Karen vendte sig mod svigerdatteren med en skål salat i hænderne.
– Lars og jeg tænkte, at vi lige kunne få noget aftensmad på bordet. Men hvad er der med dig? Du er helt bleg. Er der sket noget på arbejdet?
Anna svarede ikke med det samme. Hun tog roligt skoene af, stillede dem pænt på hylden og gik ind i køkkenet. Lars sad allerede ved bordet og bladrede fraværende på sin telefon.
– Det handler ikke om mit arbejde, Karen, sagde Anna stille. – Problemet er her. I vores familie.
Hun trak en stol ud og satte sig over for sin mand.
Den beherskede, næsten iskolde ro i hendes stemme fik Lars til at løfte blikket fra skærmen. Han så undersøgende på hende, som om han først nu forstod, at noget var alvorligt galt. Karen stivnede med et viskestykke i hænderne, og det muntre smil på hendes ansigt mistede straks noget af sin glans.
– Hvad er der sket, Anna? spurgte Lars.
Anna tog sin mobil frem, åbnede billedgalleriet og lagde telefonen midt på bordet med skærmen opad.
– Jeg var forbi min lejlighed i dag. Den, hvor din mor ifølge dig skulle have sine plantekasser stående.
Karens ansigt blev på et øjeblik plettet af røde skjolder. Hun sank hårdt og vendte sig hurtigt mod vasken, som om hun pludselig havde et presserende behov for at skylle hænder.
– Og hvad så? spurgte Lars, der tydeligvis endnu ikke havde forstået omfanget af den katastrofe, der var ved at folde sig ud.
– Der bor fremmede mænd, Lars. De har boet der i et halvt år. De tramper rundt på mit parketgulv med beskidte sko, steger kartofler i mit køkken og bruger mit vand og min strøm. Og det mest interessante er, fortsatte Anna og skubbede mobilen tættere hen mod ham, – at de gør det på grundlag af det her dokument. Kig ordentligt på det.
Lars tog telefonen. Hans øjne fór hen over skærmen. Han bladrede til næste billede og zoomede ind på underskrifterne. Stilheden i køkkenet blev tung og næsten fysisk mærkbar. Kun vandet, der stadig løb fra hanen, brød den, fordi Karen havde glemt at lukke for det.
– Mor? Lars’ stemme knækkede let. Han så op på hende. – Hvad er det her? Har du lejet Annas lejlighed ud?
Karen lukkede brat for vandet. Langsomt vendte hun sig om, mens hun tørrede sine våde hænder i Annas forklæde. Skylden i hendes blik var forsvundet. I stedet var der kommet noget hårdt og trodsigt frem, som hos et menneske, der er trængt op i en krog, men stadig er parat til at angribe.
– Og hvad skulle der være galt i det? sagde hun skarpt. – Lejligheden stod jo tom! Den samlede støv og gjorde ingen nytte. I bor der ikke, I renoverer den ikke. Hvorfor skulle den bare gå til spilde? Det ville da være tåbeligt.
– Det er min ejendom, Karen, sagde Anna tydeligt uden at hæve stemmen. – Min private ejendom. Det er mig, og kun mig, der bestemmer, om den skal stå tom eller ej. Du havde ingen ret til at lukke fremmede mennesker ind der, og slet ikke til at tage penge for det. Det, du har gjort, er bedrageri.
– Bedrageri! udbrød Karen og slog teatralsk ud med armene. – Hør hende lige! Nu er hun pludselig jurist. Jeg har da bragt penge ind i familien!
– Hvilken familie? Anna lænede sig en smule frem. – Det eneste, du har bragt ind i min familie, er en regning på tusind kroner for forbrug. Hvor er huslejen blevet af? Gik den til Mikkels bil? Eller til hans nye computer?
Lars’ blik flakkede forvirret mellem sin mor og sin kone.
– Mor, passer det? Har du givet pengene til Mikkel? spurgte han, og i hans stemme lå der en svag, næsten barnlig forventning om, at hun ville afvise det hele.
– Ja, det har jeg! svarede Karen udfordrende og kom et skridt nærmere bordet. – For Mikkel har mere brug for dem! Du og Anna har det jo som blommen i et æg. I tjener godt, I har ingen boliglån hængende over hovedet. Drengen skal jo have en chance for at komme på fode. Han har det svært, han prøver at finde sin vej. Hvem skal hjælpe ham, hvis ikke hans egen mor?
– For andres penge? Anna lo kort, uden glæde, mens hun mærkede, hvordan hendes vejrtrækning snørede sig sammen af den rene, absurde frækhed. – Du besluttede simpelthen at støtte din yngste søn med din svigerdatters ejendom? Er du ved dine fulde fem?
– Hvordan vover du at tale sådan til mig! skreg Karen nu. – Jeg tog imod dig i min familie, som var du min egen datter!
– Hvilket hjem taler du om? Vi bor i min lejlighed, sagde Anna og lod hånden glide rundt i køkkenet. Den bolig, de befandt sig i nu, var ganske vist købt, mens hun og Lars var gift, men størstedelen af pengene var kommet fra Annas forældre. Karen havde ikke bidraget med en eneste krone. – Du er gæst her. Og i den anden lejlighed var du også kun en person, der fik betroet nøglerne midlertidigt, fordi der skulle ordnes nogle rør.
Så vendte Anna blikket mod sin mand. Lars sad foroverbøjet og stirrede ned på sine egne hænder. Han så ikke ud, som om han havde travlt med at forsvare hende.
– Lars, har du tænkt dig at sige noget? spurgte hun lavt.
Han sukkede tungt, gned sig over ansigtet med håndfladen og så endelig på hende. Men der var ingen fast beslutning i hans øjne, ingen vilje til at stille sig på retfærdighedens side. Der var snarere irritation over at være blevet trukket ind i en ubehagelig konflikt.
– Anna, helt ærligt, er det ikke lidt voldsomt? begyndte han forsonende. – Mor gjorde selvfølgelig forkert i ikke at spørge dig først. Det er klart. Men på den anden side stod lejligheden jo faktisk tom. Hun tænkte bare praktisk. Og Mikkel har det virkelig svært lige nu. Vi er familie, vi skal hjælpe hinanden. Lad os nu ikke gøre det her større, end det er. Der boede nogle mennesker der et stykke tid, men de har jo ikke ødelagt noget.
Anna så på sin mand og mærkede, hvordan noget inde i hende begyndte at give efter.