Det var første gang i hele deres ægteskab, at Anna mærkede det så tydeligt: Lars stod ikke ved hendes side. Hvis han blev tvunget til at vælge mellem hende og sin egen familie, ville han uden tøven vælge dem.
Næste dag ringede Anna til sin svigermor. Ingrid var en ligefrem kvinde, som som regel havde sans for retfærdighed. Hvis nogen ville sige tingene, som de var, så var det hende.
“Goddag, Ingrid. Hvordan har du det?”
“Hej, kære Anna. Åh, jeg klarer mig da. Og hvad med dig?”
“Det går fint. Hør, jeg ville gerne spørge dig om noget… Kommer Mette tit forbi hos dig?”
Der blev stille i røret.
“Hvorfor spørger du om det?”
“Bare fordi jeg kom til at tænke på det.”
“Anna,” sagde Ingrid, og hendes stemme blev straks mere alvorlig, “Mette bor hos mig. Det har hun gjort i tre uger.”
Anna stivnede.
“Bor hos dig? Mener du… at hun er flyttet ind?”
“Ja, selvfølgelig. Hun sagde, at du og Lars ikke længere ville hjælpe hende, og at hun derfor måtte opgive sin lejlighed. Og hvad skulle jeg gøre? Hun er jo min datter, så jeg tog hende ind.”
Noget i Anna blev iskoldt.
“Ingrid, vi har ikke nægtet hende hjælp. Jeg fik lavet et særskilt kort til hende, så hun kunne betale for det, hun havde brug for.”
I den anden ende af forbindelsen faldt en tung, målløs tavshed.
“Du… hvad gjorde du?” spurgte Ingrid til sidst, tydeligt chokeret. “Hvilket kort?”
“Til mad, husleje, transport og den slags. Lars bad mig om at hjælpe hende, og jeg sagde ja.”
“Anna…” Ingrids stemme begyndte at bæve. “Hun har ikke givet mig en eneste krone. Ikke til mad, ikke til el, ikke til noget som helst. Hun bor hos mig, spiser hos mig, og hun har ikke engang tilbudt at bidrage. Jeg troede virkelig, hun stod uden penge.”
Anna lukkede øjnene. Sådan hang det altså sammen. Mette var flyttet hjem til sin mor, havde stoppet betalingen af sin lejlighed, skåret sine reelle udgifter ned til næsten ingenting — og samtidig havde hun brugt Annas kort på restauranter, tøj og fornøjelser.
“Tak, Ingrid. Jeg… jeg tager mig af det.”
“Anna, vent. Du må ikke tro, at jeg vidste noget om det her. Jeg ville aldrig…”
“Det ved jeg godt. Du skal ikke bekymre dig. Det er ikke din skyld.”
Anna afsluttede opkaldet og blev siddende længe uden at røre sig, med blikket fastlåst på ét punkt foran sig. Så åbnede hun bankappen, fandt kortet, der var udstedt til Mette, og spærrede det. Tre tryk på skærmen. Så var det gjort.
“Hvad bilder du dig ind at spærre min søsters kort?!” brølede Lars, da han kort efter stod midt i stuen.
Anna rejste sig ikke fra sofaen. Hun så bare på ham — på manden, hun havde delt ti år med, faren til deres barn, den mand hun havde bygget et hjem sammen med. Og nu stod han dér og råbte ad hende på grund af en kvinde, der havde løjet dem lige op i ansigtet.
“Jeg vil ikke finde mig i at blive udnyttet,” sagde hun lavt, men fast.
“Hvad?” Lars så næsten forvirret ud over hendes svar.
“Din søster har løjet for os. Hun bor hos din mor, betaler ikke for noget, og de penge, vi giver hende, bruger hun på fornøjelser. Jeg ringede til Ingrid. Hun bekræftede det hele.”
Lars åbnede munden, men lukkede den igen. Han forsøgte tydeligvis at finde et svar, men der kom ikke en lyd.
“Du… ringede til min mor? Du kontrollerede hende?”
“Ja, selvfølgelig gjorde jeg det. For du troede ikke på mig. Da jeg fortalte dig, at jeg havde set Mette på restaurant og i indkøbscentret, forsvarede du hende med det samme. Ikke mig. Hende.”
“Hun er min søster!”
“Og hvad er jeg så?” Anna rejste sig endelig, og hendes stemme fik en hård, metallisk klang. “Jeg er din kone. Jeg er mor til din søn. Jeg er det menneske, der har forsørget dig det sidste halve år, mens du har forsøgt at få dit projekt op at stå. Og i stedet for at lytte til mig valgte du at beskytte en kvinde, der helt kynisk har udnyttet os.”
Lars blev bleg.
“Hvad er det, du prøver at sige?”
“Det, jeg siger,” svarede Anna og tog et skridt hen imod ham, “er, at hvis du bliver ved med at forsvare mennesker, der udnytter os, så kommer det til at få konsekvenser.”