Fase 6. Tomheden, der ikke gav nogen glæde
Flytningen fandt sted på månedens sidste dag.
Flyttefolkene bar den ene kasse efter den anden ud: sofaen, Sofies cykel, køkkenstolene og vaskemaskinen, som Anna og Mads selv havde købt. Da de var færdige, stod den gamle lejlighed tilbage med nøgne vægge, et slidt skab, der aldrig havde været deres, et komfur og en tung lugt af støv.
Kirsten kom for at overtage nøglerne.
Hun trådte ind, så sig omkring og stivnede.
— Hvor er køleskabet? spurgte hun.
— Det er vores. Vi tog det med.
— Og vaskemaskinen?
— Også vores.
— Hvad med sofaen i stuen?
— Den købte vi selv.
Kirsten gik ind i værelset. Det var næsten tomt. På gulvet lå lyse firkanter dér, hvor møblerne havde stået. Pludselig så Anna lejligheden, som den måtte have set ud før deres liv var flyttet ind i den: ikke et hjem, bare nogle kvadratmeter.
— Har I virkelig fjernet det hele? Kirstens stemme knækkede.
Mads svarede træt:
— Mor, vi har kun taget det, der tilhører os.
— Hvordan skal man så kunne bo her?
Anna vendte blikket mod hende.
— Du ville jo selv bestemme over lejligheden.
Farven forsvandt fra Kirstens ansigt.
— Jeg regnede med, at I i det mindste lod det nødvendige stå.
— Vi har efterladt det, der er dit.
Camilla, som var kommet sammen med sin mor, stak hovedet ud i køkkenet.
— Mor, jeg skal altså ikke bo her. Her er jo helt tomt.
Kirsten drejede brat rundt mod hende.
— Hvad havde du forestillet dig?
— Altså… at de lod møblerne blive. Og at der var nogenlunde ordentligt istandsat. Jeg skal jo åbne atelier, ikke stå og renovere en lejlighed.
Mads lo lavt. Ikke ondt. Bare bittert.
— Så meget for at hjælpe familien.
Anna lagde nøglerne i vindueskarmen.
— Vi har ryddet det hele, præcis som du bad om.
Fase 7. En ny dør
Den nye lejlighed tog imod dem med lugten af frisk maling og fremmed støv, men Sofie løb lykkelig fra rum til rum.
— Er det her mit værelse? Er det virkelig mit?
— Det er dit, sagde Mads. — Men tapetet vælger vi sammen.
Anna satte sig på en flyttekasse midt i køkkenet, og uden varsel begyndte hun at græde. Ikke af sorg. Det var udmattelsen, der slap sit greb på én gang. Mads satte sig ved siden af hende og lagde armen om hendes skuldre.
— Vi er hjemme, sagde han.
— Med et lån de næste tyve år.
— Men uden ultimatum.
De kom begge til at le, mens tårerne stadig løb.
De første uger var ikke lette. De sov på en madras, spiste ved flyttekasser, ledte efter saltet og diskuterede farven på gardinerne. Alligevel låste Anna hver aften døren med sin egen nøgle, og hver gang mærkede hun en ro, hun ikke havde haft i lang tid.
I begyndelsen ringede Kirsten ikke. Senere ringede hun til Mads.
— Der er koldt i lejligheden. Vinduerne skal skiftes.
— Vi skiftede vinduerne i soveværelset og på børneværelset, mor. For vores egne penge. Dengang sagde du, at køkkenet og det andet værelse var fine nok.
— Så burde I have gjort det hele færdigt!
— Nej.
Det korte ord blev noget nyt for Mads. Svært at sige, men nødvendigt.
Kirsten smækkede røret på.
Fase 8. Atelieret uden andres penge
To måneder senere åbnede Camilla alligevel sit atelier. Ikke i et attraktivt lokale ved et travlt strøg, men i et lille hjørne bag en renseributik. Pengene kom fra Kirsten: hun hævede noget af sin opsparing, solgte sin afdøde mands gamle bil og lånte resten af en nabo.
Den første måned lagde Camilla billeder af skiltet og taknemmelige kunders beskeder op i familiechatten. Den næste måned klagede hun over huslejen. I den tredje måned var problemet kunderne, som ville have alting “billigt og hurtigt”. I den fjerde måned var det skatter og afgifter, der “pludselig viste sig at være enorme”.
Anna kommenterede ingenting.
En dag rakte Mads hende telefonen og viste en besked fra sin mor:
“Hvis I dengang havde givet de 600.000 kr., kunne Camilla have fået en ordentlig start. Nu kæmper hun sig bare igennem.”
Anna smilede skævt.
— Så det er stadig vores skyld.
— Selvfølgelig, sagde Mads. — Vi betalte jo ikke for en drøm uden forretningsplan.
Han skrev tilbage til Kirsten:
“Mor, vi ønsker Camilla alt det bedste, men vi diskuterer ikke længere vores penge.”
Svaret kom næsten med det samme:
“Du er blevet en fremmed.”
Mads blev siddende længe og stirrede på skærmen. Til sidst slettede han beskeden.
— Gør det ondt? spurgte Anna.
— Ja. Men før gjorde det endnu mere ondt, når jeg prøvede at være god nok for alle andre end jer.
Anna tog hans hånd.