Hun havde valgt ørred, ribeye-bøffer, frisk hytteost fra et gårdmejeri, dyre oste og frugt. Regningen løb op i omkring 1.500 kroner.
Da varerne kom, lagde Anna det hele sirligt på plads i det nye, private køleskab inde i soveværelset.
Det store køleskab ude i køkkenet stod derimod tomt, taget ud af stikkontakten og forsvarligt lukket med hængelåsen.
Anna gik i bad, lagde en ansigtsmaske og bryggede derefter kaffe.
Med kruset mellem hænderne satte hun sig ved køkkenbordet og ventede.
Mette kom hjem først.
Hun havde en pose chips i den ene hånd og en billig energidrik i den anden.
— Ad, hvor er her koldt, sagde hun allerede ude fra entréen. Jakken smed hun på pufskamlen, før hun traskede ind i køkkenet.
Anna drak sin kaffe uden at sige noget.
Mette gik direkte hen til køleskabet og greb fat i håndtaget. Hun trak. Døren rokkede sig ikke.
Hun hev hårdere. Låsen slog metallisk mod beslaget.
Mette stirrede på de stålbeslag, Anna havde skruet fast.
— Hvad fanden er det der?
— En lås, svarede Anna roligt.
— Hvorfor?
— Så du ikke kan æde løs.
Farven forsvandt fra Mettes ansigt.
— Er du syg i hovedet? Luk op. Jeg skal bare have ketchup til mine chips.
— Der er ingen ketchup derinde. Der er slet ingenting derinde. Køleskabet er slukket. Min mad står på mit værelse, og døren derind er låst.
Mette knyttede hænderne.
— Lars bliver rasende over det her!
— Så må Lars gå ud på badeværelset og græde færdig.
Mette flåede sin telefon frem og begyndte febrilsk at ringe til sin bror.
— Lars! Den psykopat har sat en kæmpe hængelås på køleskabet! råbte hun ind i mobilen. — Ja! Hun har skruet den fast med skruer!
Anna drak det sidste af kaffen, skyllede kruset af, vaskede det ordentligt og gik ind på sit værelse. Døren låste hun med to drej på nøglen.
En time senere stormede Lars ind i lejligheden.
Anna hørte hoveddøren smække, hans tunge skridt gennem gangen og kort efter hans brøl ude fra køkkenet.
Så begyndte det at hamre på soveværelsesdøren.
— Anna! Luk op. Nu!
Hun lagde bogen fra sig, drejede nøglen om og åbnede.
Lars stod foran hende, rød i hovedet af raseri.
— Hvad bilder du dig ind? Hvorfor har du ødelagt køleskabet?
— Jeg har opgraderet det.
— Tag den lås af! Jeg er sulten! Vi har rodet med bilen i garagen hele dagen!
Anna lænede skulderen mod dørkarmen.
— Låsen bliver siddende. Fra i dag deler vi økonomien op. Jeg betaler lånet på boligen. Du sørger for din søster og for jeres maver.
— Jeg er din mand! Du skal lave aftensmad til mig!
— Hvor står det?
— Det gjorde vi ligesom aftale om, da vi blev gift!
Anna lo kort.
— På rådhuset udleverer de en vielsesattest. Ikke et adoptionsbevis på en voksen idiot og hans søster.
Lars forsøgte at skubbe sig forbi hende og komme ind på værelset.
— Flyt dig! Du har mad derinde. Jeg kan lugte det!
Anna satte begge hænder mod hans bryst og stødte ham hårdt tilbage. Lars vaklede ud i gangen.
— Hvis du rører mig eller min dør én gang til, ringer jeg til politiet. Så fortæller jeg dem, at du prøvede at angribe mig.
— Du tør ikke.
— Prøv mig.
Hun lukkede døren foran ham og låste igen.
På den anden side fortsatte råbene, bandeordene og dunkene. Lars ringede til sin mor. Hanne mente åbenbart, at døren skulle brydes op.
Det turde han dog ikke. I stedet sparkede han til væggen og gik ud i køkkenet. Lidt efter hørte Anna hoveddøren smække. Lars var gået i supermarkedet.
Mandagen gik. Så kom tirsdagen.
De nye regler fungerede brutalt effektivt. Anna lavede mad til sig selv inde på soveværelset i en multicooker eller bestilte færdigretter udefra. Tallerkener og bestik vaskede hun straks efter brug og låste det hele inde hos sig.
Køkkenet lignede efterhånden et forladt rum.
Mette og Lars havde købt en pakke frosne dumplings og nogle billige pølser. Problemet var bare, at de ikke havde noget at tilberede dem i. Anna havde båret alle sine gryder ind på værelset.
Onsdag aften gik Anna ud i køkkenet for at hente vand.
Lars stod og stegte pølser på Mettes glattejern. Lugten var kvalmende.
— Du ødelægger det der, bemærkede Anna.
Lars sendte hende et hadefuldt blik. Der lå mørke skygger under hans øjne.
— Det er din skyld! Det er dig, der har presset os ud i det her!
Mette sad ved bordet og gnavede i tørre instantnudler direkte fra pakken.
— Anna, vær nu sød, klynkede hun. — Lad mig i det mindste varme kedlen. Jeg vil bare have en kop varm te.
— Kedlen er min. Jeg gav 600 kroner for den. Vand kan varmes i et krus med en dypkoger, hvis I har en.