Blikket gled hen over rækkerne. Januar. Februar. Marts. Røde markeringer, en enkelt grøn, så rødt igen. Jeg kunne se, hvordan tallene langsomt begyndte at falde på plads for hende. Ikke på én gang, men bid for bid. Det var ikke 2.000 kroner. Det var 18.020. Ikke bare “lidt bagud”, men et beløb, der svarede til mange måneders bidrag til et barn. Hun sparede 40.000 kroner op til udbetalingen på en bolig, mens 18.020 kroner til hans søn åbenbart bare var en formalitet.
Jeg vendte endnu et ark.
— Og her er kopien af anmodningen til fogedretten, sagde jeg. — Modtaget med dato og journalnummer. Den sjette. Altså for en uge siden. Sagen er allerede sat i gang.
— Hvad betyder det? spurgte Mette.
Hendes stemme var blevet en anden. Tyndere. Lavere. Hvor var kvinden blevet af, hende der for mindre end en time siden havde klikket bestemt hen over mit entrégulv i høje hæle?
— Det betyder, at de i løbet af de næste par uger indhenter oplysninger om hans konti, sagde jeg. — Og at der kan blive foretaget udlæg eller spærring, indtil gælden er betalt. Alle konti. Også den, hvor I lægger penge til side til udbetalingen.
Jeg følte ingen sejr. Der var ingen glæde i mig. Kun en mærkelig stilhed. Som når man har slæbt på en alt for tung taske alt for længe og endelig får sat den fra sig.
Mette rejste sig brat. Skamlen skrabede mod gulvet. Hun greb sin telefon og ringede til Lars. Første tone. Anden. Denne gang tog han den ikke med det samme. Tredje. Fjerde. Ved den femte blev der svaret.
— Du har løjet for mig, sagde hun hurtigt, næsten uden pauser mellem ordene. Stemmen dirrede. — 2.000 kroner, sagde du. Højst 3.000. Hun har papirerne her. Atten tusind og tyve! Fogedretten! De kan spærre kontoen! Hvilken bolig, Lars? Hvilken udbetaling, når du har gæld for flere måneder?
Jeg kunne høre hans stemme i røret. Lav, mumlende, utydelig. Han forsøgte at forklare sig.
Mette lod ham ikke tale færdig. Hun afbrød opkaldet, smed mobilen ned i tasken og prøvede at lyne den. Hænderne ville ikke helt lystre, lynlåsen satte sig fast. Hun rev hårdere i den, fik tasken lukket og gik mod døren.
Ved tærsklen standsede hun. Så vendte hun sig om.
— Hvorfor viste du mig alt det?
Jeg stod i døråbningen med skulderen mod karmen. Mappen lå stadig åben på køkkenbordet.
— Fordi du kom ind i mit hjem, i min lejlighed, hvor mit barn ligger og sover, svarede jeg. — Og forlangte, at jeg skulle give afkald på penge, som efter loven tilhører ham. Ikke mig. Ham. En syvårig dreng, der ønsker sig en skoletaske med en raket på. Jeg skylder dig ingenting. Og jeg skriver ikke under på noget.
Mette trak døren op. Hun gik ud. Døren smækkede efter hende, og så blev der stille.
Jeg blev stående i entréen. Duften af hendes parfume hang stadig i luften, sød og fremmed. Ude fra køkkenet kom lugten af afkølet boghvede. Fra Mikkels værelse hørtes ingenting. Han sov.
Jeg gik hen til hylden og tog min telefon. På skærmen stod optagelsen stadig åben: syvogfyrre minutter og fjorten sekunder. Jeg trykkede på stop, gemte filen og sendte den til min egen mail. Bare for en sikkerheds skyld. En ekstra kopi.
Derefter satte jeg mig på den skammel, Mette havde siddet på. Den var endnu lun. På bordet lå hendes papir. “Erklæring om afkald.” Jeg tog det op med to fingre, foldede det omhyggeligt sammen og lagde det ind i mappen. Det kunne også blive nyttigt en dag.
Samme aften, omkring klokken ti, lyste telefonen op med en notifikation. En overførsel. 4.500 kroner. Fra Lars. Ingen besked. Ingen forklaring. For første gang i et halvt år betalte han af sig selv, uden at jeg havde ringet, skrevet eller mindet ham om noget.
En måned senere fik jeg besked fra fogedretten: Lars’ konto var blevet omfattet af udlæg, og 13.520 kroner var trukket til dækning af restgælden. Restbeløb: nul. Sagen var afsluttet.
Mette forsvandt ud af billedet. Jeg kender ikke detaljerne, og ærligt talt har jeg heller ikke lyst til at kende dem. Måske så det anderledes ud, da hun først satte sig ned og regnede på tallene for alvor. Et fælles boligkøb med en mand, der havde fået sine konti ramt af en gældssag, virkede nok ikke længere som den bedste idé.
Efter udlægget holdt Lars op med at ringe til Mikkel. Før havde han ringet hver anden eller tredje uge, kort og mekanisk, mest som et kryds i kalenderen. Nu blev der helt stille. Mikkel spurgte én gang:
— Mor, ringer far?
Jeg svarede:
— Det ved jeg ikke, skat. Men jeg er her.
Han nikkede bare og gik tilbage til sit byggesæt. Syv år er en alder, hvor børn forstår langt mere, end voksne bryder sig om at indrømme.
I august købte jeg skoletasken til ham. Den blå. Med raketten. Præcis den, han havde peget på. Jeg stod i butikken med den i hænderne og tænkte, at de penge ikke var en gave. Ikke en tjeneste. Ikke noget, nogen havde været storsindet nok til at unde os. Det var det, min søn havde krav på, ganske enkelt fordi han var hans barn. Og for første gang i to år behøvede jeg ikke at ydmyge mig for at få det.
Om aftenen stod jeg igen ude i entréen. Døren var lukket. Bare en almindelig hvid dør med en enkel lås. En måned tidligere havde jeg åbnet den for et fremmed menneske, der var kommet for at tage noget fra mit barn. Nu var den igen bare en dør. Ind til en lejlighed, hvor Mikkel og jeg var i fred. Hvor der duftede af mad og ikke af en andens parfume. Hvor telefonen lå på hylden uden at optage noget som helst.
Er du nogensinde blevet bedt om at opgive dine rettigheder, bare for at gøre livet lettere for en anden?