Samme aften kom Sofie ind med en tegning i hånden. Hun havde tegnet deres nye hjem, og i vinduet stod tre mennesker tæt sammen. Under huset havde hun med skæve, barnlige bogstaver skrevet:
“Her bliver vi ikke smidt ud.”
Anna sagde ingenting. Hun tog bare papiret forsigtigt og lagde det ind i mappen sammen med købsaftalen og de andre papirer til lejligheden.
Fase 9. Den tomme lejlighed mangler beboere
Kirsten forsøgte derefter at leje den gamle lejlighed ud.
Det viste sig bare at være vanskeligere, end hun havde regnet med. Der stod næsten ingen møbler tilbage, istandsættelsen var kun halvfærdig, og køkkenet så gammelt og slidt ud. Folk kom, gik rundt i rummene, stillede et par spørgsmål — og forsvandt igen.
En ung mand sagde det uden omsvøb:
— Til den pris burde der i det mindste stå et køleskab.
Kirsten blev fornærmet og ringede straks til Mads.
— I kunne godt have ladet køleskabet blive stående, indtil jeg fandt nogen. Det var jo alligevel gammelt.
— Mor, vi bruger det selv.
— Så måtte I købe et nyt.
— For hvilke penge?
— Jamen, I har jo fået boliglån. Så må banken jo mene, at I har råd.
Mads lukkede øjnene et øjeblik og trak vejret langsomt.
— Mor, jeg har ikke tid nu.
Imens sad Anna sammen med Sofie og satte klistermærker på de nye hylder. Hun hørte hvert eneste ord, men mærkede til sin egen overraskelse, at vreden ikke længere rev i hende. Før i tiden kunne sådan et opkald ødelægge hele hendes aften. Nu lød det mere som støj gennem væggen fra en anden lejlighed.
En uge senere dukkede Kirsten op hos dem uden at have sagt til først.
Denne gang blev døren dog ikke bare åbnet på vid gab. Mads lod sikkerhedskæden blive siddende og kiggede ud gennem sprækken.
— Mor, du skulle have ringet først.
Kirsten stivnede, som om hun ikke forstod ordene.
— Jeg er din mor.
— Ja. Og alligevel skal du ringe først.
Hun forsøgte at se forbi ham. Bag hans skulder kunne hun skimte den lyse entré, det nye tapet og Sofies små støvler, der stod pænt ved væggen. Længere inde stod Anna. Hun sagde ikke noget. Hun var bare rolig.
— Jeg ville bare se, hvordan I var kommet på plads, sagde Kirsten.
— Det passer dårligt lige nu.
Farven forsvandt fra hendes ansigt.
— Lader I mig virkelig stå ude på dørtrinnet?
Mads svarede lavmælt, men uden at vige:
— Vi er ved at lære at bo i vores eget hjem efter vores egne regler.
Så lukkede han døren.
Anna gik hen til ham og lagde hånden på hans skulder.
— Du gjorde det.
— Næsten ikke.
— Men du gjorde det.
Fase 10. Hvem der blev tilbage i den tomme lejlighed
Da foråret kom, stod den gamle lejlighed stadig næsten øde. Kirsten overnattede der indimellem, når hun havde ærinder i byen, men hun tog hurtigt tilbage til sommerhuset igen. Camilla nægtede endeligt at flytte ind. Hendes forklaring var kort:
— Der er for langt til atelieret, og der er alt for trist.
Til sidst sad Kirsten tilbage med præcis det, hun havde kæmpet for. En lejlighed uden lejere. Uden møbler. Uden Sofies latter ude fra køkkenet. Uden de faste betalinger, som Mads og Anna før havde sørget for. Og uden en søn, der længere tog telefonen med det samme.
En dag ringede hun alligevel til Anna.
— Savner Sofie mig? spurgte hun pludseligt.
Anna kiggede hen på sin datter, der sad ved sit nye skrivebord og lavede lektier.
— Hun er ved at vænne sig til det hele.
— Jeg ville gerne se mit barnebarn.
— Så ring til Mads. Aftal det med ham på forhånd.
Der blev stille et øjeblik.
— Anna… dengang gik jeg for vidt.
Det var ikke helt en undskyldning. Ikke endnu. Men det var heller ikke en ordre.
— Ja, Kirsten. Det gjorde du.
Kirsten tav igen, længere denne gang.
— Jeg troede, I ville blive bange.
Anna lukkede øjnene. Der var den. Sandheden, endelig sagt højt.
— Det blev vi også. Bare ikke på den måde, du havde regnet med.
Efter samtalen gik Anna ud på altanen. Nede i gården summede livet videre. Inde fra værelset kunne hun høre Sofie grine, og fra køkkenet råbte Mads, om hun vidste, hvor dåseåbneren lå.
Deres hverdag var ikke blevet let. Boliglånet tyngede dem. Renoveringen slugte penge, så snart de fik dem ind. Forholdet til Mads’ mor var stadig skrøbeligt, køligt og fuldt af forsigtighed. Men alt det svære tilhørte nu dem selv. Det var ikke længere noget, andre havde lagt hen over deres liv som en betingelse.
Senere på aftenen lavede Mads te og satte sig ved siden af Anna.
— Indrømmede min mor noget?
— Næsten. Hun sagde, at hun havde troet, vi ville blive bange.
Han smilede trist.
— Og så blev vi bange og købte en lejlighed.
— Den bedste forskrækkelse, vi nogensinde har fået.
Denne gang lo han rigtigt.
Anna så hen på skålen ved døren, hvor deres nøgler lå. Ingen kunne længere sige til dem: “I skal være ude ved månedens udgang.” Ingen kunne tage deres opsparing og kalde det familiens behov. Ingen kunne længere forklæde pres som omsorg eller kalde et ultimatum for kærlighed.
Og i den gamle lejlighed var kun Kirsten tilbage.
Med tomme værelser.
Med et tomt sted, hvor køleskabet engang havde stået.
Og med den sene erkendelse af, at når man jager mennesker ud af sin lejlighed, kan man komme til også at jage varmen ud af sit liv.