på den fremmede mand i arbejdsdragt, der stod ude på reposen.
— Er det Dem, der kommer fra låseservice?
Manden nikkede usikkert og flyttede vægten fra den ene fod til den anden. Han så pludselig ud, som om han helst ville have været et helt andet sted.
— Ja, godaften. Det var den unge mand her, der ringede. Han sagde, at hans kone havde mistet nøglerne, og at de ikke kunne komme ind.
— Den unge mand, sagde Mette, og hvert ord faldt skarpt og tydeligt, — er min tidligere ægtemand. Lejligheden er min alene. Den blev ikke købt under ægteskabet. Han er ikke tilmeldt adressen, han ejer ingen andel, og han har ingen juridisk tilknytning til boligen. Hans ejendele står i taskerne ved siden af Dem. Hvis De rører min dør med Deres værktøj, ringer jeg straks til politiet, og så bliver De betragtet som medvirkende til et forsøg på ulovlig indtrængen i en andens hjem.
Låsesmeden tog et hurtigt skridt tilbage, som om døren på et øjeblik var blevet glødende varm. Så vendte han hovedet mod Lars og sendte ham et rasende blik.
— Hør lige her, makker, hvad er det for noget, du roder mig ind i? Jeg er ikke kørt ud for at være en del af jeres familieskænderi. Har du dokumentation? Står adressen i dine papirer? Har du noget, der viser, at du ejer noget her?
Lars blev mørkerød i ansigtet. Panisk begyndte han at klappe sig på jakkelommerne, som om et mirakel kunne dukke op mellem en gammel kvittering og et sæt nøgler.
— Hvad fanden betyder det? Vi har boet her i femten år! Mine ting er her! Elektronik, møbler, alt muligt! Hun kan i det mindste give mig kaffemaskinen! Og fjernsynet fra soveværelset! Det købte vi sammen!
— Sammen? Mette kneb øjnene sammen bag døråbningen. Stemmen var kølig som glas. — Fjernsynet blev købt på afbetaling i mit navn, og jeg betalte det af i halvandet år med mine egne bonusser. Kaffemaskinen fik jeg af mine kolleger til min runde fødselsdag. Garantibeviser og kvitteringer ligger i mine mapper.
— Du er fandeme en beregnende heks! hvæsede Lars, nu helt uden kontrol over sig selv. — Sofie har ret. Du er bare en gammel, misundelig kælling! Kvæl dig i din lejlighed og dine skide kaffemaskiner!
Sofie fnøs højt og trak taskeremmen op på skulderen, hvor den var gledet ned.
— Lars, lad os nu bare gå. Det er pinligt at stå her. Vi tager dine klude og skrider. Jeg er sulten. Du kan købe en ny kaffemaskine til mig. En, der er bedre end den der.
Låsesmeden havde i mellemtiden vendt sig om uden et ord og var allerede på vej ned ad trapperne. Han mumlede noget for sig selv om skøre kunder, der spildte folks arbejdstid.
Lars sparkede til den nærmeste ternede taske.
— Ring efter en taxa, brummede han til Sofie.
— Mig? udbrød hun fornærmet. — Jeg har kun penge nok på kortet til min manicure. Det er dig, der er manden. Så bestil du den.
— Min telefon er ved at gå død, løj Lars og så væk.
Mette vidste udmærket, hvordan det hang sammen. Der var stadig en uge til hans løn, og de penge, han havde haft til rådighed, var for længst blevet brugt på flotte dates, restaurantbesøg og omhyggelig selvforkælelse i den første måned af hans såkaldt nye, frie liv.
Uden at sige mere lukkede Mette døren. Hun tog kæden af, drejede låsen hele vejen rundt og blev stående et øjeblik med hånden på håndtaget.
Ude på opgangen fortsatte stemmerne dæmpet i næsten ti minutter. Sofie klynkede utilfreds, Lars snerrede tilbage, mens han slæbte de tunge tasker hen mod elevatoren. Der lød bump, korte udbrud og endnu et fornærmet suk. Så lukkede elevatordørene sig, og kabinen gled nedad med det sidste, besværlige læs af fortiden.
I entreen bredte en fuldstændig stilhed sig. Den var så tæt, at den næsten ringede i ørerne.
Mette lænede panden mod dørens kolde metal. Hun følte ingen sejrsglæde. Ingen ond tilfredsstillelse. Kun en enorm træthed, dyb og tung, som efter en alvorlig sygdom, når feberen endelig slipper sit tag, og kroppen langsomt forstår, at den har overlevet.
Efter lidt tid gik hun ud på badeværelset. Hun tændte for det varme vand og vaskede hænderne længe og grundigt med sæbe, som om hun ville skylle mere end støv og snavs af sig. Skummet gled ned i vasken i bløde striber.
Da hun løftede blikket mod spejlet, så hun en kvinde med mørke skygger under øjnene. Men øjnene selv var klare. Rolige. Faste.
Ikke flere fremmede, beskidte støvler på hendes gulv. Ikke flere bebrejdelser, der blev forklædt som kærlighed. Ikke flere kompromiser, hvor hun hver gang var den, der betalte prisen.
Næste morgen vågnede hun tidligt, helt uden vækkeur. Sollyset pressede sig ind gennem sprækkerne i persiennerne og lagde gyldne striber hen over væggen. Lejligheden virkede større, end den plejede. Ikke tom. Bare rummelig. Fraværet af Lars føltes ikke længere som et hul i hverdagen, men som plads. Plads til at trække vejret. Plads til at leve.
Mette lavede kaffe på den omstridte maskine, hældte den i en fin porcelænskop, som hun før kun havde fundet frem ved særlige lejligheder, og gik ud på altanen. Uden de gamle vinterdæk var der langt lysere derude. Hun lod blikket glide over byen, der langsomt vågnede under hende.
Så tog hun en lille slurk af den brændende varme, bitre kaffe og smilede for første gang i lang tid uden at tvinge sig til det.
Livet var ikke slut. Det var først lige begyndt. Og nøglerne til det lå nu kun i hendes egne hænder.