Heller ikke et: “Hvordan har vores søn det?” Ikke noget “hils ham fra mig”, ikke engang et halvhjertet “jeg skal nok hjælpe barnet på en anden måde”. Kun det der: at jeg bare skulle skrive under. Som om hans egen dreng bare var en paragraf i et dokument, man kunne strege ud, hvis den blev upraktisk.
I det samme lød der skridt ude fra gangen. Små, lette skridt. Bare fødder mod linoleum.
Mikkel stod i køkkendøren.
Han havde sin pyjamas på med raketterne, håret strittede efter puden, og øjnene var stadig tunge af søvn. Han kiggede på telefonen i Mettes hånd, dér hvor stemmen lige var kommet fra.
— Mor, er det far, der ringer?
Mette vendte sig om. Hun blev tavs. Et kort øjeblik fór der noget hen over hendes ansigt. Ikke skam, nej. Snarere forvirring. Hun havde ikke regnet med barnet. Hun var kommet for at tale med “eks-konen”, ikke med en mor.
Jeg satte kruset fra mig, gik hen til Mikkel og satte mig på hug foran ham.
— Nej, skat. Det er ikke far. Det er bare en dame, der er kommet forbi for at ordne noget. Gå du ind til dig selv igen, så kommer jeg om lidt, okay?
Han så på Mette. På hendes telefon. Så på mig. Til sidst nikkede han og forsvandt tilbage mod sit værelse. Jeg hørte dynen rasle, og et øjeblik efter begyndte tegnefilmen igen lavt derinde.
Jeg lukkede døren til hans værelse og blev stående i gangen et sekund. Panden hvilede mod dørkarmen. Så trak jeg vejret dybt ind, slap luften langsomt ud og gik tilbage til køkkenet. Alt inde i mig havde trukket sig sammen. Min søn havde hørt sin far sige, at han var træt af alt det kvindebøvl. Syv år gammel. Han forstod allerede mere, end vi voksne ønskede at tro. Måske ikke hvert ord. Men tonen? Den forstod han uden tvivl.
Mette lagde telefonen med skærmen ned mod bordpladen. Lars havde åbenbart afbrudt samtalen. Han havde sagt det, han mente, han skulle sige. Nu var der stille i køkkenet. Kun uret på væggen tikkede, vandhanen dryppede svagt i vasken, og et sted ovenpå hos naboerne kunne man høre dæmpet musik.
Jeg stod ved døren og tænkte, om Mette mon allerede havde opdaget, at Lars ikke ville redde hende ud af noget som helst. Eller om hun stadig troede på historien om, at han bare var presset fra alle sider.
Så gjorde Mette noget, jeg slet ikke havde set komme. Hun skiftede taktik. Helt.
— Hør, sagde hun, og stemmen var pludselig blød, næsten medfølende. — Jeg kan godt se, at det ikke er nemt for dig. Alene med et barn, arbejde og det hele. Det forstår jeg faktisk. Lad os nu tale som kvinder. Hvad får du ud af retssager, foged, breve og nerver? Skriv under, så går vi hver til sit. Måske hjælper vi alligevel — gaver til drengen, tøj, den slags. På en menneskelig måde. Uden alle de papirer.
Jeg så bare på hende.
Og i ét sekund — kun ét — strejfede tanken mig: Hvad nu hvis hun havde ret? Hvad nu hvis det faktisk var lettere? Skrive under og slippe. Ikke ringe. Ikke regne efter. Ikke vente den første i hver måned på en overførsel, der alligevel ikke kom. Bare fjerne Lars fra den økonomiske del af mit liv, ligesom jeg havde fjernet ham fra resten.
Måske var det nemmere.
Men Mette kunne ikke holde sig tilbage. Hun måtte lige lægge noget oveni.
— For du ved jo, sagde hun og lænede sig ind over bordet, så duften af hendes parfume blev tung og næsten kvalmende, — Lars kan jo også bare sige sit job op. Altså på papiret. Få lønnen kontant ved siden af, og så ser du ikke en krone. Ikke én. Vi skal nok klare os. Men dig og barnet…
Hun gjorde ikke sætningen færdig.
Det behøvede hun heller ikke.
Det var ikke længere en anmodning. Det var en trussel. Klar, konkret og udtalt midt i mit køkken, mens optagelsen kørte.
Jeg mødte hendes blik. Roligt. Uden vrede. Uden frygt. Jeg skubbede en hårtot om bag øret og sagde:
— Du har lige, mens der bliver optaget, sagt, at din mand er parat til at sige sit arbejde op for at undgå at betale børnebidrag til sit eget barn. Og at I begge to er klar over det. Tak. Det kan jeg bruge.
Mette stivnede. Hendes hånd med de mørkerøde negle lå helt stille på bordet.
— Hvilken optagelse?
Jeg nikkede mod hylden. Min telefon stod der, helt synlig, med skærmen tændt.
Mette drejede langsomt hovedet. Hun så den. Og farven forsvandt fra hendes ansigt.
Jeg lagde hånden oven på mappen med papirerne.
Jeg åbnede ringbindet.
Ikke hurtigt. Ikke dramatisk. Jeg gjorde det på samme måde, som når jeg på arbejdet lægger dokumenter frem for en leverandør, der forsøger at presse prisen op. Roligt. Systematisk. Uden hast. Hver side lå, hvor den skulle.
— Her, sagde jeg og vendte det første ark mod Mette. — Det her er oversigten over betalingerne. Fireogtyve måneder. De grønne markeringer er de overførsler, der faktisk kom. De røde er de måneder, hvor der ikke kom noget. Kan du se det? Tretten røde linjer. Tretten måneder uden betaling.
Mette stirrede på papiret. Hendes negle trommede ikke længere mod bordpladen. Hænderne lå ubevægelige foran hende.
— Næste side, sagde jeg og bladrede videre. — Opgørelse over restancen. Ifølge afgørelsen skal han betale 1.540 kroner om måneden, femogtyve procent af sin løn. Tretten manglende betalinger. Fratrukket to enkeltstående overførsler — én til fødselsdag og én til jul, begge på 1.000 kroner. Samlet gæld: 18.020 kroner.
Jeg sagde beløbet helt neutralt. Uden at hæve stemmen, uden triumf. Bare tal. Fakta. Det eneste, jeg altid havde været god til: at lægge tingene frem, så ingen kunne lade som om, de ikke fandtes.
Mette løftede blikket mod mig. Den selvsikkerhed, hun var trådt ind ad døren med, var væk. I stedet var der noget andet i hendes øjne. Forvirring. Næsten vantro.
— Hvor meget? spurgte hun lavt. — Han sagde, det var 2.000. Højst 3.000.
— Atten tusind og tyve, gentog jeg. — Kroner. Her er beregningen. Hver linje har dato og beløb. Du kan selv kontrollere det.
Mette tog arket op. Hendes hænder rystede ganske svagt, og det var en helt anden rysten end den selvsikre ro, hun havde haft, da hun kom.