørte de først noget til om efteråret.
Anna stødte på en tidligere nabo til svigermoren uden for en butik, og de faldt i snak. Det var hende, der fortalte det.
Mette havde alligevel lejet lokalet. Kirsten havde taget et forbrugslån, lagt sine egne opsparede penge oveni og i al hast lejet sin lejlighed inde i byen ud, fordi hun regnede med, at huslejen derfra kunne dække den månedlige ydelse.
Der kom ganske vist mennesker forbi markedet, men ikke nok af de rigtige. Folk trådte ind, spurgte til prisen og gik igen. Bestillinger på specialsyede gardiner var sjældne. At lægge bukser op eller skifte en lynlås, ja, det kunne de få ind. Men den slags småopgaver kunne ikke betale en husleje på omkring 5.200 kroner.
Efter tre måneder sagde den anden syerske op. En måned senere gik overlockmaskinen i stykker. Så lukkede Mette.
Lejerne i Kirstens lejlighed viste sig heller ikke at være nogen velsignelse.
Den første familie flyttede uden at betale for den sidste måned. Den næste efterlod en regning på forbrug og et brændemærke i vindueskarmen ude i køkkenet. For første gang i mange år så Kirsten på sin såkaldte redningsplanke, ikke som et stærkt kort i familien, men som en uendelig kilde til bekymringer.
Hun ringede i januar.
Anna stod netop og skar salat, Sofie legede på gulvet, og Lars var i gang med at samle de nye taburetter.
– Det er min mor, sagde han, da han så på skærmen.
Anna svarede ikke.
Han gik ind i stuen, men brudstykker af samtalen nåede alligevel ud i køkkenet.
– Ja, mor… Jeg har forstået det… Nej, jeg kan ikke overtage betalingen… Nej, det er ikke, fordi jeg ikke vil… Det er, fordi jeg har en familie og nogle forpligtelser… Mor, stop nu. Lad være…
Efter nogle minutter kom han tilbage og satte sig ved bordet.
– Hun vil have hjælp til at finde ordentlige lejere. Hun siger, hun er træt.
– Og hvad svarede du?
– At jeg kunne spørge nogle kolleger. Ikke mere end det.
Anna nikkede. Det var den rigtige måde. Ikke lade sig trække ind i det hele igen, men heller ikke hævne sig for alt det gamle.
– Har du ondt af hende? spurgte hun.
Lars tøvede et øjeblik.
– Ja. Det har jeg. Men jeg tror, jeg for første gang virkelig har forstået noget. Medlidenhed må ikke koste én retten til sit eget liv.
Et svagt smil gled over Annas mundvig.
– Det tog sin tid, før du nåede dertil. Men bedre sent end aldrig.
Han lo lavt.
De spiste aftensmad i deres eget køkken. Udenfor faldt sneen stille, og inde på børneværelset lyste den lille lampe formet som et hus i vindueskarmen; den tændte Sofie hver eneste aften. Køleskabet brummede dæmpet, elkedlen klikkede, og Lars rejste sig for at hælde te op.
En helt almindelig aften. En helt almindelig familie. Men nu fandtes der ikke længere nogen, der bare kunne komme ind og sige: “I skal flytte.”
Indimellem dukkede Kirstens ansigt stadig op i Annas hukommelse, netop fra det sekund hvor Anna roligt havde sagt: “Godt. Så flytter vi.”
Svigermoren havde sikkert helt til det sidste været overbevist om, at hendes søn ville begynde at overtale hende, at svigerdatteren ville bryde sammen i gråd, og at det hele endnu en gang ville ende med det velkendte, eftergivende: “Okay, mor, som du vil.”
Men selv den stærkeste afhængighed kan briste ved én eneste beslutning. Derefter pakker mennesker bare deres ting i kasser og går videre ind i deres eget liv.
Og måske er familiens sværeste spørgsmål slet ikke penge. Måske handler det om at forstå, hvornår taknemmelighed skal standse, før den bliver til en gæld, man forventes at betale resten af livet.