“Det bliver ikke kun Mettes kort, jeg spærrer,” sagde Anna. “Dit ryger også.”
Lars stirrede på hende, som om ordene ikke kunne trænge ind.
“Du… det kan du ikke gøre.”
“Jo,” svarede hun uden at hæve stemmen. “Det er min konto. Det er mig, der tjener pengene. Og det er mig, der afgør, hvem der får adgang til dem, og hvad de skal bruges til.”
Han stod med åben mund, ude af stand til at finde et svar. Anna så, hvordan det skiftede i hans blik: såret stolthed, vrede, fornærmelse — og midt i det hele noget andet. En langsom erkendelse, der gjorde ondt. Han forstod det. Ikke med det samme, ikke villigt, men han forstod, at hun havde ret.
“Mette har narret os,” fortsatte Anna, nu mere roligt. “Hun har løjet for dig, for mig og for din mor. Pengene blev ikke brugt til det, vi gav dem til. Og i stedet for at indrømme det vendte du dig mod mig. Så nej, Lars. Jeg spiller ikke med længere.”
“Jeg…” Han gned sig over ansigtet med begge hænder. “Jeg vidste det ikke.”
“Du kunne have vidst det, hvis du havde lyttet til mig fra begyndelsen.”
Lars sank ned på sofaen og bøjede hovedet. Anna blev stående foran ham. Hun så ned på ham, men der var ingen triumf i hende. Ingen glæde over at have vundet. Kun en tung, mat udmattelse.
“Hvad skal jeg gøre nu?” spurgte han til sidst, og stemmen lød brudt.
“Ring til din søster,” sagde Anna. “Fortæl hende, at det er slut. At hun skylder din mor en undskyldning. Og at hun skal finde sig et rigtigt arbejde i stedet for bare at lade, som om hun prøver.”
“Og hvis hun ikke vil?”
“Så er det hendes valg. Men vi er færdige med at deltage i det her cirkus.”
Lars nikkede uden at løfte blikket. Anna sukkede, gik ud i køkkenet og satte vand over til te. Hendes hænder rystede en smule endnu; efterdønningerne fra opgøret sad stadig i kroppen. Men indeni var der mærkeligt stille. For første gang i lang tid.
Senere på aftenen ringede Lars til Mette. Anna lyttede ikke ved døren, men hun sad i værelset ved siden af, og brudstykker af samtalen nåede alligevel ind til hende.
“Nej, Mette, vi kommer ikke til at betale mere… Fordi du løj… Ja, mor fortalte det… Nej, det er ikke Annas skyld, det er din… Jeg vil ikke diskutere det. Samtalen er slut.”
Han lagde på og kom ind til hende. Længe sagde han ingenting. Så satte han sig over for hende og pressede ordene frem.
“Hun kaldte mig en forræder. Hun sagde, at jeg valgte min kone frem for min familie.”
“Jeg er din familie,” svarede Anna stille. “Vores søn er din familie. Mette er en voksen kvinde, og hun må selv bære følgerne af det, hun har gjort.”
Lars nikkede langsomt.
“Undskyld,” sagde han. “Undskyld, at jeg ikke troede på dig med det samme. Og at jeg råbte ad dig.”
“Jeg tager imod din undskyldning.” Anna lagde sin hånd over hans. “Men husk den her følelse, Lars. Husk, hvordan det føles, når den person, der burde stå ved din side, pludselig står imod dig.”
Hans fingre lukkede sig om hendes.
“Det skal jeg nok huske.”
Der gik to uger. Mette bad hverken Anna eller sin mor om tilgivelse. Til gengæld fandt hun, besynderligt nok, hurtigt et job. Det viste sig åbenbart, at motivationen kan vokse ganske betydeligt, når de lette penge forsvinder.
Ingrid ringede til Anna og takkede hende for at have åbnet hendes øjne.
“Ved du hvad, Anna,” sagde hun tungt, “jeg har altid bildt mig ind, at jeg bare forkælede hende. Af moderlig kærlighed. Men nu kan jeg se, at jeg i virkeligheden har opdraget en snylter.”
“Det er aldrig for sent at ændre noget,” svarede Anna.
En aften, da de allerede lå i sengen, lagde Lars armen om hende og sagde lavt:
“Tak, fordi du ikke lod mig ende som en tøffelhelt.”
“Jeg vil altid være ved din side,” svarede Anna. “Men kun hvis du også står ved min.”
Han kyssede hende blidt på tindingen.
“Det gør jeg. Det lover jeg.”
Og Anna troede ham. For nogle gange skal et menneske have en lærestreg, før det forstår, hvad der virkelig betyder noget. Lars havde fået sin. Og det virkede, som om han havde draget den rigtige konklusion.
Mettes kort forblev spærret. For altid.