Hænderne lå anspændt i hendes skød.
— Jeg har tænkt næsten uafbrudt de sidste par dage, begyndte hun langsomt. — Inge talte med mig. Og der var også andre, der sagde nogle ting… Til sidst måtte jeg indrømme over for mig selv, at det var mig, der tog fejl.
Anna og Lars sendte hinanden et kort, vantro blik. Ingen af dem havde forestillet sig, at hun ville sige netop det.
— Sandheden er, at jeg var bange for at miste min søn, fortsatte Karen. — Han er mit eneste barn. Jeg har levet så meget for ham, gjort så meget for ham… Og da du kom ind i hans liv, Anna, blev jeg rædselsslagen for, at jeg ikke længere ville betyde noget.
— Mor, du bliver aldrig skubbet ud på sidelinjen, sagde Lars lavt.
Karen nikkede svagt.
— Det kan jeg godt se nu. Men dengang føltes det, som om du var på vej væk fra mig. Så jeg begyndte at kæmpe. Tåbeligt, ikke?
Et bittert smil gled over hendes ansigt.
— Jeg har en veninde, Helle. Hendes søn blev også gift. Hun sagde igen og igen, at jeg skulle lade jer leve jeres eget liv og ikke blande mig i alt. Jeg ville ikke høre efter. Jeg troede, hun bare var ligeglad som mor. Men i virkeligheden var hun klog. Hun har et vidunderligt forhold til sin svigerdatter, og børnebørnene elsker hende.
Karen vendte blikket mod Anna.
— Tilgiv mig, Anna. Jeg har opført mig forfærdeligt. Jeg kaldte dig “hende der”, jeg sårede dig, jeg ydmygede dig… Jeg skammer mig.
Anna vidste ikke straks, hvad hun skulle svare. Efter tre år med kulde og angreb var det svært pludselig at tro på, at noget virkelig havde ændret sig.
— Jeg… jeg kan godt forstå, hvad De følte, Karen. Måske ville jeg selv have været bange, hvis jeg havde stået i Deres sted.
— Nej, lad være med at undskylde mig, sagde Karen hurtigt. — Det var mig, der gjorde noget forkert. Jeg vil bede dig om tilgivelse. Jer begge to. Og hvis I kan give mig en chance, vil jeg prøve at blive et andet menneske over for jer.
— Selvfølgelig, mor, sagde Lars og rejste sig. Han gik hen til hende og lagde armene om hende. — Vi er jo familie. Alle sammen.
Karen brød sammen i gråd mod sin søns skulder.
— Jeg var så bange for, at jeg havde mistet dig…
— Ingen har mistet nogen, sagde Anna stille. Hun rejste sig også og lagde tøvende en hånd på sin svigermors skulder. — Vi havde bare brug for tid til at finde ud af, hvordan vi skulle være sammen.
Karen så op på hende med våde øjne.
— Du er en god pige, Anna. Jeg er glad for, at min søn har fået en kone som dig. Det mener jeg virkelig.
De blev siddende alle tre, drak te og talte sammen. For første gang i tre år skete det uden anklager, uden stikpiller og uden gamle bebrejdelser.
— Og det med ferien, sagde Karen efter et stykke tid. — I skal tage af sted. I har brug for at komme væk og hvile jer. Jeg kan… se efter lejligheden imens. Vande blomsterne, hvis det bliver nødvendigt.
— Tak, mor, sagde Lars med et forsigtigt smil.
— Der er også en ting mere. Karen åbnede sin taske og tog en kuvert frem. — Den er til jer. Til rejsen.
— Mor, det behøver du virkelig ikke… begyndte Lars, men hun løftede hånden og afbrød ham.
— Jo. Betragt det som en undskyldning. Og som en bryllupsgave. Den kommer bare lidt for sent.
I kuverten lå der tusind kroner.
— Karen, det er alt for meget, protesterede Anna.
— Nej. Ingenting er for meget. I har betalt så meget tilbage til mig på grund af udbetalingen… og jeg vil gerne have, at vi begynder forfra. Uden regnskaber. Uden at I føler, I skylder mig noget.
Da Karen var gået, blev Anna og Lars siddende længe tæt sammen i sofaen.
— Jeg kan næsten ikke fatte, at det faktisk skete, hviskede Anna.
— Det kan jeg heller ikke, svarede Lars. — Men jeg er lettet. Virkelig lettet over, at det endte sådan.
— Tror du, hun mener det? At hun virkelig vil forandre sig?
— Det ved jeg ikke. Men jeg tror, hun vil prøve. Og så må vi give hende muligheden.
Anna nikkede langsomt.
— Måske kunne vi invitere hende en weekend, når vi er kommet hjem igen.
Lars så overrasket på hende.
— Mener du det?
— Ja… hun prøver jo. Og hun er din mor. Hun hører til i vores familie.
Lars bøjede sig frem og kyssede sin kone.
— Tak. For din tålmodighed. For at du prøvede at forstå. Og for at du aldrig tvang mig til at vælge endegyldigt.
— Jeg ville aldrig stille dig mellem mig og din mor, sagde Anna. — Det ville være grusomt. Jeg ønskede bare, at hun skulle respektere os.
— Og det lykkedes dig.
— Det lykkedes os, rettede Anna ham. — Sammen.
Tre dage senere rejste de til Tyrkiet. Karen fulgte dem til lufthavnen med hjemmebag til turen, og da de skulle sige farvel, omfavnede hun sin svigerdatter lidt kejtet, men oprigtigt.
— Hav en dejlig ferie, børn. Og… pas godt på hinanden.
I flyet sad Anna ved vinduet og så jorden glide længere og længere væk under dem. Hun tænkte, at der nogle gange skal en krise til, før mennesker virkelig bliver en familie. Og at respekt aldrig kan tvinges frem. Den må fortjenes — fra begge sider.