Han havde ligget på sofaen og ledt efter meningen med livet. Hvis I vil slæbe mig i retten, så værsgo. Men så må din søn også selv betale sagsomkostninger og advokat. Jeg er sikker på, Sofie bliver henrykt over den udvikling.
I den anden ende blev der stille. Ikke bare et kort ophold, men en tung, klæbrig tavshed. Hanne var ikke dum; hun forstod udmærket, at Mette havde ret hele vejen igennem. Hun forsøgte bare, som hun plejede, at tromle sig frem for at beskytte sin voksne lille dreng.
— Du er en hård kvinde, Mette, sagde den tidligere svigermor til sidst, bittert og lavt. — Der findes ikke et gram medfølelse i dig. Manden står tilbage uden noget som helst, og det passer dig fint. Du kunne i det mindste have udleveret hans ting ordentligt, som et menneske.
— Jeg giver ham alt, hvad der tilhører ham. Helt ned til de gamle sokker og de ødelagte fiskestænger. Taskerne står i entreen. Hvis du er så bekymret for din søn, kan du komme og hjælpe ham med at hente dem. Farvel, Hanne. Pas godt på dig selv.
Mette afsluttede opkaldet og satte telefonen på lydløs. Hun havde stadig noget, der skulle gøres færdigt.
Hun gik tilbage ud i gangen. Fire enorme ternede flyttetasker stod som klodsede bjerge langs væggen. Hun havde brugt to aftener på at fylde dem. Systematisk havde hun været gennem skabe, skuffer og hylder. Ud var kommet hans forvaskede T-shirts, udtrådte jeans, ledninger uden formål, mærkelige bildele og en hel samling tomme ølglas, som han af en eller anden grund havde gemt øverst i skabet. Hun havde endda været ude på altanen og slæbt vinterdækkene ind, før hun pakkede dem ind i kraftige affaldssække.
Mens hun sorterede hans ejendele, mærkede hun hverken sorg eller længsel efter det, der havde været. Kun en kold, væmmelig irritation. Hvor meget skrammel kunne et menneske dog samle, når han ikke bragte andet ind i hjemmet end tomme løfter og krav?
Hun gik hen til døren, drejede den blanke vrider på den nye lås og kiggede ud på trappeafsatsen. Der var stille. Ingen mennesker. Mette begyndte roligt at trække taskerne ud over dørtrinnet. De var tunge, og håndtagene skar sig ind i hendes håndflader, men hun blev ved, en efter en. Bagefter rullede hun de fire bildæk ud og stillede dem pænt i et hjørne ved elevatoren.
Til sidst bar hun værktøjskassen ud. En tung plastkuffert dækket af et lag byggestøv. Lars havde købt den for omkring ti år siden, dengang han påstod, at han selv ville samle køkkenmodulerne. Det endte naturligvis med, at han gav op og ringede efter en montør.
Da alt hans gods stod udenfor, gik Mette ind igen. Hun lukkede døren og drejede nøglen to omgange rundt. Klikkene fra låsemekanismen lød for hende som den smukkeste musik i verden.
Hun hentede en fugtig klud og vaskede grundigt gulvet i entreen. De snavsede spor efter Lars’ sko og støvet fra taskerne skulle væk. Men det var ikke kun gulvet, hun ville rense. Hun ville have hele rummet fri for ham. Fri for mindet om hans utilfredse suk, hans evige brok over en suppe, der var en smule for salt, og lugten af den billige aftershave, han havde overhældt sig med, før han tog ud for at mødes med sin nye kæreste.
Der gik næsten to timer. Mette nåede at lave sig en let aftensmad, ovnbagt fisk med grøntsager, og hun satte dæmpet musik på i baggrunden. Hun sad ved det rene bord og nød stilheden omkring sig, da det pludselig ringede på døren.
Ringeklokken lød længe og utålmodigt. Mette lagde langsomt gaflen fra sig, duppede munden med en serviet og gik ud i gangen.
Hun kiggede gennem dørspionen. Ude på afsatsen stod Lars. Ved siden af ham trippede Sofie rastløst fra den ene fod til den anden. Hun tyggede nervøst på tyggegummi og stirrede ned i sin telefon. Lidt bag dem stod en fremmed mand i blå arbejdsheldragt med en stor værktøjskuffert i hånden.
Mettes hjerte sprang et slag over, men hun samlede sig hurtigt. Hun havde allerede en ret god idé om, hvad de havde gang i.
— Mette, luk op! råbte Lars og hamrede med knytnæven mod døren. — Jeg har en låsesmed med! Hvis du ikke vil forstå det på den pæne måde, så tager vi hele din fine dør med karm og det hele! Jeg har ret til at komme ind i en lejlighed, hvor mine ting ligger!
Sofie skar utilfreds en grimasse.
— Lars, hvor lang tid skal det her tage? Jeg fryser altså. Og de der tasker stinker af gammelt lort. Vi kom jo efter kaffemaskinen, det lovede du.
Mette låste døren op, men lod den tykke stålkæde blive siddende. Den havde hun forudseende bedt montøren om at sætte på sammen med de nye låse. Gennem den smalle sprække drev en lugt af cigaretrøg ind.
— Godaften, sagde Mette høfligt og lod blikket hvile roligt frem for sig.