— Kælling, hvæsede Lars mellem tænderne.
Anna drejede langsomt hovedet mod sin mand.
— I flytter i morgen. Begge to.
Ordene faldt ned i rummet med en tyngde, der fik stilheden til at stivne.
Lars lod pølsen ligge på det glohede glattejern og stirrede på hende.
— Og hvor skulle vi tage hen?
— Hjem til din mor. Ud på landet. Til verdens ende, hvis det passer jer. Det rager mig ikke.
— Jeg bor her! råbte han, så stemmen slog revner.
— Du er kun registreret her midlertidigt, sagde Anna tørt. — I dag har jeg indgivet en anmodning hos Borgerservice om at få din adresse fjernet. Begrundelsen er, at vores samliv er ophørt. I morgen sender jeg papirerne til skilsmisse.
Mette tabte de tørre nudler ud af hånden. Små sprøde stykker dryssede ud over bordpladen.
— Skilsmisse? Men hvad med mig?
Anna lo kort. Ikke fordi noget var morsomt. Det var mere en tør, vantro lyd over, hvor langt dumheden åbenbart kunne række.
— Dig har jeg aldrig adopteret. Så du kan bare pakke dine ting.
— Vi går ingen steder! Lars smækkede glattejernet ned på bordet. — Det her er også mit hjem! Jeg har lavet istandsættelse her!
— Du skiftede tapet i gangen, ikke? Så riv det ned og tag det med.
Hun vendte sig uden flere ord og gik ind i soveværelset.
Torsdag. Aften.
Anna kom tidligere hjem fra arbejde, end hun plejede. Allerede da hun låste sig ind, bemærkede hun stilheden. Den var uvant. Ingen skramlen fra køkkenet, ingen fjernsynsstøj, ingen stemmer.
Hun gik ind i stuen.
Midt på gulvet stod to rejsetasker. Ved siden af dem lå tre sorte affaldssække, stoppet så hårdt, at plasten var spændt ud.
Mette sad i sofaen. Hun havde hue på og en tyk dunjakke. Ansigtet var hævet af gråd.
Ude på altanen stod Lars og røg.
Anna tændte lyset.
— Nå. I nåede at pakke, inden jeg kom hjem. Flot.
Lars kom ind fra altanen og pustede røgen direkte ud i stuen, som om han stadig havde ret til at svine luften til.
— Vi går, sagde han. — Men du betaler os tilbage. For el, vand og varme. Og for det, jeg har lavet her.
— Selvfølgelig, nikkede Anna roligt. — Jeg overfører det til dit kort. Lige efter du har overført din halvdel af afdragene på boliglånet for de tre år, vi har været gift. Det bliver omkring 150.000 kroner. Skal vi regne det igennem?
Lars bed kæberne sammen. Musklerne arbejdede hårdt under huden ved tindingerne.
— Du kan kvæles i din lejlighed. Dit svin.
Han greb den ene taske. Mette rejste sig langsomt og tog sin rygsæk op.
Anna gik hen til døren ud mod gangen og stillede sig i vejen.
Hun lod blikket glide over Mette. Den næsten nye dunjakke. Støvlerne i ægte læder. Den store shopper fra et dyrt mærke. Alt sammen ting, der ikke var dukket op ud af ingenting.
Så standsede Annas øjne ved jakkeærmet.
— Tag jakken af.
Mette frøs fast.
— Hvad?
— Du hørte mig. Tag jakken af. Og åbn rygsækken.
Lars slap tasken ned på gulvet med et brag.
— Er du fuldstændig syg? Der er minus to grader udenfor!
Anna så ikke på ham. Hun holdt øjnene rettet mod Mette.
— Den jakke blev købt i september. For min bonus. Den var en gave, fordi du skulle “ud at søge arbejde”. Du fandt ikke noget arbejde. Så gaven er trukket tilbage.
— Anna, please! Mette pressede ryggen mod væggen. — Jeg fryser ihjel! Jeg har ikke andet vintertøj. Mor smed alt ud, da hun flyttede!
— Det er ikke mit problem. Af med den.
Mette drejede hovedet mod sin bror. Hun ledte efter støtte, efter bare ét ord, der kunne redde hende.
Men Lars sagde ingenting. Han stod bare og stirrede ned i gulvet.
— Lars, sig dog noget til hende! hulkede Mette.
Anna tog et skridt nærmere.
— Enten bliver jakken her, eller også ringer jeg efter politiet nu og anmelder tyveri. Du tog min creme til 700 kroner. Jeg har kvitteringerne. Så kan vi tage ned på stationen og forklare, om det virkelig var Hanne, der smurte hænderne ind i den.
Tårerne løb ned ad Mettes kinder. Med rystende fingre trak hun lynlåsen ned.
Jakken gled af hende og faldt sammen på gulvet. Under den havde hun kun en tynd striktrøje på.
Anna skubbede jakken til side med foden, hen mod sofaen.
— Udgangen er dér.
De gik ud i opgangen. Lars slæbte på taskerne og sækkene. Mette gik med armene slået stramt om sig selv, kun i den spinkle trøje.
Anna blev stående i døren og så på, mens de ventede på elevatoren.
Dørene gled op. Lars trådte ind først. Mette vendte sig om. Hendes læber dirrede.
— Du er et monster, hviskede hun giftigt.
Anna svarede ikke. Hun trykkede blot på knappen, og elevatordørene lukkede sig. Låsen i lejlighedsdøren faldt tungt i med et klik.
Hun gik tilbage til køkkenet.
Der var en ren, næsten klingende stilhed i hele lejligheden.
Ingen stank af fremmed sved. Ingen lugt af stegte løg. Ingen andres tilstedeværelse, der pressede sig ind i hvert hjørne.
Anna tog den lille nøgle op af lommen og låste hængelåsen på det store hvide køleskab op.
Indeni var der rent.
Hun smilede.